Ingeborg Marie Sick

Ingeborg Marie Sick tilbragte sine første barneår i Paris, hvor faderen, der var tilknyttet udenrigstjenesten, var udstationeret. Efter hans tidlige død kom hun tilbage til København, men hun vedblev livet igennem at føle sig halvt fransk og opholdt sig ofte i Frankrig. Hun var økonomisk uafhængig, stærkt religiøs og valgte bevidst i en længere årrække et filantropisk arbejde ved sygepleje i fattigforsorgen, blandt dem, der trængte allermest. Hun uddybede sin viden om privat filantropisk virksomhed ved studieophold i London og Paris og mødte i sine aktive arbejdsår mange tragiske skæbner, høstede, som hun selv sagde: “Erfaring fra alle de lidende Hjerter, der afsløredes for hende, og fik sit eget uddybet.”

Ingeborg Marie Sick havde altid skrevet lidt, småskitser og beretninger, men fra hun var omkring 40 år, blev forfatterskabet det dominerende i hendes liv. Hun nåede at skrive ca. 30 skønlitterære bøger, heraf var to digtsamlinger Bølgeslag, 1904, og Ond Lykke, 1921. De væsentligste af hendes værker er dog nok biografierne om den store svenske filantrop Mathilde Wrede og den danske missionær Karen Jeppe. Bogen om Wrede Fangernes Ven, 1921, var en dansk behandling af Evy Fogelbergs Fångarnes Vän fra året før. Genremæssigt var der tale om en romanbiografi, og den vakte så stor begejstring, at den efter publicering i Danmark oversattes til svensk. Biografien om Jeppe Pigen fra Danmark var et livsværk. Første og anden udgave kom i 1928, den tredje og lidt ændrede i 1936, og endelig i 1945 den forøgede fjerde og sidste udgave. Da var Ingeborg Marie Sick 87 år, men hendes beundring for Jeppes livslange indsats i Armenien usvækket. Beundringen delte hun med mange danske, ligesom fascinationen af det armenske folks skæbne, der havde været levende i vide kredse siden mellemkrigsårene.

Ingeborg Marie Sick debuterede som skønlitterær forfatter i 1900 med Udi Løndom, 1902 fulgte Højfjælds-Præst og herefter udgav hun i adskillige år en bog om året, skitsesamlinger, børnebøger og romaner mellem hinanden. Hendes læserskare var stor, ikke mindst i de øvrige skandinaviske lande og i Tyskland, hvor hendes bøger regelmæssigt udkom. Hun opnåede også oversættelser til engelsk, fransk, finsk, russisk og hollandsk og i enkelte tilfælde til så fremmed et sprog som bulgarsk. Ingeborg Marie Sicks katolsk farvede religiøsitet gennemsyrer forfatterskabet, og i hendes romaner sejrer gudstroen over det jordiske livs fristelser, bøgerne rummer et vist element af vækkelseslitteratur. Kvindebilledet var allerede på bøgernes udgivelsestidspunkt stærkt forældet og sproget oftest en romantisk pastiche. Hun havde imidlertid evnen til at tegne især kvindelige karakterer og spinde en handlingstråd, ofte omkring erotisk farvede konflikter, og mange af bøgerne udkom i adskillige oplag frem til nogle år efter Anden Verdenskrig. I samtiden var de uhyre populære, fx opnåede romanen Helligt Ægteskab, 1903, seks oplag på ét år. Den skildrer to søstres stærke erotiske betagelse, den ene af sin egen ægtefælle og i åndelig harmoni med ham, den anden uægteskabeligt og derfor dømt til undergang.

Ingeborg Marie Sicks forfatterskab var, som det filantropiske arbejde, en hjertesag. Hendes skønlitterære produktion har vel for en eftertid primært kuriøs interesse, mens hun fortjener at blive husket for sin hyldest til de to store skandinaviske filantroper, der formentlig også var hendes egne forbilleder.