Et anonymt udgivet værk med titlen Mand og Kvinde vakte i 1909 opsigt i offentligheden. Der blev gættet flittigt på, hvem forfatteren kunne være. Det måtte være en mand, mente man, for så dyb en indsigt i menneskelivet og så sikker sprogbehandling kunne vist ingen af tidens skrivende damer præstere. Ganske få havde det rigtige bud, at den anonyme forfatter måtte være Ingeborg Raunkiær, der på det tidspunkt havde flere bøger bag sig.
Ingeborg Raunkiær var i mange år gift med botanikeren Christen R., der ligesom hun stammede fra egnen ved Varde. Ægteparret var først bosat i København og siden på en ejendom ved Hareskoven. Ingeborg Raunkiær udførte adskillige tegninger til ægtefællens store værk om dansk botanik, og hun fulgte ham på videnskabelige rejser til Vestindien 1905-06 og til Middelhavsområdet 1909-10. I 1894 udkom hendes første bog Pærekjøbing under pseudonymet “Box”. Det var en samling skitser, der satiriserede over livet i en lille købstad. Især langede hun ud efter tidens pigeopdragelse. “De kan strikke Strømper og læse og spise og vaske sig og sove og klæde sig paa og spasere og danse og brodere og spille Komedie og Fortepiano og viske Støv af,” skrev Ingeborg Raunkiær, der mente, at piger dels burde have en god huslig uddannelse, dels burde have mulighed for at lære et fag ordentligt. Romanen Memento!, 1898, der blev udgivet i eget navn, fortsatte den kritiske linie, idet bogens hovedpersoner fører lange samtaler om samfundets indretning og kvindens stilling. Men først med Mand og Kvinde nåede Ingeborg Raunkiær ud til et større publikum. Den blev meget omtalt og udkom på få år i adskillige oplag. Den er opbygget som en samling aforismer, hvor en mand og en kvinde skiftevis kommer til orde om deres ægteskab. De begynder med en erotisk og følelsesmæssig betagelse af hinanden, men glider langsomt over i dagligdagens problemer. Da de får barn, er manden ikke længere den vigtigste person i forholdet, og som tiden går, har kvinden større og større trang til selvstændighed.
Selv regnede Ingeborg Raunkiær I Danmark, 1911, som sit væsentligste værk. Her skildres årets gang i naturen som en samling lyriske dagbogsoptegnelser. Hendes skønlitterære værker er dog præget af en stor viden og trang til seriøs diskussion, og de kan derfor virke tanketunge og litterært uforløste. Hendes stil kommer bedre til sin ret i det kritiske og beskrivende essay som fx Digtning og Mening, 1904, en kritik af den populære Jenny Blicher-Clausens lyrik. I Tropeskildringer fra vestindiske Øer, 1921, skriver hun kyndigt og fængslende om områdets historie og geografi. Desuden offentliggjorde hun artikler i tidsskrifter og aviser, og i 1917 udgav hun Lægen Paul Iserts Breve fra Dansk Guinea 1783-87.
I 1915 døde Ingeborg Raunkiærs eneste barn, den begavede naturvidenskabsmand Barclay R., af tuberkulose, og samme år blev hun skilt fra sin ægtefælle. Hun forvandt aldrig tabet af sønnen, men fortsatte trods det sin virksomhed som forfatter med usvækket interesse for, hvad der rørte sig i samfundet. Hun blev af sin samtid karakteriseret som et betydeligt menneske, en retlinet karakter og en skarp iagttager, hvis artikler hyppigt var præget af en god portion humor og en satirisk brod.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.