Ingeborg Christiansen

Ingeborg Christiansen, et udpræget handlingsmenneske, var sammen med Vesterbros socialt engagerede kommunelæge, R. Kjer-Petersen, den drivende kraft bag oprettelsen af Folkebørnehaverne af 1915 (FBH). Hun var fra oprettelsen i 1915 næstformand og Kjer-Petersen formand. Deres mål var at få skabt en menighedsbørnehave i hvert sogn i København og mobilisere erklærede kristne til at praktisere den næstekærlighed, som de troede på eller prædikede, på daginstitutionsområdet. Begge anså den forebyggende børneforsorg for førskolebørn og den offentlige indsats for utilstrækkelig. FBH skulle være et koordinerende og igangsættende organ og assistere tilsluttede børnehaver og nye med at mobilisere større daginstitutionsinteresse og tilskud fra private, stat og kommune. Endnu et mål var at få uddannede børnehavepædagoger fra Fröbel-Højskolen knyttet til organisationens institutioner. Højskolens forstander Anna Wulff anså de for at være en bedre eksponent for Fröbelpædagogikken og børnehaven som daginstitutionsmodel end ægteparret Sophus og Hedevig Bagger med deres konfessionsløse Frøbelseminarium. På dette punkt blev Ingeborg Christiansen, som i en periode havde været tilknyttet Fröbel-Højskolens lærerstab, mere fleksibel med årene.

Med Kjer-Petersen var Ingeborg Christiansen med til at skaffe de kbh.ske menighedsbørnehaver støtte i en række jyske byer, hvoraf flere påtog sig at sponsorere hver sin kbh.ske institution i 1918. I sin agitation argumenterede Ingeborg Christiansen for, at menighedsbørnehaven gav aktive kristne en chance for at komme i kontakt med kirkefremmede arbejderfamilier, og husbesøg, forældremøder og fritidshjem for unge kunne være med til at knytte bånd mellem arbejderhjem og lokale menigheder. Ingeborg Christiansen var indtil 1928 bestyrelsesformand for den første menighedsbørnehave i Absalonsgade, oprettet i en slumejendom, populært kaldt for Den lille Ladegård. Børnehaven blev i 1919 lagt ind under Eliaskirkens menighed af yderst aktive lægfolk under den indremissionske præst A. Fibigers indflydelse. Endnu en børnehave i Eliaskirkens regi fik Ingeborg Christiansen som formand og i tilknytning til disse to oprettede hun 1921-22 et fritidshjem.

Ingeborg Christiansen stammede fra et lavere mellemlagshjem. Hun havde taget en pædagogisk uddannelse 1902-04 som privatlærerinde fra Marie Kruses Skole, hvor hun i forvejen havde gået et par år ligesom søsteren Ellen Neuhausen, der senere blev sygeplejerske. Med udmærkede afgangsresultater fik Ingeborg Christiansen privatlærerindeplads i et jysk apotekerhjem i Egtved, før hun i 1909 blev den tilknappede og motorsagkyndige artillerikaptajn Marius C.s anden hustru. Han delte hendes børnehaveinteresser og sad bl.a. som menigt bestyrelsesmedlem under hendes formandskab for menighedsbørnehaverne på Vesterbro. Hun skulle siden få sin datter, skolekøkkenlærerinde Agnete C., med ind i Børneringen som en mangeårig energisk støtte. Ingeborg Christiansen forlod næstformandsposten i FBH, efter at organisationen havde søgt om optagelse i De Samvirkende Menighedsplejer i 1924 som et selvstændig led heri og i håb om, at det ville tjene menighedsbørnehavernes videre ekspansion. Denne samarbejdsmodel blev dog opgivet 1928 på grund af personkonflikter og indre strid om prioritering af de mange forskellige kirkelig- filantropiske satsningsområder. Da hun i 1941 tog initiativ til Børneringen, sad hun som formand i tre daginstitutionsbestyrelser. Tre børnehavelærerinder ønskede 1940 hendes assistance til at få oprettet nye daginstitutioner og inspirerede hende til at starte Børneringen. Udspillet i 1941 blev stærkt farvet af den tyske besættelse af Danmark og dens foruroligende indtryk på hende. Med Børneringen så hun en mulighed for at mobilisere et demokratisk værn på dansk og kristen grund imod nazificering. Ingeborg Christiansen allierede sig med Misse Madsen, gift med den kendte direktør for Statens Seruminstitut Thorvald Madsen, og fru stiftamtmand Asta Haugen-Johansen som Børneringens medstiftere. I Besættelsens sidste år blev to af Børneringens pædagoger fængslet af tyskerne, to bestyrelsesmedlemmer måtte flygte til Sverige, og den jødiske børnehaveleder Annie Follender blev sendt til kz-lejren Theresienstadt trods Børneringens protest over for besættelsesmagten.

Børneringens sigte var at oprette og planlægge nye vuggestuer og børnehaver, fritidshjem og -klubber, der var lederejede eller selvejende, og lægge pres på politikerne for at få gennemført en reform af den eksisterende lovgivning om offentligt tilskud til disse grene af den forebyggende børneforsorg. Ingeborg Christiansen betragtede sig i disse år som socialdemokrat, uden at være partipolitisk aktiv. Hun fik Hans Hedtoft til at gå ind i Børneringens bestyrelse i 1943 og så det som et stort plus. Hun blev stærkt involveret i forberedelse af Loven om forebyggende Børneværn af 1945, der blev forelagt af Hedtoft som socialdemokratisk arbejds- og socialminister og enstemmigt vedtaget af rigsdagens partier. Loven, der siden blev kendt som “Lex Christiansen”, betød en mærkbar forøgelse af statslige og kommunale tilskud til daginstitutionsområdet og var en økonomisk hovedfaktor bag de sene 1940’eres og de følgende årtiers eksplosive institutionsekspansion rundt om i danske byer. Ingeborg Christiansen var 1941-50 inddraget i Børneringens konsulentvirksomhed. Hun fungerede som rådgiver ved planlægning af nye institutioner efter henvendelse fra privatpersoner, kommuner og boligselskaber. Denne aktivitet blev bl.a. støttet økonomisk af De samvirkende Fagforbund. Ungdomsgården i Husum, bygget af Københavns Almindelige Boligselskab og åbnet 1943 i et tætbefolket, børnerigt arbejderkvarter, blev Børneringens mønsterinstitution og første større prestigeprojekt. Ungdomsgården var en ny integreret institutionstype og opført med plads til ca. 480 børn og unge i dens forskellige institutioner. Der var også plads til flere hundrede andre unges særlige aftenarrangementer. I årene 1941-51 var Ingeborg Christiansen hovedbestyrelsens farverige formand, siden Børneringens forretningsfører indtil 1963. Børneringen var blevet startet i 1941 med tre institutioner. Ved hendes fratræden var tallet oppe på 17, og hun blev udnævnt til Børneringens æresmedlem.

Ingeborg Christiansen forbandt gode lederevner og megen idérigdom med ildhu og en dynamisk stil. Hendes finansielle flair var betragtelig med hensyn til at rejse kapital, og hun fik indsamlet ca. 1,7 mio. til finansiering af Børneringens institutioner og drift, en evne, som ikke mindst i krigsårene var central. Hun insisterede på kun at ansætte professionelt uddannede og lagde vægt på en høj sundhedsmæssig, hygiejnisk og indretningsmæssig standard. Børneringen blev desuden et avantgardistisk foretagende via viljen til at skabe rum for handicappede børn inden for institutionsrammerne. Ingeborg Christiansen efterlod Børneringen som en af landets mest udbyggede og veldrevne private børne- og ungdomsforsorgsorganisationer. Selv blev hun højt respekteret i flere lejre som en kyndig, seriøs og autoritativ fortaler for daginstitutionerne som en ubetinget nødvendighed i det moderne velfærdssamfund. Hun modtog 1951 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og blev 1955 ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.