Johanne Andersen (præst)

Johanne Andersen voksede op på landet på Falster i et nabosogn til Nørre Ørslev, hvor hun senere fik sit første præsteembede som Lolland-Falsters valgmenighedspræst. Faderen var foruden gårdejer også sognefoged. Som ung var Johanne Andersen en vinter på Askov Højskole, så formodentlig har forældrene haft tilknytning til grundtvigske kredse på egnen. Hun ønskede at læse videre og rejste derfor til København, hvor hun i 1937 tog studentereksamen fra Akademisk Kursus. Oprindelig ville hun have læst medicin, men hun har selv fortalt, at hun fik et kald til at blive præst og begyndte at studere teologi, også selvom hun forventede, at der ville gå mindst 20 år, inden kvinder fik adgang til at blive ordineret og dermed opnå ansættelse i Folkekirken. I sin studietid engagerede hun sig i det grundtvigske miljø som aktivt medlem af Studenterkredsen og var næstformand her 1942-43. Hun boede på Kvinderegensen og blev allerede dér kaldt “pastoren”. Hurtigt engagerede hun sig i kampen for at blive ligestillet med sine mandlige medstuderende, holdt foredrag og skrev læserbreve og kronikker, hvor hun argumenterede for kvinders adgang til præsteembeder. Da loven om lige adgang til offentlige embeder blev gennemført i 1921, blev præsteembeder undtaget.

Kvindeorganisationerne havde gjort et stort arbejde for, at kvinder kunne blive ordineret, men til deres irritation hævdede Johanne Andersen altid, at det kunne skade sagen at kalde den en kvindesag. Det kunne komme til at skygge for, at det var af afgørende betydning for kirken selv, at der kom kvindelige præster. Hun mente, at den kirkelige modstand mod at lade kvinder blive ordineret var udtryk for en forskelsbehandling af kønnene, som der absolut ikke var belæg for i Det Nye Testamente. Modstanderne kunne derfor i sidste instans kun henvise til den lange tradition, kirken på godt og ondt var præget af, men efter hendes opfattelse kunne man roligt lade ting, der var forældet, falde bort. Argumentet om, at kvinder ikke havde evner eller kræfter til at virke som præst, var en tom påstand, så længe den ikke var afprøvet i praksis, mente hun. Selvom hun på nogle punkter lagde afstand til kvindeorganisationerne, var hun selv medlem af Dansk Kvindesamfund (DK), og i anledning af menighedsrådsvalget i 1943 skrev hun en artikel i DKs blad Kvinden og Samfundet, hvor hun opfordrede kvinder til at gå ind i menighedsrådene og gøre deres indflydelse gældende. Når kvinderne udgjorde flertallet af kirkegængerne, måtte de tage deres ansvar op og være medbestemmende i kirkens styrelse, påpegede hun. Hun fremhævede samtidig, at menighedsrådene var det første sted, hvortil kvinder fik valgret, hvilket skete i 1903. I 1945 blev Johanne Andersen cand. theol. og fortsatte det følgende år sine studier som statsstipendiat i kirkehistorie ved universitetet i Uppsala. Derfra rejste hun tilbage til Danmark og var lærer på Askov Højskole sommeren 1946. Mens hun var her, modtog hun en opfordring til at blive præst i valgmenighedskirken i Nørre Ørslev, hvor hun året før havde holdt et foredrag. Valgmenighedspræsten Mads Peter Schmidt nærmede sig pensionsalderen, og i oktober 1946 indstillede Nørre Ørslev Johanne Andersen til embedet som valgmenighedspræst. I første omgang blev hun fra 1947 ansat som hans medhjælper.

Kvinder havde fortsat ikke adgang til at søge præsteembede, og som man havde forudset, gav indstillingen mange problemer. Kirkeministeriet svarede, at det ikke lod sig gøre, og at de måtte vælge en anden. Men valgmenigheden stod fast, og Johanne Andersen fungerede som prædikant, men undlod at døbe og forrette altertjeneste. Samtidig blev valgmenigheden ved med at presse på både over for politikere og kirkelige myndigheder. På den måde blev Johanne Andersens ansættelse prøvesagen, der blev den direkte anledning til, at Rigsdagen i 1947 vedtog loven om kvinders adgang til præsteembeder, og det følgende år blev hun udnævnt til valgmenighedspræst for Nørre Ørslev. Man måtte dog tage tage til efterretning, at biskoppen over Lolland-Falsters Stift Niels Munk Plum under ingen omstændigheder ville ordinere Johanne Andersen. Det blev derfor Fyns biskop H. Øllgaard, der i 1948 ordinerede Johanne Andersen sammen med to andre kvindelige teologer Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen. På ordinationsdagen var Skt. Knuds Kirke i Odense helt fyldt op, allerede længe inden gudstjenesten begyndte, og Johanne Andersens egen menighed kom rejsende i stort tal for at deltage i den historiske begivenhed. Selv efter at loven om kvinders adgang til præsteembeder var gennemført, måtte hun opleve stor modstand. En modstander fra den kirkelige højrefløj skrev til hende, at han både forbandede den biskop, der misbrugte sit embede til at ordinere, og de tre kvinder, der var blevet ordineret mod Guds vilje.

I Nørre Ørslev blev Johanne Andersen hurtigt engageret i lokalafdelingen af den grundtvigske sammenslutning Kirkeligt Samfund og blev formand her i 1952. Hun var et åbent, naturligt og energisk menneske med megen humoristisk sans og en stor teologisk viden, og menigheden kom snart til at værdsætte hende. Efter nogle år begyndte hun dog at se sig om efter en større menighed end de 150 mennesker, hun var præst for, og i 1957 blev hun ansat ved Vigerslev Kirke. Sognet var meget stort, og hun arbejdede de følgende år utrætteligt og med stor kampvilje og energi for at få oprettet et selvstændigt sogn med en ny kirke. Det lykkedes, og da Margrethe Kirke var færdigbygget i 1965, var det naturligt, at Johanne Andersen blev dens første præst. Hun engagerede sig fuldt ud i sit nye sogn og brugte al sin tid her uden at skelne mellem arbejde og fritid. I 1975 tog hun sin afsked og flyttede tilbage til sin hjemegn på Falster.