Juliane Marie

Juliane Marie kom på en lidet misundelsesværdig opgave, da hun 22 år gammel blev udset til dansk dronning knapt et år efter den populære dronning Louises død. Dersom ministrene havde håbet på, at et nyt ægteskab ville lægge en dæmper på kongens tilbøjelighed til druk og erotiske eventyr, havde man forregnet sig, og Juliane Maries personlighed havde intet i sig, der kunne fortrænge mindet om forgængeren. Som sine søskende var hun strengt opdraget, hun var tilbageholdende og stammede en smule; ved de små tyske fyrstehoffer var der mere tradition for stiv etikette end for folkelighed. Med opdragelsen af kongens børn fra det tidligere ægteskab havde hun intet at gøre, og at hendes egen søn fik danske lærere, var nok mere rådgivernes end hendes ansvar. Der er intet, der tyder på, at hun i sin tid som dronning har søgt at øve politisk indflydelse. Alene har hun næppe heller haft format dertil. Den vilje til magt, hun senere skulle udvise, krævede medarbejdere med større politisk mod og sans for intriger. Hendes politiske ambitioner vågnede efterhånden som hendes egen søn arveprins Frederik voksede til. Ganske blind for hans manglende evner var hun overbevist om, at han og ikke kronprinsen, den senere Christian 7., burde være den kommende regent. Dette fremgår klart af attituderne i det maleri, hun i 1766 efter sin mands død lod den hannoveranske hofmaler J.G. Ziesenis male. I sin venstre hånd holder hun et portræt af arveprinsen, med sin højre gør hun en talende gestus hen mod ham, mens hun retter et spørgende blik ud mod beskueren.

Juliane Maries dagligdag ved siden af en ægtemand, der mere og mere gik i opløsning, havde ikke været munter, og ved hans død måtte hun helt træde i baggrunden. Muligvis var hendes lykkeligste tid de måneder i 1768, hvor hun i god samdrægtighed med sin svigermoder, den gamle enkedronning Sophie Magdalene og den nye dronning Caroline Mathilde afventede Christian 7.s tilbagekomst fra en lang udlandsrejse. Den tilsidesættelse og forhånelse, hun og sønnen udsattes for under J.E. Struensee, der fra 1770 styrede på den stadigt tydeligere sindssyge konges vegne, fik hende til i 1772 uden tøven at begå de lovbrud, som var nødvendige for at fjerne Struensee fra magtens kilde. Ordren om arrestationen gav hun i kongens navn, først bagefter indhentede hun hans tilladelse, samme forseelse, som hun lod Struensee henrette for. I dette havde hun en trofast og skruppelløs medarbejder i Ove Høegh-Guldberg, der formentlig var rådgiveren hele vejen til 1784. I disse 12 år regerede hun i sønnens sted og i kongens navn uden nogen statsretslig legitimation, og ligesom under Struensee fortrinsvis ved brug af kabinetsordrer. At hendes svoger, den preussiske konge Frederik 2., med hvem hun førte en omfattende korrespondance, forsøgte at udnytte hende for at påvirke dansk udenrigspolitik og skade udenrigsministeren A.P. Bernstorff, fik næppe den store betydning. Bernstorffs fald 1780 skyldtes mere almindelig irritation i regeringen over hans modstand mod den tiltagende brug af kabinetsordrer. Størst betydning for Juliane Marie selv fik hendes behandling af kronprins Frederik, den senere Frederik 6., en optræden, der vidner ikke alene om ringe pædagogisk forståelse, men også om stor naivitet. Ved nærmest at tvinge ham til skriftligt at give udtryk for tilslutning til og glæde over, hvad regeringskredsen foretog sig, og ved at give ham en lærer af ringe format, B.G. Sporon, hvis opgave var at indoktrinere ham i samme ånd, stødte hun ham fra sig. At hun yderligere øgede kronprinsens fjendtlighed ved at hindre ham i at omgås det eneste menneske, han holdt af og havde tillid til, halvsøsteren Louise Augusta, understreger, hvor lidt hun forstod. Det var uden fortrydelse, at den 16-årige kronprins ved sit første statsråd i 1784 satte et punktum for hendes regering. Sine sidste år tilbragte Juliane Marie uden for offentlighedens opmærksomhed, dels i gemakkerne på Christiansborg, dels og helst på det landlige Fredensborg. Det hører med til billedet af hende, at hun kraftigt støttede F.H. Müllers oprettelse af en dansk porcelænsfabrik. En stor del af fabrikkens første produktion bærer da også hendes portræt eller navnetræk, og i pagt med tiden sendte hun gerne dens frembringelser som gaver til andre fyrstehoffer. I 1779 overtog kongen fabrikken under navnet Den Kgl. Porcelainsfabrik.