Inge Genefke

Inge Genefke er vokset op i et velstående og kærligt hjem på Frbg. sammen med en tre år ældre broder. Faderen var overingeniør på Carlsberg, og moderen var hjemmets altid nærværende samlingspunkt. Der var mange familiebesøg både i hjemmet i byen og i familiens sommerhus. Inge Genefkes morbroder var lyrikeren og kritikeren Paul la Cour, som hun blev stærkt inspireret af. Faderen var modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, og efter krigen hørte hun med gru ham og hans venner tale om, hvad der var foregået i de tyske kz-lejre. I 1956 blev Inge Genefke matematisk student fra Frbg. Gymnasium, og efter at have overvejet at leve som skribent besluttede hun som den første i familien at blive læge. Hun ville arbejde som et handlingens menneske, og under sygdom som barn havde hun fået sympati for lægegerningen. Af betydning for valget var den franske læge A. Schweitzer, der fra gymnasietiden havde været et ideal for hende, fordi han ydede afrikanerne hjælp på deres egne betingelser i respekt for deres kultur. I studietiden boede Inge Genefke i barndomshjemmet. Hun havde flere praktikantophold i England og Frankrig, var en flittig og seriøs studerende og blev læge i 1965. Samme år blev hun gift med filosoffen Peter Kemp, og sammen rejste de til Frankrig for at forske på hver sit felt. På biokemiske universitetsinstitutter i Strasbourg, Paris, München, Schweiz og Italien udførte hun videnskabelige undersøgelser af neuroaminerne og fortsatte dette arbejde som kandidatstipendiat ved Københavns Universitets Farmakologiske Institut 1968-71. Selvom hun var optaget af sit videnskabelige arbejde, savnede hun patienterne og uddannede sig 1972-82 på forskellige kbh.ske hospitalsafdelinger til speciallæge i neurologi. I fem af årene var hun ansat på Rigshospitalet hos professor Erik Skinhøj, som hun respekterede som tidligere modstandsmand med forståelse for kz-ofrene.

Inge Genefke meldte sig ind i Amnesty International (AI) i 1969, og i 1970 kom hun i bestyrelsen for den danske afdeling. Hovedkontoret i London iværksatte i 1973 en kampagne mod tortur og udsendte en indtrængende opfordring til verdens læger om at gøre en indsats. Denne opfordring fandt for alvor genklang i Inge Genefke og ændrede kursen i hendes liv. Fra da af gjorde hun det til sin livsopgave at hjælpe ofrene og bekæmpe tortur, som hun betragter som det ondeste af alt. Hun rejste til hovedkontoret i London og berettede efterfølgende om kampagnen i Ugeskrift for Læger, hvor hun talte kraftigt for, at kollegerne skulle deltage i AIs årlige møde, der i 1974 netop skulle finde sted i Danmark. På dette møde sluttede hun sig sammen med lægerne Peter Moltke, Hellmut Stadler og Ole Vedel Rasmussen, og med idealisme og energi startede disse fire et verdensomspændende enestående pionerarbejde mod tortur. Deres mål var at helbrede torturofrene eller i hvert fald give dem så god behandling som muligt, og de organiserede sig som lægegruppe i den danske afdeling af AI. Under udfoldelse af stor aktivitet fik Inge Genefke oprettet en støttegruppe af kolleger og andre fagfolk. I 1982 lykkedes det at åbne den selvejende humanitære organisation Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) i en tidligere professorbolig på Rigshospitalet. Inge Genefke blev lægechef, og behandlingsarbejdet blev lige fra starten udført tværfagligt af læger fra forskellige specialer, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere m.fl. Den medicinske verden havde ingen særlig viden om tortur og dens virkninger, og der fandtes ingen specifik behandling af ofrene, da Inge Genefke og hendes kolleger i 1974 gik i gang med arbejdet. Fra begyndelsen lagde de vægt på videnskabeligt at dokumentere rehabiliteringen af ofrene, og de har publiceret deres resultater i en lang række artikler i nationale og især internationale fagtidsskrifter. De har vist, at tortur har mange forskellige psykiske og fysiske følger for helbredet. Desuden har de udforsket og beskrevet torturmetoderne og dermed skærpet diagnostikken. Selvom følgerne ofte er alvorlige, har de mod forventning fundet, at mange ofre ved grundig behandling bliver helt rehabiliterede.

Gennem årene har Inge Genefke med ildhu arbejdet med at skaffe bedre lokaler og flere midler til driften af organisationen, og det er stadig gået fremad således, at RCT har fået eget hus i Københavns centrum med et stort antal fagligt vidt forskellige medarbejdere. Sideløbende med arbejdet i Danmark har hun hele tiden haft bred kontakt med kolleger og andre, der rundt omkring i verden har gjort en indsats mod tortur, og hun var initiativtager til oprettelsen af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), som er en international sammenslutning af rehabiliteringscentre. Hun var IRCTs lægechef 1985-97 og har derefter været generalsekretær. Det har været centralt for IRCTs virksomhed, at alle regioner i verden er repræsenteret, og der er opbygget henimod 200 rehabiliteringscentre fordelt i en lang række lande. Det har vist sig, at i fredstid er torturmetoderne og deres mål ret ensartede over hele kloden. For Inge Genefke og hendes medarbejdere blev det efterhånden tydeligt, at tortur er et effektivt magtmiddel mod mennesker, der arbejder for demokratiske forhold i deres land. Kampen mod tortur er derfor en livsvigtig kamp for frihed og demokrati. Denne indsigt har dannet grundlag for, at centrene i stigende omfang har arbejdet med forebyggelse af tortur. De har iværksat oplysningskampagner, arrangeret seminarer for journalister m.fl. og tilbudt undervisning af fængselspersonale og politi. Inge Genefke har selv deltaget, hvor der har været mest brug for hende, og hun har udvist et stort personligt mod ved at opsøge og gøre sin sag gældende i lande med særlig udbredt brug af tortur. Verden over er hun kendt for sit imponerende arbejde, og hun har ofte fået ordet på pressekonferencer og i indflydelsesrige forsamlinger, deriblandt FN og EU.

Den kompromisløse kamp mod tortur har opslugt alle hendes kræfter, og Inge Genefke, der ikke har fået børn, har tilsluttet sig sin afdøde ven, forfatteren Elsa Gress’ ord: “Vist koster det noget.” Familien har værdsat hendes arbejde, og hun har fået trofast opbakning især fra sin moder. I 1990 blev hendes første ægteskab opløst, og året efter giftede hun sig med kollegaen Bent Sørensen, der har været en ihærdig næstformand for FNs Committee against Torture. Til tider har Inge Genefke mødt modstand, og hun er offentligt blevet beskyldt for at skabe samarbejdsvanskeligheder på RCT, men hun har roligt tilbagevist kritikken og ufortrødent fortsat sin bane. I erkendelsen af at ligegyldigheden måske er den største modstander i kampen mod tortur, har hun gerne citeret fra et digt af den norske forfatter A. Øverland: “Du må ikke tåle så inderlig vel den uret som ikke rammer dig selv.” Hun er internationalt kendt som torturens Florence Nightingale og har fået meget stor anerkendelse og en ualmindelig lang række priser. Som vægtige eksempler kan nævnes: Æresdoktorgraden i medicin ved Bologna Universitet i 1989 og ved Københavns Universitet i 1996, Årets Dansker udnævnt af det internationale pressecenter 1982 og Den alternative Nobelpris 1989. De nordiske lande nominerede i anledning af 50-året for vedtagelsen af FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder 1998 IRCT til FNs Menneskerettighedspris. Inge Genefkes indsats har givet effektiv hjælp til mange torturofre og deres familier både her i landet og vidt omkring i verden, og hun har sammen med sine talrige medarbejdere igangsat en verdensomspændende bevægelse til kamp mod tortur og dermed til fremme af frihed og demokrati. Selv har hun beskrevet sit arbejde bl.a. i Torturen i verden – den angår os alle, 1986.