Johanne Brun

Johanne Bruns navn er især knyttet til de første opførelser i Danmark af Wagners Siegfried og Ragnarok fra Nibelungens Ring og Tristan og Isolde i begyndelsen af 1900-tallet. Med sin storstilede, prægtige sopran var hun som skabt for Brünnhildes og Isoldes krævende roller.

Johanne Brun, hvis fader stammede fra Østrig, kom som barn ind på Det Kgl. Teaters balletskole. Som 19-årig blev hun gift med den 40-årige operasanger Frederik B. Han var en betydelig Wagnertenor, der på det tidspunkt havde sunget både Lohengrin, Tannhäuser og Siegmund i Valkyrien. Sammen med sangerinden Fanny Gætje og kapelmester Frederik Rung uddannede han hendes “mægtige Stemmemidler”, så hun i 1896 kunne debutere som Nattens Dronning i Tryllefløjten. Hun mestrede både rollens fordringer til koloraturteknik og til dramatisk udspil, og hendes videre karriere kom da også til at omfatte såvel koloraturpartier som dramatiske partier. Men selvom hun løste koloraturopgaver som titelrollen i Norma og Philine i Mignon med glans, så blev det på Wagnersangens område, hun især fik betydning.

I 1906 blev Johanne Bruns ægteskab opløst. Ægtefællen, der var blevet afskediget fra teatret i 1900, var på det tidspunkt i en personlig krise. Men inden da havde ægteparret indspillet en række operaduetter på fonografvalser, ligesom Johanne Brun senere indspillede en række sange og operaduetter med Vilhelm Herold, Albert Høeberg og Niels Hansen på plade. Derimod er samarbejdet med Peter Cornelius, hendes Tristan i 1914, ikke bevaret. Selvom Johanne Brun havde en del opgaver, var hun ikke tilfreds med arbejdsforholdene på Det Kgl. Teater. I 1916, samme år som hun blev kgl. kammersangerinde, forlod hun nationalscenen og slog sig ned i Tyskland. 1916-22 var hun ansat ved operaen i Nürnberg, 1922-24 ved teatret i Aachen og endelig 1925-26 i Danzig, det senere Gdansk, hvorefter hun flyttede tilbage til Danmark. Hun sang siden adskillige gange som gæst på Det Kgl. Teater. 1936-37 foretog operaentusiasten Knud Hegermann-Lindencrone en række optagelser med nogle af de første danske Wagnersangere. På trods af, at Johanne Brun på det tidspunkt var i begyndelsen af 60’erne, lyder hendes stemme forbløffende frisk. Helt i særklasse er hendes glansfulde højde. Selvom hun var meget kraftig af skikkelse, havde hun ifølge musikkritikeren Axel Kjerulf “en dramatisk Rejsning og temperamentsfuld Udstraaling af noget ophøjet, ædelt, overjordisk”, når hun var på scenen. Under inflationen i Tyskland mistede JH sin formue, og hun levede efter sin hjemkomst yderst beskedent som klasselotterikollektrice.