Gudrun Vang Lauridsen

Gudrun Vang Lauridsen mistede sin moder som fireårig. Faderen var først lærer på Gedved Seminarium, siden realskolelærer i Brædstrup og landinspektør i Silkeborg. Hun kom i kommuneskole og gennemgik Silkeborg Realskole samtidig med, at hun passede husholdningen hjemme. En tid var hun i huset hos valgmenighedspræst Karl Povlsen i Ryslinge, hvilket ligesom et tremåneders ophold på Askov Højskole 1896 fik stor betydning for hende, da hun begge steder blev stærkt præget af det grundtvigske miljø. 1903 tog hun lærerindeeksamen på Silkeborg Seminarium, hvorefter hun blev ansat ved Jelling Seminariums kommunale øvelsesskole under forstander Hemming Skat Rørdam. Hun trak sig tilbage, da hun i 1907 blev gift med ingeniør Olav V. L. Han kom fra en indflydelsesrig gårdmandsslægt, og hans fader var nationalbankdirektør og grundlægger af margarinefabrikken Alfa i Vejen. I 1909 overtog Olav V. L. ledelsen af fabrikken, hvorefter ægteparret bosatte sig i villa Vangen i Vejen.

Gudrun Vang Lauridsen boede nu i nærheden af Askov og havde tæt forbindelse med det intellektuelle og kvindesaglige miljø omkring højskolen. Allerede fra sin tidligste ungdom havde hun interesse for samfundsspørgsmål. I sine første år som ung frue var hun engageret i stemmeretskampen, og hun blev i 1914 formand for Valgretsforeningen for Vejen og Omegn, der i 1919 omdannedes til Dansk Kvindesamfunds (DK) Vejenkreds, som Gudrun Vang Lauridsen ledede til sin død i 1941. Hendes første offentlige optræden var ved Grundlovsfesten i Skibelund Krat 1915, hvor hun talte om kvindernes glæde over at have opnået valgret. I hendes formandsperiode havde Vejenkredsen et for dens størrelse usædvanligt højt aktivitetsniveau. Den afholdt i 1920 DKs årsmøde for således at markere Sønderjyllands genforening med Danmark, og i 1930 arrangeredes Danske Kvinders Udstilling i Vejen, en storstilet dokumentation af kvinders indsats i hjemmet, erhvervslivet og kunsten. Sit sociale engagement viste Gudrun Vang Lauridsen ved at lade sig vælge som medlem af hjælpekassen i Vejen 1921-29, fra 1923 som formand. 1925-33 var hun desuden medlem af sognerådet for Venstre, og hendes kendskab til skoleforhold førte til medlemskab af Vejen skolekommission 1929-37.

I 1934 kom Gudrun Vang Lauridsen i Landstinget som suppleant. Hun opfattede sig som husmødrenes repræsentant og var heri inspireret af Magdalene Lauridsen, forstander for Ankerhus Husholdningsseminarium. Lauridsen, der var kusine til Gudrun Vang Lauridsens mand, agiterede stærkt for, at kvindelige politikere skulle tage husholdning på programmet. Gudrun Vang Lauridsen var medlem af det udvalg, der behandlede loven om oprettelse af Statens Husholdningsråd 1935, og hun fulgte rådets indstillinger, da der var forhandlinger om ændring af loven i 1937-38. Hendes erfaring med skolespørgsmål førte hende ind i udvalg om tilskud til ungdoms- og aftenskoler 1935, og hun støttede den frivillige ungdomsundervisning, hvor husholdning var et vigtigt tilbud til de unge piger. I diskussionen op til den nye folkeskolelov, der blev vedtaget 1937, kom hun i modsætningsforhold til DK i spørgsmålet om afskaffelse af forskolelærerinder. Hun mente, at disse etårigt uddannede kvinder ydede en god pædagogisk indsats, mens DK ud fra fagpolitiske motiver ønskede, at alle lærerinder på linie med lærerne skulle gennemgå den fulde treårige uddannelse. I hendes rigsdagsperiode havde befolkningsspørgsmålet høj prioritet på den politiske dagsorden. Mødrenes uddannelse til og ansvar for moderskabet lå hende stærkt på sinde. Hun deltog bl.a. i udvalget vedrørende bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første leveår, som førte frem mod etableringen af sundhedsplejerskeordningen 1937. I spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse fulgte hun sin partifælle Inger Gautier Schmit, der ud fra en religiøs og etisk indstilling var imod liberalisering af adgang til abort. De repræsenterede begge en borgerlig familiebevarende linie, der ønskede at understøtte kvindens position som centrum i hjemmet.

På Rigsdagen rostes Gudrun Vang Lauridsen for at tale klart og tillidsvækkende på en måde, der fængslede tilhøreren. Hun virkede i en periode, hvor Venstre gik tilbage. Partiet blev på den ene side presset af nye grupperinger som Det frie Folkeparti og Landbrugernes Sammenslutning, der stod for en ren gårdmandspolitik, som skræmte byvælgerne væk, på den anden side af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der tilsammen erobrede flertallet i såvel Folke- som Landsting. Gudrun Vang Lauridsen havde rødder både i en urbant præget overklasse og i landbruget, og med sit fokus på familien og hjemmet supplerede hun partilinien med samlende og almene værdier, indtil hun gled ud af Landstinget ved valget i 1939 og et par år efter døde.