Inger Margrete Pedersen

Trods sin opvækst i et kunstnerhjem valgte Inger Margrete Pedersen juraen som sit fag, og det var kærlighed ved første blik. Kærligheden er aldrig rustet og har sat sig spor i betydningsfulde bidrag til familieretten, særlig vedrørende kvinders retsstilling. Inger Margrete Pedersens fader var autodidakt kunstmaler, og familien boede i landsbyen Birkede på Midtsjælland. Begge forældre var opsatte på, at hun og hendes tre brødre skulle have en uddannelse, og hun tog studentereksamen fra Roskilde Katedralskole i 1939. I den sidste del af studietiden boede hun på Kvinderegensen og indgik her i et inspirerende kvindefællesskab. Hun blev cand.jur. i 1946 og fik samme år ansættelse i Justitsministeriet. Efter flere studieophold og udstationeringer i udlandet avancerede hun i 1956 til fuldmægtig, og 1960 udnævntes hun til dommer i Københavns Byret. 1971-78 var hun landsdommer i Østre Landsret, hvorefter hun valgte at træde et skridt ned ad rangstigen og afsluttede karrieren som civildommer i Helsingør 1978-88. Dette skifte var begrundet i ønsket om at slippe for straffesagerne i landsretten til fordel for den nære kontakt med “kunderne”, herunder mægling i skilsmissesager. I 1960’erne var hun medlem af bestyrelsen for organisationen Kvindelige Akademikere.

De stærke ændringer i kønsrollemønstret op gennem 1960’erne og 1970’erne medførte, at familie- og ægteskabslovgivningen i stigende grad føltes utidssvarende. Der var behov for udredningsarbejde, og Inger Margrete Pedersen blev inddraget i arbejdet, der skaffede hende status som en af landets førende eksperter i familieret. Hun havde på forhånd et godt kendskab til problemerne både fra byretten og fra Danske Kvinders Nationalråd (DKN), hvor hun var medlem af styrelsen 1962-81. Da Kvindekommissionen blev nedsat i 1965, blev hun anmodet om at kortlægge forsørgerbegrebet i dansk ret, og under en ti måneders orlov gennemførte hun sin epokegørende undersøgelse, publiceret i Forsørgerbegrebet, 1966. Ved at gå på tværs af lovgivningen kunne hun påvise, at manden endnu på mange områder opfattedes som familieoverhoved. Mens ægteskabslovene af 1922 og 1925 havde indført ligestilling mellem ægtefællerne, så var social- og skattelovgivningen stadig stærkt præget af et traditionelt syn, der fx betød, at gifte kvinder fik udbetalt lavere sociale ydelser end mænd. På skatte- og pensionsområdet blev gifte kvinder betragtet som bipersoner uden selvstændige rettigheder. Inger Margrete Pedersen konkluderede på grundlag af undersøgelsen, at man ikke burde “sky nogen anstrengelser for at få ombragt familieoverhovedet”, og hun fik opbakning i pressen og fra mange almindelige kvinder, der var begejstrede over hendes uomgængelige dokumentation af en forældet og uretfærdig retstilstand. Analysen af forsørgerbegrebet blev dermed stærkt medvirkende til de følgende års gennemførelse af øget retslig ligestilling mellem mænd og kvinder.

I de følgende år deltog Inger Margrete Pedersen meget aktivt i kommissionsarbejde vedrørende familie- og ægteskabslovgivningen. 1967-68 repræsenterede hun DKN i Kvindekommissionen, og 1966-68 var hun medlem af Ægteskabsudvalget af 1957, hvis arbejde førte til Ægteskabsloven af 1969. Endnu inden denne var vedtaget, blev det besluttet at nedsætte en ny kommission, Ægteskabsudvalget af 1969, der i ni betænkninger frem til 1983 kulegravede hele området. Inger Margrete Pedersen var forfatter til udvalgets femte betænkning Samliv og ægteskab, 1974. Det var Inger Margrete Pedersens grundlæggende opfattelse, at ægteskabsinstitutionen var god nok og ydede kvinderne både ligestilling og beskyttelse, men at der var behov for en modernisering, fx af skilsmissebestemmelserne. Hun udgav også flere populære fremstillinger, bl.a. Han, hun, loven og samfundet, 1969, og Han, hun og barnet, 1980. I 1970’erne trængte det papirløse ægteskab og homofiles forhold sig på som et nyt problem for juristerne, og Inger Margrete Pedersen tog som en af de første fat på området i sin bog Papirløse samlivsforhold, 1976. Hun gav i flere sammenhænge udtryk for den opfattelse, at selvom det kunne have fordele for kvinden at være papirløs under samlivet, så var det mest fordelagtigt at have attest, når parterne gik fra hinanden. Socialrådgiveren og socialisten Hanne Reintoft, der skrev forord til Han, hun og barnet, erklærede sig enig i dette forsvar for ægteskabsinstitutionen. Allerede i Forsørgerbegrebet fra 1966 havde Inger Margrete Pedersen sammenlignet den danske lovgivning med forholdene i andre europæiske lande. Dette arbejde blev ført videre i 1970’erne, hvor hun gennem et par år var medlem af Justitsministeriets arbejdsgruppe om ligestillingsproblemer i EF. I 1976 udgav hun for Nordisk Ministerråd undersøgelsen Retsbeskyttelse af ligestillingen mellem kvinder og mænd i Norden, der tog fat på spørgsmålet om generel ligestillingslovgivning og dennes retslige håndhævelse.

Efter sin pensionering i 1988 kastede Inger Margrete Pedersen sig over et nyt område, nemlig svage ældre og handicappedes retsstilling. Hendes interesse for denne gråzone i lovgivningen var udløst af, at en broder blev handicappet efter en blodprop i hjernen. I 1993 forsvarede hun som 71-årig sin afhandling Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer, 1992, for den juridiske ph.d.-grad. Hendes opsøgende arbejde i forbindelse med bogen førte til, at hun involverede sig i organisationsarbejde i Evnesvages Vel, Ældresagen og Alzheimerforeningen. Inger Margrete Pedersen har desuden fungeret som juridisk konsulent i mange sammenhænge, bl.a. for Det Radikale Venstres folketingsmedlemmer.

Gennem sin lange virksomhed har Inger Margrete Pedersen bevaret sin fascination af juraen og mødet med almindelige menneskers problemer. Hun har selv kommenteret det ironiske i, at “en frøken er ekspert i ægteskaber”, men har ikke desto mindre spillet en vigtig rolle i den udvikling, der over 30 år har udryddet de fleste rester af forsørgerbegrebet. Uden for arbejdet har hun søgt afløb for sin utrættelige energi i kondiløb, kriminalromaner og et stort netværk af familie og venner.