Faktaboks

Johnny Vang-Lauridsen
Johnny Alfi Vang-Lauridsen
Født
5. august 1934, Nykøbing F
Død
29. august 2020
Arbejdsliv
Direktør og virksomhedsejer
Familie

Forældre: hestehandler Jens Christoffersen (død 1973) og Mathilde Berg Petersen (død 1966).

Gift 9. februar 1962 med direktør Johannes Kristian Olav V.-L., født 19. februar 1920 i København, død 13. oktober 1989, s. af direktør Olav V. L. og Gudrun Kristiansen (politiker Gudrun Vang Lauridsen).

Børn: Christian (1962), Jens.

Johnny Vang-Lauridsen blev født som den yngste i en søskendeflok på seks og har selv skildret sin opvækst som meget lykkelig. Faderen var hestehandler og slagtermester, og hun blev fra barndommen fortrolig med både heste og handel, to faktorer, der kom til at fylde meget i hendes voksne liv. Familien flyttede fra Falster til hovedstaden, og efter realeksamen og siden højere handelseksamen fra Niels Brock blev Johnny Vang-Lauridsen ansat på Nordisk Annoncebureau. Samtidig med at hun her lærte reklamebranchen at kende, drev hun handel for egen regning. Hun opkøbte antikviteter, som hun fik sat i stand og videresolgt med så stor fortjeneste, at hun på få år fik opsparet en formue på 100.000 kr., som satte hende i stand til i 1960 at etablere eget reklamebureau. Firmaet hed Johnny Poulsen Reklame Marketing, navnet Poulsen stammede fra Johnny Vang-Lauridsens første ægteskab. Det blev ikke langvarigt, og i 1962 blev hun gift for anden gang med direktør Johannes V.-L. Han var tredje generation af den kendte familie Lauridsen fra gården Grønvang ved Vejen og direktør for margarinefabrikken Alfa, som bedstefaderen havde grundlagt. Gennem sit ægteskab kom Johnny Vang-Lauridsen i berøring med den danske margarineindustri, og her blev hendes merkantile og ledelsesmæssige evner hurtigt taget i brug. I 1967 indtrådte hun i selskabets bestyrelse, 1972 blev hun bestyrelsesformand, og det var hende, der tegnede firmaet udadtil. Ægtefællen var direktør i firmaet, indtil han 1982 af helbredsgrunde måtte overlade denne post til hende. Således blev hun deltager i det, der blev kaldt margarinekrigen, og hun blev kendt som “margarinedronningen”.

I slutningen af 1960’erne var den danske margarinebranche domineret af tre virksomheder: Otto Mønsted, Alfa og det britisk-hollandske Unilever. Disse tre firmaer havde i 1947 i fællesskab stiftet Margarine-Compagniet, som for en 25-års periode skulle være rammen om deres samarbejde. Da aftalen udløb, ønskede Johnny Vang-Lauridsen ikke at forny den, og fra 1972 fortsatte Alfa på egen hånd, mens Otto Mønsted og Unilever sammen arbejdede videre under navnet Margarine-Selskabet. På få år blev Otto Mønsted udmanøvreret af dette samarbejde, og i 1974 ophørte firmaet med margarineproduktion. Alfa baserede sin konkurrence med den multinationale gigant på en stærk understregning af det nationale aspekt. Johnny Vang-Lauridsen betonede gentagne gange, at det for hende først og fremmest gjaldt om at bevare produktion og arbejdspladser i Danmark. Kampen var kostbar og anstrengende for begge parter, og i 1984 indgik Johnny Vang-Lauridsen på Alfas vegne en aftale om samarbejde med Unilever. I 1986 foreslog Unilever imidlertid, at produktionen på Alfas fabrik i Vejen skulle nedlægges, hvilket Johnny Vang-Lauridsen kategorisk modsatte sig. Det blev signal til, at margarinekrigen igen blussede op. Johnny Vang-Lauridsen forsøgte at genvinde Alfas handlefrihed i et forsøg på at bevare produktionen i Vejen, men da tillidsmændene på Unilevers fabrik i Sønderborg og Alfas fabrik i Vejen i 1990 udsendte en fælles opfordring til at standse margarinekrigen, gav hun op og indledte forhandlinger om salg af fabrikken. Resultatet blev, at Unilever året efter overtog og lukkede den.

I forbindelse med salget havde Johnny Vang-Lauridsen forpligtet sig til ikke at påbegynde margarinefabrikation inden for tre år, men da de var gået, startede hun en helt ny margarinefabrik i Vejen. Den fik navnet Grønvang, men led meget betydelige økonomiske tab i sit første driftsår 1994 og måtte indstille produktion og betaling året efter. Dermed gled Johnny Vang-Lauridsen ud af den danske margarineproduktion, og hun kom til at betale en høj pris for sin idealisme og kampvilje, idet hendes ejendom i Nordsjælland blev inddraget i boet efter fabrikken, således at hun blev nødt til at afhænde den. Det var her, hun havde hentet styrke til at deltage i margarinekrigen, ligesom hun her gennem opdræt af heste vedligeholdt den store interesse for dyr, som hun havde haft siden sin barndom.

Beskrivelser og portrætter af Johnny Vang-Lauridsen

  • Jacob Ludvigsen: Mindebogen om Oma margarine, 1972.

Tilknytning til organisationer

  • Johnny Poulsen Reklame Marketing
  • Alfa
  • Grønvang

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig