Faktaboks

Inger Ejskjær
Inger Jensen Ejskjær
Født
20. maj 1926
Død
26. marts 2015
Arbejdsliv
Akademiker, professor, doktor og forsker

Inger Ejskjær, født 1926, professor. født 20. maj 1926 i Vinderup, Sahl sogn Forældre: dyrlæge Jens Jensen E. (1886-1960) og farmaceut Elfrida Cathrine Thomsen (1901-99). Inger Ejskjær voksede op i en vestjysk stationsby, men havde via sin fader tæt forbindelse til det landbomiljø, hvis talesprog hun har udforsket. I 1945 blev hun student fra Struer Gymnasium og begyndte derefter at studere kemi, men skiftede til humaniora og blev 1953 cand.mag. i dansk og fransk ved Københavns Universitet. Efter eksamen blev hun ansat ved Institut for Dansk Dialektforskning, og 1954-55 var hun på et studieophold i Uppsala. 1971 blev hun udnævnt til professor i dansk dialektologi, en stilling, hun beklædte indtil 1996. Inger Ejskjærs familiemæssige baggrund lagde op til, at hun i lighed med sine forældre og sine fem søskende skulle vælge et naturvidenskabeligt studiefag. Med sit empiriske præg var dialektologien nok den disciplin inden for danskfaget, der kom de eksakte videnskaber nærmest, ikke mindst i den form, dialektologien havde omkring 1950, da strukturalismen var den selvfølgelige referenceramme for sprogvidenskaben ved Københavns Universitet. Inger Ejskjærs specialeafhandling Brøndum-målet, 1954, var en strukturel beskrivelse af en Sallingdialekt. Med den greb hun tilbage til den dialekt, faderen var vokset op med, og hun benyttede ham som informant. I sine vægtigste arbejder har hun dog beskæftiget sig med sjællandsk. I 1967 udgav hun Kortvokalstødet i sjællandsk og i 1970 doktorafhandlingen Fonemsystemet i Østsjællandsk, hvormed hun fulgte i sin lærer Poul Andersens fodspor. Arbejdet med sjællandsk kan ses som udtryk for Inger Ejskjærs pligtfølelse. Da der manglede en strukturel beskrivelse af sjællandsk til Ømålsordbogen, 1992, påtog hun sig denne vanskelige opgave, hvor den strukturelle metode måtte strækkes til det yderste for at kunne beskrive en dialekt i den fase af historien, som sjællandsk befandt sig i. Den senere del af forfatterskabet omfatter bl.a. sydsamsisk og artikler om jyske forhold, mens barndomssproget var temaet for den vigtige afhandling Regionalsprog og lokalt vestjysk regionaldansk, trykt i Dialektstudier, 1964-65. Inger Ejskjærs studier i Uppsala gjorde hende usædvanlig velorienteret i svensk dialektforskning og affødte nær kontakt til mange svenske nordister. Hun blev 1985 medlem af Kungl. Gustav Adolfs Akademien i Uppsala og modtog 1987 akademiets pris. Da hun i 1979 fik tildelt Tagea Brandts Rejselegat, benyttede hun lejligheden til studier ved Målførearkivet i Oslo og udbyggede dermed den nordiske dimension i sin forskning og undervisning. Siden 1973 har hun været medredaktør ved det europæiske sprogatlas Atlas Linguarum Europae. Inger Ejskjær trives i europæiske sammenhænge, og den pligtopfyldende forsker har i de rette omgivelser afsløret sig som danseglad og selskabelig. I 1980 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen og året efter medlem af Videnskabernes Selskab. Ved sin 70-års fødselsdag i 1996 modtog hun festskriftet Studier i talesprogsvariation og sprogkontakt, der indeholder en bibliografi over hendes produktion. Foto i KB, Videnskabernes Selskab. Levnedsberetning i Københavns Universitets festskrift, 1971. Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig