Johanne Manthey-Wagner

Johanne Manthey-Wagner blev født og voksede op i den villa i Nærum, der var hendes hjem livet igennem. Hun blev student i 1905 fra N. Zahles Skole, året efter tog hun filosofikum, og da hun i 1909 ægtede den unge jurist Christian M.-W., flyttede de nygifte ind på første sal i hendes barndomshjem. Som sine forældre nærede han en dyb interesse for Sønderjylland, og hun blev så stærkt påvirket af hans engagement, at hun fandt sin livsopgave i den sønderjyske sag. Den velhavende fabrikantdatter var idérig, energisk, organisatorisk begavet og økonomisk uafhængig, og hendes indsats for Sønderjylland blev betydelig. Hendes alsidige arbejde gennem mange år, særlig inden for Den Sønderjydske Fond (DSF), medførte, at hun i 1952 udnævntes til ridder af Dannebrogordenen. Det glædede hende ikke mindst, at det var kredse i Sønderjylland, der havde taget initiativet til indstillingen. Hendes arbejde begyndte stilfærdigt, idet hun 1916 uofficielt overtog kassererhvervet i Sønderjysk Samfund, den ældste sønderjyske forening, hvor hendes mand var formand gennem mange år. Hun varetog dette arbejde indtil 1939.

I november 1918, umiddelbart efter Tysklands kapitulation, afholdtes det store møde på Folkehjem i Åbenrå, hvor den sønderjyske fører og senere minister H.P. Hanssen talte om muligheden for Sønderjyllands snarlige genforening med Danmark for en tusindtallig skare. Talen gjorde et dybt indtryk på hende. Hun sammenkaldte to dage efter en damekomité, hvor alle politiske partier var repræsenteret, med det formål at indsamle penge til nye kirkeklokker i Nordslesvig til erstatning for de gamle malmklokker, der under krigen var blevet omsmeltet til kanoner. Et opråb i dagspressen afslørede imidlertid, at der allerede var dannet en anden komité, i øvrigt alene bestående af mænd, med samme formål. De to komitéer blev nu slået sammen under navnet Nationalfondet af 1918 og fik snart indsamlet 130.000 kr.

December 1918 blev DSF stiftet; her koncentrerede man en del af tidens mange indsamlinger og komitéer med sønderjyske formål. Også Nationalfondet af 1918 blev lagt ind under den nye fond, som supplerede de penge, der allerede var indsamlet, med yderligere 220.000 kr. For det samlede beløb kunne der støbes 44 nye kirkeklokker, tegnet af samtidens bedste danske kunstnere, og i 1922 var den sidste klokke på plads. Efter sammenslutningen af de to fonde blev Johanne Manthey-Wagner valgt ind i det nye forretningsudvalg, og fra 1921 var hun eneste kvindelige medlem af dette udvalg, af direktionen og af afløsningsudvalget. I sidstnævnte udvalg, der havde til opgave at afvikle fonden over en længere årrække, var hun næstformand fra 1937 og formand fra 1956 til 1959, da fonden, som modtog i alt omkring en halv mio. ansøgninger, blev afviklet. Hun blev formand for mange af de underudvalg, der efterhånden blev nedsat, og hun mente selv, at hun var den, der inden for DSFs ledelse havde voteret flest gange i understøttelsessager.

I 1919 vendte de sønderjyske fanger i de allierede landes krigsfangelejre hjem via Danmark, og DSF iværksatte omgående en indsamling under Johanne Manthey-Wagners ledelse. Gaver og penge til indkøb af nyt tøj strømmede ind til et depot på Charlottenborg. Her fik 5.422 mand i de følgende måneder udskiftet fangelejrenes laser med godt tøj. Der blev nedsat to store udvalg i DSF, det ene til støtte for faldnes efterladte og krigsinvalider, det andet til hjælp for forhenværende krigsdeltagere. Johanne Manthey-Wagner blev formand for begge udvalg i 1937.

Efter Genforeningen i 1920 henvendte Hansigne Lorenzen sig til DSF og bad om hjælp til gamle, sønderjyske kniplersker, og allerede samme år lykkedes det Johanne Manthey-Wagner at få gennemført en bevilling, så der blev ydet virksom støtte til kniplingsindustrien. I 1932 blev der oprettet en fundats for DSFs Understøttelsesfond for Kniplersker. Johanne Manthey-Wagner, der hele tiden havde haft kontakt med dette arbejde, kom nu til at stå i spidsen for både denne fond og for et mindre uddannelseslegat for unge kniplersker. I 1936 tog hun initiativet til at stifte Selskabet Sydslesvigsk Hjemmeflid, og hun var medlem af bestyrelsen for Slesvighus i en årrække og formand 1940-44. Desuden var hun med til at forberede mange bazarer til fordel for det sønderjyske arbejde og arrangerede rejser, fx blev 500 sønderjyder i 1927 inviteret til København, hvor de blev privat indlogeret, og året efter var 750 gæster fra hovedstaden på besøg på Als. Johanne Manthey-Wagners ægtefælle var formand for Grænseforeningens udvalg for Den Sønderjydske Dag, og hun organiserede 1921-35 i hans navn den årlige indsamling gennem komitéer uden for København Grænseforeningens salg af Dybbølmærket, som Harald Slott-Møller tegnede, og som fortsat sælges 18. april, har i årenes løb indbragt anselige summer til det sønderjyske arbejde. Johanne Manthey-Wagner havde en søn, der døde i 1944. Ægteparrets betydelige formue blev testamenteret til en mindefond, der bærer sønnens navn. Renterne, godt l00.000 kr., uddeles hvert år som hjælp til “Børnehjem, uddannelse af drenge og unge mænd, enlige gamle kvinder, værgeløse dyr, soldaterhjem”, som det hedder i fundatsen.