Inger Henningsen

Inger Henningsen stammede fra et musisk lægehjem i Odense, kom på kostskole i Schweiz, hvor hun lærte fransk og engelsk, blev uddannet som fysioterapeut på Københavns Kommunehospital, giftede sig med sin mosters fraskilte mand, tandlæge Otto Kemp og blev moder til to piger. Men midt i tandlægefruens borgerlige liv kom der i 1936 en uborgerlig mand med en slæde: arkitekten og forfatteren Poul H. Inger Henningsen blev sekretær for den travle skribent, der fik kontor i familien Kemps villa, og hans uofficielle elskerinde og ledsager på foredragsturnéer og efter syv års dobbeltliv af hensyn til familierne på begge sider blev de gift i 1943. Samme efterår, da Poul H. modtog nazistiske dødstrusler, måtte de flygte til Sverige i åben robåd, og i Stockholm hjalp Inger Henningsen sin mand i hans skribent- og foredragsvirksomhed og bidrog til parrets underhold ved at plissere lampeskærme. I 1945 deltog hun i humanitært arbejde for de danske koncentrationslejrfanger, som den svenske greve F. Bernadottes hvide busser bragte hjem.

Inger Henningsen fortsatte som sekretær for Poul H. i de hårde år i 1940’erne og 1950’erne, da han angreb retsopgøret, behandlingen af tyske flygtninge og meget andet fra seksualmoral til pop og blev den mest udskældte mand i dansk kulturliv. Med sin evne til at trylle blev hun centrum i det kreative miljø, de fra 1948 skabte omkring sig i Usserød, og “Valdemar”, som hendes mand kaldte hende, blev en uundværlig meddebattør og modsiger, sikrede ham arbejdsro for plagsomme folk og anonyme opringninger og plejede ham de sidste år til hans død i 1967, da Parkinsons syge lammede ham. I deres 30-årige parløb blev hun en forudsætning for, at han udfoldede sig helt som kunstner, kulturkritiker, folkeopdrager og livskunstner. Ligesom Inger Henningsen blev “det lyse mirakel” i Poul H.s liv, og vice versa, varetog hun hans eftermæle ved at ordne hans arkiv og sikrede det for forskningen via Det Kgl. Bibliotek. Da lysfirmaet Louis Poulsen & Co., som producerede PH-lampen, i 1967 stiftede PH-fonden til fremme af “de almennyttige idéer, Poul Henningsen har kæmpet for”, blev hun et meget aktivt bestyrelsesmedlem og senere formand indtil 1987. I de sidste år, da firmaet af politiske grunde havde standset støtten til fonden, finansierede Inger Henningsen den af sine royaltyindtægter, uforfærdet og underfundig i valget af de skæve oprørere og kontroversielle initiativer, der fik støtte og priser. Når folk ville diskutere kulturradikalisme og andre -ismer med Inger Henningsen, sagde det hende ikke noget. Frisind var for hende praktisk hjertelag og sund fornuft, og til sin død som 91-årig udstrålede hun engagement, nysgerrighed og værdighed fra et dramatisk, men muntert liv.