Louise Holst

Fra Folketeatrets åbningsaften i 1857 til hun døde af sygdom kun 43 år gammel, var Louise Holst en overordentlig populær skuespillerinde på teatret. Sammen med Harald Kolling, Otto Zinck og Julie Hansen dannede hun grundstammen i teatrets ensemble, og som den eneste virkede hun ved Folketeatret uden afbrydelser. Teaterdirektør H.W. Lange havde hentet hende på Århus Teater, hvor hun havde virket siden sin debut i 1855 som Margrethe i Abekatten.

I Folketeatrets første periode stod Louise Holst lidt i skyggen af teatrets absolutte primadonna Agnes Nyrop, men efter dennes skift til Det Kgl. Teater blev repertoiret lystigere, og Louise Holst fik sit første speciale som den muntre, kløgtige unge pige, soubretten. Hun var fra starten under vejledning af den omhyggelige og nuancerede personinstruktør Frederik Høedt, og det var med til at forme hendes stil. Mens mange af hendes samtidige havde en stiliseret optræden, var Louise Holsts stil utvungen, realistisk, nuanceret og nærværende. Dertil kom et dejligt lune og skælmeriet i de fængslende øjne, der gjorde sig, først i ungpigerollerne og siden i de komiske karakterskildringer. Hun giftede sig i 1861 med den teaterglade premierløjtnant Frits H. De to børn kom særdeles hurtigt efter hinanden, og endnu mens de var helt små, deltog ægtefællen ved Dybbøl i 1864, og få år senere gjorde han tjeneste i Algeriet. I 1870’erne skrev han imidlertid en lang række meget succesfulde lystspil med gode roller til hustruen og fik således direkte betydning for den lettere del af hendes i øvrigt brede repertoire.

Det Kgl. Teater havde endnu eneret på det klassiske og store dele af det nye dramatiske repertoire, men da man forkastede Bjørnstjerne Bjørnsons Leonarda, spillede Folketeatret det, og Louise Holst blev den første fremstiller af denne rolle. Hendes rolle som Baronesse d’Ange i Plet af A. Dumas d.y. var uden tvivl hendes største præstation. Skønt hun i ungdommen især havde fremstillet de djærve piger og koner, beherskede hun nu den elegante dame og forstod med små overgange, betoninger og pauser at gengive et komplekst, varieret og stærkt sind. I sin korte karriere nåede hun at spille tæt ved 300 roller, og man sagde om hende, at det eneste, hun aldrig spillede, var “père noble”, den ældre fader.

Så sent som ved Folketeatrets 25-års jubilæum i 1882 var Louise Holst en skuespiller i udvikling, som man ventede sig meget af. Trods hendes tidlige død, gav hendes store spændvidde og umådelige popularitet hende en plads blandt privatteatrenes betydeligste skuepillerinder. Hendes død blev et dobbelt tab for Folketeatret, fordi den samtidig fratog ægtemanden skrivelysten.