Johanne Andersen (fagforeningskvinde)

Johanne Andersen var uddannet kontormedhjælper og arbejdede som assistent på et kontor i København Hun var tidligt meget aktiv inden for den kbh.ske afdeling af Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger, det senere HK, som var blevet oprettet omkring århundredskiftet. Hun var en ofte benyttet taler og agitator. Således var hun i 1910 en af hovedkræfterne i den store kvindeagitation, der ved virksomheds- og hjemmebesøg samt ved særlige møder for kvinder søgte at få disse til at organisere sig. Ved et stort sommerstævne i 1911 var hun en af talerne, og i 1913 var hun på agitationsrejse i provinsen. I 1911 blev hun medlem af Københavns-afdelingens bestyrelse og fungerede tillige som bestyrelsens sekretær. Allerede fra 1907 havde hun sammen med centralorganisationens daværende forretningsfører Jens Johansen udført et stort og værdifuldt arbejde for at få organisationens arbejdsløshedskasse statsanerkendt. Dette lykkedes i 1915.

I 1912 valgtes Johanne Andersen ind i forbundets hovedbestyrelse, og hun slog hermed Ålborgafdelingens energiske Johanne Berg, der i 1908 som den første kvinde blev ordinært hovedbestyrelsesmedlem. Kvindepolitisk var hun på linie med sin forgænger, der frem for alt argumenterede for ligeløn. Valget af Johanne Andersen skyldtes da heller ikke krav om en ændret kvindepolitik, men ønsket fra mange kbh.ske medlemmer om, at hovedbestyrelsen skulle melde mere klassepolitisk ud, en holdning, Johanne Andersen netop stod som talskvinde for. Da Københavns-afdelingen i 1915 meldte sig ind i Arbejdernes Fællesorganisation, den lokale sammenslutning af fagorganisationer, og dermed markerede medhjælpernes fællesskab med de egentlige arbejdere, måtte hun forsvare afdelingen i hovedbestyrelsen. Repræsentanterne for København og provinsen kom til at stå skarpt over for hinanden i dette spørgsmål. Der var både i hovedbestyrelsen og i repræsentantskabet flertal for krav om, at Københavns-afdelingen meldte sig ud af fællesorganisationen igen. Efter udbruddet af Første Verdenskrig var det vanskeligt at indkalde til kongres, så indmeldelsen blev opretholdt. Endnu flere protester lød dog, da afdelingen i 1917 åbent opfordrede medlemmerne til at stemme på Socialdemokratiet ved kommunalvalgene. Også dette skridt stod Johanne Andersen bag, og hun måtte igen forsvare sig. Et flertal af afdelingerne erklærede Københavns-afdelingens holdning for lovstridig. Striden mellem de to standpunkter blev først bilagt på kongresserne efter krigen. HK bekendte dog ikke politisk kulør før i 1928, og som Johanne Andersen allerede havde forudsagt, standsede dette ikke medlemstilgangen.

Johanne Andersen var aldrig bange for at stå alene med sit standpunkt, men samtidig forstod hun at samarbejde. Hun blev i 1915 medlem af et udvalg, der skulle udarbejde forslag til lærlingelovens revision. Hun var en velskrivende og velargumenteret fast medarbejder ved medlemsbladet Dansk Handels- og Kontormedhjælper Tidende. Af sine samtidige ansås hun for at være en af HKs dygtigste og mest indsigtsfulde medarbejdere. Desværre måtte hun af personlige grunde nedtrappe sit faglige arbejde, og hun genopstillede ikke til hovedbestyrelsen ved kongressen i 1918. I nekrologen om Johanne Andersen i medlemsbladet betegnedes hendes navn i årene fra 1910 til 1918 som “et af de virkelig store indenfor den på det tidspunkt lille gruppe af medhjælpere, der kaldte til samling for det nye sociale lag, der var ved at bryde frem”.