Jette Thyssen

Jette Thyssen voksede op som det mellemste af fem børn på den store gård Sandal ved Frederikssund. Begge hendes forældre var født på egnen og dybt involveret i dens liv, praktisk som kulturelt. På den traditionsrige gård med de mange dyr, karle og piger, var der rig mulighed for at lære og lege. Højskolesangbogen var ofte fremme, og moderen læste gerne højt for børn og folk. Gæstfriheden var stor, og under Besættelsen husede forældrene modstandsfolk og flygtende jøder, bl.a. væveren Ruth Malinowski, der introducerede Jette Thyssen til det tekstile univers. Da Jette Thyssen skulle starte i gymnasiet, valgte hun at flytte over til sin farmoder i Lyngby uden for København Om sommeren foregik turene til Lyngby Statsskole i kajak og om vinteren på skøjter. I 1950 tog hun nysproglig studentereksamen og rejste derefter til London, hvor hun arbejdede som au pair, for siden at tage et år hjemme på gården. Efter at have uddannet sig til advokatsekretær søgte hun 1951 ind på Kunsthåndværkerskolen, der blev myndigt ledet af Viggo Sten Møller. Det var dog den svenske tekstilkunstner Gunilla Lagerbielke, der med sin engagerede og kompetente undervisning fik størst betydning for hende. Hun blev inviteret til at arbejde på Lagerbielkes værksted og lavede bl.a. en del batik til videresalg.

I 1954 tog Jette Thyssen afgang fra Kunsthåndværkerskolen med diplom og rejste samme år seks måneder til Italien. Blandt de vigtigste oplevelser var besøget på det etnografiske museum i Rom, hvor hun bl.a. så et indiansk tæppe i bemalet skind. Mønstret var enkelt, næsten geometrisk, og blev den nære inspiration til at arbejde med billedvævninger. I de gamle, oprindelige kulturers kunst fandt Jette Thyssen på en gang en stringent mønsterdannelse og samtidig afsættet for sit eget konkrete billedsprog. Det var dog ikke disse tæpper, hun fik optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1954, men to tæpper hun havde vævet tidligere på året. I 1960 fik hun det franske statsstipendium for kunstnere og tog til Paris for at følge undervisningen på S.W. Hayters grafiske skole. Tilbage i København udstillede hun separat på Galleri Gl. Strand i 1962 og solgte der sit første tæppe til Kunstindustrimuseet. Det var i sort, hvidt og rødt og varslede dermed den stramme stil, der har været hendes særkende lige siden. Jette Thyssens har således altid arbejdet med klare, stærke farver i en konkret, konstruktiv form. Hun har brugt geometriske figurer som rektangler, kvadrater og cirkler, og samspillet mellem de geometriske elementer og farverne har dannet klare og afbalancerede kompositioner. I 1954 giftede hun sig med maleren Ole Strøygaard, som hun havde mødt på et kursus i italiensk og siden rejst rundt med i Italien. Sammen blev de aktive i kunstnergruppen 6+2, dels med udstillinger, dels med at indrette jazzværtshuset Montmartre. Gruppen blev opløst i begyndelsen af 1960'erne. I 1966 fik parret sønnen Nicholas og senere adoptivdrengen Tujan fra Etiopien.

Jette Thyssen, der ikke ville rubriceres som kunsthåndværker, men respekteres som billedkunstner, valgte i 1972 at leje de to midtersale i Den frie Udstillingsbygning til en stor separatudstilling. Udstillingen blev et veritabelt gennembrud. Hun solgte godt, og hendes position som billedkunstner blev slået fast. På dette tidspunkt var der stadig relativt få vævende kunstnere. Det ændrede sig først, da Den nordiske Textiltriennale blev vist første gang i 1976, hvor Jette Thyssen også var med. Nu fulgte nogle yderst aktive udstillingsår, hvor hendes enkle og konkrete formsprog vandt anerkendelse og interesse på en lang række udstillinger i ind- og udland. Parallelt med de vævede billeder udgav hun flere serigrafiske mapper, bl.a. Solserien, 1975, Byens sejl,1985, Saga, 1990, og Ulan-Taga, 1997, ligesom hun løste mange udsmykningsopgaver. Blandt de væsentligste er Hommage à Absalon, udført til Københavns 800-års jubilæum i 1968 og placeret på Københavns Rådhus, Forår til Esbjerg Kunstmuseum 1977, et triptykon til Esbjerg Gymnasium 1978 med titlen Sangen om landet, der er mit og Solnedgangsspejlinger på fjorden til Frederikssund Rådhus 1988. Undervejs har det ikke skortet på hædersbevisninger, og Jette Thyssen har bl.a. modtaget det treårige stipendium fra Statens Kunstfond 1977, 1980 og 1994, Den Danske Nationalbanks Jubilæumsfond 1982 og 1991 og Anne Marie Telmányis Legat i 2000. I 1979 blev hun opfordret til at gå med i mastodonten blandt de danske kunstnersammenslutninger, Grønningen. Desuden har hun haft en række tillidshverv, bl.a. som medlem af Akademirådet 1980-84 og som rådets repræsentant for Det Danske Kulturinstitut 1989-98. 1990-94 var hun kunstnerisk konsulent for Frederiksborg amt og 1991-93 for Birkerød kommune. Jette Thyssen er repræsenteret på flere museer.