Inge Lise Pedersen

Inge Lise Pedersen har været en fornyer af dansk dialektologi, idet hun har ladet sig inspirere af metoder og synspunkter fra den internationale, især amerikanske, socio-lingvistik. Endvidere har hun spillet en aktiv rolle inden for kirkepolitik. Siden 1989 har hun været institutleder for Institut for Dansk Dialektforskning, og fra 1994 fast gæsteprofessor i dansk ved universitetet i Tromsø, Norge.

Inge Lise Pedersen voksede op på en mindre gård på Fyn, og hendes erfaring med det førindustrielle landbrug kom hende siden til gode i arbejdet som dialektolog og sproghistoriker. I 1958 tog hun studentereksamen fra studenterkursus med den tanke at blive bibliotekar. Undervejs opdagede hun dog, at hun havde lyst til længerevarende studier, og hun begyndte derfor at studere dansk og kristendomskundskab ved Københavns Universitet. Her fik især sproghistorikeren Anders Bjerrum og litteraturforskeren Aage Henriksen betydning for hende. I 1969 blev hun cand.mag. og straks ansat som amanuensis på Institut for Dansk Dialektforskning, der kort efter fik Inger Ejskjær som professor. Instituttet havde på det tidspunkt som væsentligste opgave at udgive Ømålsordbogen. Ordbogsarbejdet, som var påbegyndt længe inden 1969, var i en afgørende fase, og Inge Lise Pedersen deltog med stort engagement i diskussionerne og siden i redaktionen. I de fire bind, der er udkommet 1992-98, har hun været ansvarlig for en del af artiklerne.

Det blev imidlertid ikke ordbogsarbejdet, der kom til at spille den største rolle i Inge Lise Pedersens forskningsindsats, selvom hun har offentliggjort store artikler om sproglig-saglige forhold som strikning og erindringer om opvækst i små kår på landet. Det blev derimod fra midten af 1970’erne og for alvor fra begyndelsen af 1980’erne den internationale socio-lingvistik, der kom til at optage hende. Allerede i en artikel fra 1975 havde hun eksperimenteret med trækanalyse, dvs. analyse af sproglig variation ud fra enkeltlyde i stedet for ud fra ord, men deltagelsen i et fællesnordisk projekt 1981-87 om sproglig urbanisering satte øget gang i den nye retning inden for dansk dialektologi. Fremkomsten af sociolingvistikken skal i Danmark, som i en række andre lande, søges i den udvikling, der har betydet, at folk ikke bare fysisk flytter til byerne, men at den bymæssige livsform breder sig til landet. Det har medført, at dialekterne mister deres særtræk, bliver “udtyndede” og til regionalsprog, dvs. sprogformer, der er karakteristiske for en hel egn eller landsdel. Denne proces kan studeres, mens den udfolder sig, og det er den blevet med Inge Lise Pedersen som primus motor. Socio-lingvistikken er det moderne samfunds dialektforskning, idet sproget her ikke er så afhængigt af det sted, folk bor, men snarere af deres sociale baggrund. Fra 1985 har Inge Lise Pedersen været medlem af initiativgruppen bag Statens Humanistiske Forskningsråds projekt om Talt dansk i dets variationer, og 1986-91 ledede hun sammen med professor Frans Gregersen projekt bysocio-lingvistik om talesprog i København Her kombinerede hun dialektologiens tradition for nøjagtig fonetisk analyse med sociologiens interesse for tale som udtryk for socialt tilhørsforhold. Projektet førte 1991 til udgivelse af tobindsværket The Copenhagen Study in Urban Sociolinguistics.

Inden for det socio-lingvistiske område har Inge Lise Pedersen navnlig arbejdet med sprog og køn. Hun har holdt foredrag på internationale kongresser om emnet, skrevet den store oversigtsartikel Sprog og køn i NyS 24/1998, og sammen med adjunkt Jann Scheuer arrangeret den tredje nordiske konference om sprog og køn i København 1997, der udmøntede sig i rapporten Sprog, køn og kommunikation, 1998. Det har været hendes fortjeneste, at man er blevet opmærksom på, at de gængse klassifikationsmetoder inden for socio-lingvistikken ikke passer på kvinder, idet kvindelige informanter bl.a. er blevet klassificeret efter ægtefællens erhverv. Hun har påpeget behovet for at anvende en mere kønsfølsom blanding, så forskellene i sproglig og social henseende bliver et emne i sin egen ret. En anden væsentlig del af hendes senere forskning har været af historisk art, fx er hun blandt bidragyderne til den kommende store internationale håndbog om de nordiske sprogs historie og nutid The Nordic Languages. Studiet af talesproget og dets variationer har hos Inge Lise Pedersen været det centrale emne for sproghistorien, og hun har i flere artikler vist, hvordan sproghistorie og sociolingvistik kan befrugte hinanden og skabe ny indsigt. Blandt de danske dialektologer kan Inge Lise Pedersen minde om Peter Skautrup, og ligesom ham har hun forenet dyb indsigt i dialektologien med vidtspændende viden om det danske sprogsamfunds historie.

Ved siden af sit arbejde på universitetet har Inge Lise Pedersen været aktiv inden for kirkepolitik. Fra 1986 har hun været en engageret formand for menighedsrådet ved Lindevang Kirke på Frbg., og 1998 blev hun som den første kvinde valgt som formand for Kirkeligt Samfund. Mangfoldige artikler i bl.a. Dansk Kirketidende og Friskolebladet viser hendes grundtvigianske grundsynspunkt anvendt i nutidens debat. Inge Lise Pedersen har haft talrige tillidshverv, bl.a. som næstformand for Dansk Sprognævn fra 1994 og for Landbohistorisk Selskab fra 1995, ligesom hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Grænseregionsforskning og efor for Kvinderegensen, hvor hun selv boede i studietiden. Sammen med Birgitte Regenberg redigerede hun 1992 jubilæumsskriftet Kvinderegensen gennem 60 år. Karakteristisk for hende som person og forsker har været en utrolig flid, en grundfæstet viden kombineret med et socialt engagement og udprægede lederevner. Hun har formået at forny dansk dialektologi og placeret den centralt i Norden ved kreativt at koble socio-lingvistik og sproghistorie med sin næsten uudtømmelige fond af viden fra traditionel dialektforskning.