Johanne Louise Mohr

Johanne Louise Mohr voksede op i et præstehjem i København Faderen og to brødre, der også blev præster, var stilfærdige og beskedne mænd, præget af en gammel embedsmandsslægts kultur og dannelse. Også om Johanne Louise Mohr kan en tilsvarende karakteristik anvendes. Hun uddannede sig først på Marie Kruses Privatlærerindekursus, og efter nogle år som privatlærerinde tog hun i 1896 lærereksamen fra N. Zahles Seminarium.

I 1897 blev Johanne Louise Mohr ansat ved Frkn. Branners Skole i Slagelse, en privat pigerealskole, der var oprettet af søstrene Marie og Louise Branner i 1881. Hun knyttede sig snart stærkt til Louise B., som blev hendes bofælle, til døden skilte de to kvinder i 1942. 1906-07 fungerede Johanne Louise Mohr som skolens bestyrer, og da Louise Branner afhændede skolen i 1907, fulgte Johanne Louise Mohr med hende til Horsens. Louise Branner blev her lærerinde ved Horsens Statsskole, og Johanne Louise Mohr lærerinde ved Horsens Kvindeseminarium. Seminariet var oprettet i 1878 af Emil Buchwald, der sammen med sin hustru Sørine Buchwald ledede det i en udpræget frisindet ånd. Johanne Louise Mohr underviste på seminariet i dansk og historie, og hurtigt efter sin ansættelse blev hun seminariets egentlige leder, da Emil Buchwald også var optaget af at undervise ved Horsens Statsskole. Ved hans tilbagetræden i 1915 vovede hun det store spring at overtage seminariet og blev fra nu af dets virkelige leder. Imidlertid betød faldende elevtal dårlige tider for de private seminarier, og da der samtidig var planer om at oprette et statsligt kvindeseminarium, tegnede fremtiden usikker. Både Horsens og Femmers Kvindeseminarium i København var inde i billedet som mulige placeringer for et statskvindeseminarium, men valget faldt på Ribe, til dels begrundet i byens historiske betydning.

Johanne Louise Mohr, der beskedent havde holdt sig tilbage, modtog nu opfordring fra Dansk Kvindesamfund (DK) til at søge den nye stilling, en anmodning, hun ikke mente at kunne sidde overhørig. I 1918 modtog hun kgl. udnævnelse og blev dermed den første forstanderinde for det første statsseminarium for kvinder. Samtidig nedlagdes Horsens Kvindeseminarium, og herfra medbragte hun både lærere og elever til starten i Ribe. Johanne Louise Mohr ledede Ribe Statsseminarium i 12 år til 1930 og blev en yderst afholdt forstanderinde. Temmelig ukendt i den store offentlighed, som hun var, valgte hun også efter sin udnævnelse at lægge tyngdepunktet i sin virksomhed inden for seminariets mure. Til dels havde dette sammenhæng med et skrøbeligt helbred, men var utvivlsomt også udslag af en tilbageholdende personlighed og af hendes vægtning af et intimt og trygt miljø på seminariet. I eleverindringer beskrives hun i samstemmende vendinger som en altid retfærdig, beskeden og omsorgsfuld leder, en dybt engageret underviser, især i dansk litteratur, og en personlighed, der mere gjorde sig gældende i gerning end i ord. Hun stillede store faglige og etiske krav, men var samtidig altid elevernes defensor, “Vor Mor”, der tog hånd om sine “Piger”. Hun havde et lyst sind og udpræget humoristisk sans og tog del i seminariets fester og udflugter med liv og sjæl. Under indtryk af afslutningen af Første Verdenskrig i 1918 og Genforeningen i 1920 spillede grænsespørgsmålet en vigtig rolle i seminariets liv de første år, men også kvindesagen var til debat. Både Johanne Louise Mohr og Louise Branner var mangeårige medlemmer af DK.

Selvom Johanne Louise Mohr mest virkede indadtil, satte hun sig også udadtil visse spor. Hun var medlem af bestyrelsen for De private Mellem- og Realskolers Pensionskasse 1902-07 og deltog i arbejdet i den store skolekommission af 1919, der afgav betænkning 1923. Her udarbejdede hun sammen med seminarieforstanderne Stig Bredstrup og Martha Steinthal Plan for en 4-aarig Lærerskole, der blev vejledende ved udarbejdelsen af Seminarieloven af 1930. Af helbredsgrunde tog hun sin afsked som seminarieforstanderinde i 1930. Til stor ærgrelse for DK blev hendes embede derefter besat med en mand. Johanne Louise Mohr og Louise Branner flyttede til København, hvor de levede roligt i en årrække. Efter Johanne Louise Mohrs død i 1942 rejste gamle elever og medarbejdere fra Ribe en mindesten på hendes grav.