Johanne Spindler

Johanne Spindler kom til Det Kgl. Teater som balletelev i 1790 under balletmester Vincenzo Galeottis ledelse. I 1797 blev hendes lillesøster Anne Margrethe som ca. niårig også antaget ved danseskolen. Faderen og moderen døde kort tid efter hinanden, mens søstrene var små. De blev i 1792 taget i huset hos A. S. Colding, der var tidligere skuespiller, nu ansat ved teatrets garderobe. Johanne Spindler spillede børneroller i flere sæsoner, før hun i 1799 til dels overgik til skuespiltruppen. Dog vedblev hun helt frem til starten på sæsonen 1805-06 at være tilknyttet balletten. Hendes debut som skuespiller fandt sted i 1799 i rollen som Emmy i A. von Kotzebues komedie Falsk Undseelse. Den følgende måned blev hun ansat som kgl. skuespiller. Hun spillede især unge uskyldige piger i det rollefag, der med en fransk betegnelse hed ingenue, men efterhånden også kammerpiger og elskerinder. Efter sit giftermål i 1800 med Johannes Melchior Lange tog Johanne Spindler den mindreårige søster til sig, og søsteren boede nu i parrets hjem, til det gik i opløsning. I slutningen af 1806 blev Johanne Spindler nemlig separeret fra sin ægtemand, og hun indvilgede i at afstå sine børn samt at betale børnebidrag til dem. Denne højst usædvanlige ordning har måske været medvirkende til, at hun søgte sin afsked i 1807. Hun begrundede sin ansøgning med, at hun ikke længere fandt den “Lyst til mit Kald, der saa nødvendigen udfordres til dets Opfyldelse”. Direktionen karakteriserede hendes afsked som et betydeligt tab for teatret og gik kun modstræbende med til at anbefale hendes afsked til kongen, da det stod klart, at hendes beslutning ikke stod til at ændre.

Men Johanne Spindler var dog ikke ganske tabt for teatret. Hun blev i 1811 gift med den særdeles velhavende vestindiske købmand Simon Martin S., og året efter ansøgte hun om at vende tilbage til scenen. Nu havde hun genvundet lysten til at optræde, som hun havde kendt, siden hun var barn, og det var ikke nød, der drev hende tilbage. I de mellemliggende år havde hun mistet sin ungdommelige skikkelse, og det var uden begejstring, at den nye direktion, der bestod af Knud Lyne Rahbek, G.H. Olsen og Jonas Collin, anbefalede hendes genansættelse. Der kunne ikke blive tale om, at hun vendte tilbage til sit gamle rollefag, og der var ingen ledige pladser i andre rollefag, lød deres argumentation. Johanne Spindler var et udpræget og sjældent komisk talent, såvel privat som på scenen strålede hendes barokke vid. Der er ikke tvivl om, at hun havde en skarp tunge, der skaffede hende modstandere. Rahbek favoriserede Birgitte Andersen og dette kan have medvirket til, at Johanne Spindler ved sin tilbagevenden ikke blev modtaget med åbne arme af teatret. Publikum var dog ikke enige med direktionen, og hun blev igen særdeles populær i roller som Susanne i P.A.C. de Beaumarchais’ Figaros Giftermaal, 1813, Birgitte i Adam Oehlenschlägers Røverborgen, 1814, og titelrollen i Ludvig Holbergs Den Vægelsindede, 1817.

Johanne Spindler og hendes mand havde et stort forbrug, og som gamle yndede de at strides om, hvem af dem, der havde formøblet den største part af den store formue, der efterhånden skrumpede ind. Johanne Spindler blev som alle skuespillerinder på denne tid kørt til og fra teatret i en lukket hestevogn. Hendes var særdeles flot udstyret og vakte stor opsigt, når hun kørte ind til teatret fra deres landsted Virumgård i firspand med vestindisk kusk og tjener. Når hun optrådte på scenen i roller som den fine verdens damer, bar hun ægte ædelsten, der helt overskyggede de teatersmykker, som hendes kvindelige kolleger brugte. Hendes generøsitet var udpræget. Da hendes første ægtefælle døde og efterlod sig enke og fem børn, sørgede hun for, at de fik tag over hovedet og mad på bordet. På teatret blev der også givet rige gaver, især til alle, der var i nød.

Gradvist blev Johanne Spindler brugt mindre og mindre på teatret og i sæson 1828-29, der skulle blive hendes sidste, stod hun kun på scenen otte gange. Hun mente selv, at hun bevidst blev tilsidesat ved tildelingen af roller. Hun havde tidligere vist, at hun sagtens kunne bestride det ældre rollefag som fx Madam Warberger i A.W. Ifflands Jægerne og Birgitte i Røverborgen, men direktionen valgte hende fra. Hun blev med syv andre “udtiente og ubrugbare Personer” indstillet til afsked. Direktionen fandt hende “aldeles ikke præsentabel paa Scenen” med en skrigende stemme samt et ugraciøst spil. Johanne Spindler mente selv, at hun var fuldt ud så arbejdsduelig som tidligere og stod helt uforstående over for afskedigelsen. Hun blev kun tildelt to tredjedele af sin gage i pension, men hun krævede at få sin fulde gage, således som hendes anciennitet berettigede hende til. Protesterne fik ingen betydning, hun blev afskediget med den nedsatte pension med udgangen af sæson 1828-29. Hendes sidste rolle blev Therese i det franske skuespil Den unge hidsige Kone. Ægteparret havde stadig lidt penge på kistebunden, skønt den største overflod var forbi. De slog sig i en årrække ned i en bolig på Kongens Nytorv, hvor Johanne Spindler til stadighed kunne følge med i, hvem der kom og gik på teatret.