Faktaboks

Johanne Korch
Johanne Sofie Korch
Født
7. september 1882, Over Holluf, Fraugde sogn
Død
30. oktober 1950, Vedbæk sogn
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: lærer Ole Rye Aarsleff K. (1844-1938) og Mette Kirstine Birgitte Sophie Raben (1841-1903).

Gift 1906 med salgschef Niels Oskar Davidsen, født 25. september 1880 i København, død 5. februar 1959 i Århus, s. af tømrer Peter D. og Hanne Marie Cecilie Nielsen.

Børn: Astrid, Børge (1907).

Johanne Korch var yngste pige i en søskendeflok på syv. Moderen, der var født og opvokset i Sønderjylland, havde et lyst og mildt syn på livet; faderen havde derimod et melankolsk temperament næret af nogle uforløste ambitioner om en karriere som forfatter og dramatiker. Barndomshjemmet er dog beskrevet af Johanne Korch som varmt og lykkeligt, ikke mindst takket være moderens store eftergivenhed og overbærenhed. Faderen havde et stort talent som fortæller, og som skolelærer opdrog han børnene og deres klassekammerater til gode lyttere og fortællere. N.F.S. Grundtvigs tanker om at sprede det levende ord var faderens absolutte livsmål. Tilværelsen i landsbyen Over Holluf, ca. ti km fra Odense, har præget hele Johanne Korchs forfatterskab. Det var et samfund, der knap havde udviklet sig siden udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, og det havde stærke agrare traditioner. Man værnede om de gamle dyder og så med skepsis på nye, kollektive tiltag som fx andelsmejerier. I Johanne Korchs romaner er udviklingen sat på vågeblus, og handlingen udspiller sig i et idylliseret univers, der ikke har megen bund i den virkelighed, som var bøndernes i 1930’ernes Danmark. Johanne Korch havde udpræget konservative værdier, og i sine bøger pointerer hun hjemstavnen og “Det gode Hjem” som urokkelige institutioner for udviklingen af et helt menneske.

Johanne Korch blev gift som 22-årig og bosatte sig ved giftermålet i Århus, hvor hun i årevis helligede sig moderrollen helt og fuldt. I en nekrolog giver Fyns Stiftstidende følgende beskrivelse, der er karakteristisk for periodens kvindesyn: “Johanne Korch var Frue ... og en fortræffelig Husmoder. Hun var Bedstemoder, inden hendes første Sukcesroman udkom, og hun vedblev med at være den fordringsløse Aarhusfrue.” Sin officielle debut fik Johanne Korch i 1927 med en fortælling i Ugens Nyheder, og som en art tidsfordriv skrev hun fra 1929 en række ungpigebøger, der ikke fik særlig megen opmærksomhed i offentligheden. Men i 1936 udsendte Johanne Korch sin første roman Efter Vinter kommer Vaar, der udelukkende henvendte sig til et voksent publikum. Den blev en umiddelbar succes, og i de følgende 14 år lancerede Gyldendal hvert år en ny roman af hende, der udsendtes tæt op mod jul. Af disse opnåede enkelte meget høje oplagstal, bl.a. Den gamle Gaard, 1937, Den rige Enke, 1938, og Naar Isen brister, 1944. Den rige Enke blev filmatiseret i 1962 med Maria Garland i den dominerende hovedrolle, men i denne moderniserede version af dramaet havde man forfladiget flere af Johanne Korchs psykologiske pointer.

Det er klart, at Johanne Korch skyldte sin broder, den flittigt skrivende succesforfatter Morten K. meget. Som han var hun producent af hygge-romaner, et udtryk, som hun for øvrigt selv yndede at bruge om sine værker. Hun overgik ham dog ofte som forfatter. I flere bøger afslørede hun sig som en fin psykologisk iagttager og kunne afvikle fortællingerne med større episk flair end han. Hendes romaner rummede endvidere flere smukke og realistiske kvindeportrætter, der hæver bøgerne over den blotte triviallitteratur; til eksempel kan nævnes skildringen af hovedpersonen Inger Johanne i Efter Vinter kommer Vaar. Der var dog til stadighed debat om forfatterskabets lødighed, især i bibliotekskredse, og i slutningen af 1940’erne måtte Johanne Korch indkassere flere drøje verbale hug, fx i Danmarks Biblioteksforenings blad Bogens Verden. I en periode over midten af 1940’erne overhalede antallet af solgte romaner Morten K.s salgstal, og de danske boghandlere erklærede hende som deres yndlingsforfatter i 1949. Ved hendes død opgjorde man det samlede salg til mere end en mio. Johanne Korch døde efter flere måneders sygdom på Skodsborg Badesanatorium. Næsten samtlige romaner er genoptrykt i de efterfølgende årtier, bl.a. som Magna Print-bøger.

Beskrivelser og portrætter af Johanne Korch

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig