Ingeborg Andersen

Faktaboks

Ingeborg Andersen
Ingeborg Annette Petrine Andersen
Født
29. november 1887, Fredensborg, Asminderød sogn
Død
28. april 1960, Hørsholm sogn
Arbejdsliv
Akademiker, oversætter, direktør, forlægger og kommunalpolitiker
Familie

Forældre: købmand Niels Lauritz A. (1851-1928) og Karen Marie Hansen (1855-1905).

Ingeborg Andersen
Ingeborg Andersen var direktør for Gyldendal i perioden 1940-1953.
Ingeborg Andersen
Gyldendal.

Artikelstart

Ingeborg Andersen, af Gyldendals forfattere og folk med berøring til samtidens kulturliv ofte blot omtalt som Ingeborg, en lys, glad og jordnær magister, bestred fra 1940 til 1953 posten som enedirektør i det ærværdige forlagshus og blev en kulturinstitution. Hun var en alsidig dame med slips og cigar og kraftigt skårne ansigtstræk, klog, dertil gæv, lattermild og rap i replikken, og som den eneste kvinde af sin tid nåede hun en sådan position i den danske forlagsverden. Kærligheden til litteratur og godt købmandskab, bærepiller i enhver form for forlagsvirksomhed, var hos hende forenet med en lykkelig evne til at omgås forfattere og konsulenter og vinde deres tillid. Hun kunne lytte klogt, støtte, anspore, afsige dom med formildende omstændigheder og håndterede anmodninger om forskud med takt og finesse. Charme og smittende entusiasme var hos hende forenet med administrativt håndelag og en evne til at få sagerne afgjort. Ærgrelser kunne ikke ødelægge hendes humør; hun bevarede til stadighed optimisme og en lys forventning til fremtiden.

Ingeborg Andersen var barn af et stationsbymiljø. Hun voksede op som den ældste af fire søskende i Fredensborg, hvor faderen var detailhandler, høker, som det hed dengang. En overgang var hun huslærer på Højrupgård ved Gesten, blev i 1908 student fra Gerson Triers kursus og i 1915 mag.art. i engelsk fra Københavns Universitet. De følgende to år studerede hun i London og Oxford, men optog dog ikke en videnskabelig karriere. Hun begyndte i stedet at oversætte fra dansk til engelsk og opnåede stor indsigt i samtidens engelske og amerikanske litteratur. Da hun med denne baggrund søgte foretræde for Frederik Hegel, Gyldendals direktør, for at foreslå en udgivelse, førte kontakten til, at hun i 1921 blev knyttet til forlaget som konsulent. Gyldendal skulle herefter blive rammen om og platformen for hendes livsindsats. Hun gjorde sig hurtigt gældende og var således formand for husets personaleforening, da hun i 1926 kaldtes til at overtage ledelsen af forlagets oversættelses- og børnebogsafdeling. Som leder af afdelingen bragte hun Gyldendals oversættelseslitteratur op på et stilistisk og økonomisk uangribeligt plan og formåede tilmed at hæve honorarniveauet betydeligt. Hendes nyordning af konsulenthonoreringen vandt Hegels beundring. Allerede fra dette tidpunkt droges besøgende forfattere til inspirerende samvær med Ingeborg Andersen. Hendes kontor udviklede sig i disse år til, hvad forfatteren Tom Kristensen siden kaldte Gyldendals kraftcenter. Sammen med Ludvig Holstein, der var konsulent for forlaget, og forlagsdirektør Herbert P.A. Jerichow havde hun sin andel i, at en modvillig Hegel lod sig overtale til at udgive Tom Kristensens Hærværk, 1930.

I 1936 forfremmedes Ingeborg Andersen til posten som underdirektør med ansvar for salget af dansk litteratur, og ved Hegels afgang i 1940 afløste hun ham som Gyldendals administrerende direktør. Den udbytterige omgang mellem hende og forfatterne fortsatte, og direktøren selv kunne ses ilende til receptionen for at modtage sine besøgende. Forfatterskab anså hun for et håndværk, der skulle læres, og hun påtog sig opgaven som støtte og vejleder. Jesper Ewald mindedes, at hun troskyldigt legede med i digternes skabelsesproces, og Thit Jensen har kaldt Ingeborg Andersen for digter i virkelighedsstof. Tom Kristensen mente, at hun benyttede oversættelsesopgaverne som middel til at afprøve færdighederne hos pengetrængende digtere. Lyrik var hendes personlige passion. Men blik for litterær kvalitet afholdt hende ikke fra at anlægge en publikationspolitik præget af bredde og åbenhed. “Folk skal da virkelig have lov at læse og synes om, hvad de vil,” udtalte hun til en avis i 1953; og hun kunne stundom vise intuitiv fornemmelse for markedsmulighederne i et manuskript. I en tid, hvor romanen kom i tilbagegang, fastholdt Ingeborg Andersen udgivelsen af romaner. “Så længe der er kvinder til, er der ikke spor fare for romanens fremtid,” mente hun. Hun lagde dog også vægt på, hvad hun kaldte det individuelle salgsarbejde. I de magrere salgsår efter Anden Verdenskrig ansporede hun boghandlerne til at fremme udbredelsen af den gode litteratur. Hendes æra faldt sammen med besættelsestidens stærke læselyst og “de gyldne boghandlerår”. På få år tredobledes antallet af solgte bøger, og aktionærerne fik 6,3% i udbytte, det højeste, de med datidens prislov kunne vente at opnå. De ekstraordinære omstændigheder kaldte også andre egenskaber frem hos forlagsdirektøren. Anglofil som Ingeborg Andersen var, afviste hun i krigsårene tyske forsøg på at påvirke Gyldendal til at udgive propagandalitteratur med nazistisk sigte. Hun henviste nok så optimistisk til, at forlaget måtte sigte mod fremtiden. At hun formåede at få udsendingen fra Dagmarhus til at føre forhandlingen på engelsk, røber forhandlingsstyrke. Denne vellykkede afvisning blev husket med taknemmelighed. På forlaget og i sit hjem i Rungsted ydede Ingeborg Andersen husly til modstandsfolk, bl.a. den senere statsminister Hans Hedtoft. Selv måtte hun de sidste måneder af Besættelsen gå under jorden, men stod dog i løbende telefonisk forbindelse med medarbejdere på Gyldendal.

Ingeborg Andersens afgang med udgangen af 1953 fulgte efter en periode med turbulens i ejerkredsen. Store krav blev stillet til den ikke længere unge direktørs arbejdskraft. Men det blev grosserer Knud W. Jensens dengang opsigtsvækkende overtagelse af aktiemajoriteten, som bragte ende på uroen og sikrede Gyldendals fortsatte eksistens som dansk kulturinstitution. Samtidig førte overtagelsen til ændring i Gyldendals ledelse og politik. Ingeborg Andersen efterfulgtes som forlagsdirektør af en direktion på tre, Ole Wivel, Otto B. Lindhardt og Jokum Smith. I 1954 optoges hun som medlem af Gyldendals bestyrelse. Bestyrelsesposter uden for forlagsverdenen fik hun i Det Danske Selskab, 1947 i Dansk Ekspeditionsfond, der støttede udrustning af danske videnskabelige ekspeditioner, herunder den påtænkte tredje danske Centralasienekspedition, som havde hendes særlige interesse, samt i bestyrelsen for Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. I årene 1946-50 repræsenterede hun Det Konservative Folkeparti i Hørsholm sogneråd og besatte udvalgsposter i socialudvalget, biblioteksudvalget og skatteudvalget. Karakteristisk nok blev det invitationen fra Dansk Forfatterforening, som hun modtog, da man ønskede at hylde den afgående direktør, mens hun takkede nej til invitationer fra forlagsverdenen og boghandlerne. Hun blev æresmedlem af Dansk Forfatterforening og bistod foreningen ved udarbejdelsen af standarden for forlagskontrakter.

Lederen af et alderstegent forlag, der selvbevidst betragter sig som kulturinstitution, kommer let i vinden. Som kvinde var Ingeborg Andersen selvsagt eksponeret; og i hele sit aktive liv måtte hun opleve, at kønnet tiltrak sig særlig opmærksomhed. Modvilje mod skørteregimentet i Gyldendal lurede endog hos medlemmer i bestyrelsen. Selv mindedes hun med munterhed, hvordan et par af husets trykkere lykønskede hende ved udnævnelsen til direktør med tilføjelsen: “Og Kønnet, det ser vi bort fra.” I en samtidig aviskommentar hed det: “Hun er slet ikke naaet til sin betroede Post kun paa Grund af de gode mandlige Egenskaber, der præger hendes Personlighed, og langt mindre på grund af det kvindelige. Men disse Egenskaber tilsammen, dette gnistrende Bundt af Energi, Vid, Klogskab, Munterhed, Ro, Alvor og Menneskekløgt.” Da justitsminister Helga Pedersen i 1951 foranledigede, at også kvinder kunne blive riddere af Dannebrogordenen, var Ingeborg Andersen blandt de første modtagere af denne hæder.

Beskrivelser og portrætter af Ingeborg Andersen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Gyldendal.
  • Carl Bergstrøm-Nielsen: Analfabeternes forlægger og den glade magister, 1974. Peter Christiansen: Afsked med en fortid, 1973.
  • Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig