Birgitte Andersen

Birgitte Andersens vej til skuespilfaget var på en gang typisk og særdeles usædvanlig for samtiden. Som datter af en kontrollør ved Det Kgl. Teater var hun næsten automatisk et potentielt emne for en ny skuespillerinde. Hun blev antaget ved balletskolen som elev i 1801 under Antoine Bournonvilles ledelse. Her fik hun sin uddannelse frem til oprettelsen af Den Kgl. Dramatiske Skole i 1804, hvor hun blev optaget som en af de første elever. En sådan skole var et nyt begreb inden for den danske skuespilkunst. Bortset fra et forsøg i 1770’erne havde mesterlæren hidtil været det eneste valg for en vordende skuespiller. Den dramatiske skole, oprettet af kgl. skuespiller Michael Rosing samt litteraten og teaterelskeren Knud Lyne Rahbek, var det andet vægtige forsøg på at ændre praksis for skuespilleruddannelsen. Birgitte Andersen blev ikke blot en af de første elever, men hun var tillige det mest betydende talent, som skolen uddannede. Hun fik fra begyndelsen en indflydelsesrig beundrer og støtte i Rahbek. Hun optrådte i den første af fire offentligt tilgængelige prøveforestillinger, som blev givet på Hofteatret i 1806 af Den Kgl. Dramatiske Skole. Rahbek kaldte hende “min Kieledække fra det første af”, men udtrykte også, at “hun er ikke frie for at være brav forfængelig”.

Birgitte Andersens egentlige debut som kgl. skuespiller fandt sted i 1808 i rollen som Gudrun ved førsteopførelsen af Adam Oehlenschlägers tragedie Hakon Jarl. Hun blev ansat som kgl. skuespiller i 1810. Af sine samtidige blev hun betegnet som en meget smuk kvinde, intelligent og lidt kølig med stort anlæg for det ironiske. Som skuespillertype var hun langtfra allemandseje. Rahbeks indflydelse betød, at hun i meget høj grad fokuserede på arbejdet med ordet og derfor kom til at virke kunstlet og stiv i sine bevægelser. Af kritikken blev hun vurderet som absolut på sit højeste i det såkaldte højere lystspil, fx i rollen som Portia i Shakespeares Købmanden i Venedig over for N.P. Nielsen. Birgitte Andersen var i 1828 den første, der spillede denne rolle i Danmark, ligesom hun i 1813 havde været den første Ophelia i Hamlet, hvor skuespilleren Peter Foersom, Shakespeares danske forkæmper og oversætter af tragedien, spillede titelrollen. En anden af hendes betydelige roller i tragedien var titelrollen i Schillers Jeanne d’Arc ved premieren i 1819.

Birgitte Andersen fik i sit ægteskab fem børn, heriblandt datteren Clara A., som blev en fremtrædende dramatiker. Clara A. forblev ugift, og moder og datter levede sammen, til Birgitte Andersen døde. Birgitte Andersens sidste optræden var ligesom debuten i en af Oehlenschlägers tragedier, nemlig rollen som Tante Harriet Richmond i Tordenskjold i 1838. Hun fik et par måneder senere sin afsked med pension og levede endnu i næsten 40 år.