Jonna Neiiendam

Som datter af teaterhistorikeren Edgar Collin og barnebarn af operasanger Christian Hansen var det næsten uundgåeligt, at Jonna Neiiendam selv fik en scenekarriere. Denne indledtes på Det Kgl. Teaters elevskole, i øvrigt sammen med hendes senere svigerinde Sigrid N. Ligesom det var tilfældet med Sigrid N., blev Jonna Neiiendams rolleudformning præget af teaterinstruktør William Blochs naturalisme, der manifesterede sig, endnu før A. Antoine i 1887 introducerede den i Paris. Men det tidlige tidspunkt indebar også, at spillet modtog en lige så stærk påvirkning fra den velmotiverede, komiske og alvorlige karikering, som både Ludvig Holberg og romantikkens tragediedigtere og vaudevilleforfattere havde givet deres personer. Denne karikering blev vægtigt vedligeholdt af skuespillere som Emil og Olaf Poulsen, Karl Mantzius, Betty Hennings og Anna Bloch, og den var, om end svækket, ligeledes til stede i Jonna Neiiendams spil.

De roller, der især lå for Jonna Neiiendam, var Holbergs Perniller og Magdeloner, men hun spillede også med gennemslagskraft den onde fru Guldborg i Henrik Hertz’ Svend Dyrings Hus. En komisk pragtpræstation blev hendes Gedske i Holbergs Den politiske Kandestøber, med hvid kongepuddel på skødet. Hun var Jomfru Æbeltoft i Christian Olufsens Gulddaasen, Madam Rust i Hertz’ Sparekassen og Gina i Henrik Ibsens Vildanden. Men hun skabte også nyere roller som tante Anna i Kjeld Abells Eva aftjener sin barnepligt og fru Miller i Eugene O’Neills Du skønne ungdom. Samtidig udgjorde hun et af de sjældne tilfælde, hvor sammenslutningen af de tre kunstarter på nationalscenen virkelig fungerede, idet hun optrådte i operaen som både alt og mezzosopran, således som Marthe i Gounods Faust og Waltraute i Wagners Valkyrien og Ragnarok. I Carl Nielsens Maskarade var hun den danseglade Magdelone.

Jonna Neiiendam fik sin debut på Dagmarteatret 1892 i Amalie og Erik Skrams Fjeldmennesker. Efter et par afstikkere til Folketeatret i 1899 og Casino 1900-02 vendte hun i 1902 tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun forblev til afskeden 36 år efter. Dog havde hun i 1922 sammen med sin ægtefælle Nicolai N. et engagement ved Dagmarteatret. Samme år tildeltes hun Ingenio et arti. I forbindelse med et gæstespil i Stockholm modtog hun hædersbevisningen Litteris et artibus, og i anledning af sin medvirken ved Holbergforestillingerne på Champs Elysées-teatret i Paris modtog hun de franske guldpalmer. I 1935 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat og samme år anmeldernes teaterpokal.