Julie Hansen kom fra en musikalsk familie, der helt fra hendes barneår var forbundet med glade melodier og en munter livsførelse. Alle fem søskende havde arvet faderen H.C. Lumbyes musikalske talent. Den elegante storesøster Caroline (g. Recke-Madsen) kom til balletten som seksårig og blev siden skuespiller. Det var ved en forestilling forud for hendes bryllup, at Julie Hansen som 16-årig første gang sang offentligt. Både Caroline og lillesøsteren Amalie komponerede siden melodier til Folketeatret, hvor Julie Hansen blev en af de førende skuespillere. De mindre brødre Georg og Carl Lumbye fulgte begge i faderens fodspor som komponister og dirigenter.
Julie Hansen indgik fra 1851 i sin senere ægtefælle, teaterdirektør H.W. Langes ensemble ved Casino, 1855-56 ved Hofteatret og endelig fra 1857 ved Folketeatret, hvor hun deltog i teatrets åbningsforestilling En lille Heks. Sammen med Louise Holst, Harald Kolling og Otto Zinck udgjorde hun i mange år ensemblets grundstamme. Skønt hun lagde ud som sangerinde og skuespiller i ungpigeroller, bragte hendes kraftige statur og komiske talent hende tidligt over i de koneroller, der blev hendes speciale. Kort før Enevældens afskaffelse i 1849 blev også det kongelige monopol på teatervirksomhed i København brudt. De nye privatteatre appellerede nu med lystspil og folkekomedier til et bredere publikum, og det var i disse forestillinger, Julie Hansen skabte sine populære og lune karikaturer af den kbh.ske borgerkone. Størst succes havde hun i rollen som Madam Krøier i Store Bededagsaften, et stykke, der især blev kendt på grund af netop hendes præstation. Københavnerne kaldte hende ved kælenavnet Tulle og lo, så snart hendes stemme lød fra kulissen. Man overgav sig til det muntre glimt i de runde øjne og den sænkede dobbelthage, der ikke kunne skjule, at Julie Hansen med årene blev en stor dame. Som Langes enke arvede hun i 1873 teaterprivilegiet, men bortforpagtede det dog straks. Da hun siden søgte om forlængelse, fik hun afslag. Men den nye indehaver af privilegiet forpligtedes til varigt at betale vederlag til Julie Hansen, der derved fik befæstet den særlige position i Folketeatrets ensemble, som fik forfatteren Herman Bang til i teatertidsskriftet Da Capo at kalde hende “Fruen i Huset”. Hun forlod Folketeatret i kortere perioder på grund af uenighed med skiftende ledelser. I 1889 kom det til et endeligt brud, hvorefter hun og hendes anden ægtemand, der var en ubetydelig skuespiller, i stedet gik til Casino. Her var der først kun engagement til hende et par år, og det blev derfor på Dagmarteatret, hun i 1891 fejrede sit 40-års jubilæum. Senere spillede hun igen på Casino, men trak sig tilbage og blev klasselotterikollektrice et halvt år før sin død.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.