Inge Funding

Inge Funding var den ældste af syv børn. Familien levede i nøjsomhed, men på trods heraf fik alle børn en uddannelse, fem blev akademikere. Der var et stærkt sammenhold i familien, og børnene blev opdraget til at være flittige og pligtopfyldende. Inge Funding blev student fra Vejle højere Almenskole 1913 og læste en kort periode statsvidenskab ved Københavns Universitet. I 1916 bestod hun filosofikum og samme år påbegyndte hun sygeplejerskeuddannelsen ved Bispebjerg Hospital. Efter at have taget eksamen i 1919 rejste hun til New York for at arbejde i hjemmesygeplejen og på hospital. Efter hjemkomsten arbejdede hun et halvt år på Sindssygehospitalet i Nykøbing S. og var 1923-30 instruktionssygeplejerske på Bispebjerg Hospital. I 1930 blev Inge Funding udnævnt til forstanderinde på Almindelig Hospital, en stilling, hun bestred, indtil hun ved Charlotte Muncks død i 1932 overtog forstanderindeposten på Bispebjerg Hospital. 1955 gik hun på pension.

Samtidig med at Inge Funding blev forstanderinde på Bispebjerg, stod sygeplejerskeuddannelsen over for statsautorisation, og hun arbejdede meget bevidst på at få uddannelsen til at leve op til et moderne samfunds krav. Hun vægtede både en faglig uddannelse og en personlig og menneskelig udvikling. Det var hendes opfattelse, at skolens ledelse var ansvarlig for det daglige miljø og omgangstonen, hvorimod udbyttet af undervisningen afhang af elevens egen indsats. Bispebjerg Hospitals læreplan var som så mange andre skolers på denne tid sygdoms- og organcentreret. Inge Funding var ud over sygeplejen meget interesseret i litteratur, teater og malerkunst. Denne interesse kom bl.a. til udtryk gennem hendes undervisning, hvor hun som en skuespiller holdt eleverne i sin hule hånd. Hun var desuden i besiddelse af gode lederegenskaber, hørte gerne andres mening og forlangte ikke, at man uden videre antog hendes.

Ved siden af sit arbejde som forstander var Inge Funding også fagligt engageret. 1934-39 var hun formand for Dansk Sygeplejeråds (DSR) Københavns-kreds, 1933-34 og 1943-48 medlem af DSRs bestyrelse og forretningsudvalg. 1941-43 sad hun desuden i undervisningsudvalget og 1948-55 i den danske Florence Nightingale komité. Hun var endvidere DSRs repræsentant i Retslægerådet. 1946-54 var hun medlem af Indenrigsministeriets udvalg vedrørende sygeplejerskemanglen og uddannelse af sygeplejersker og 1934-52 medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget for Dansk Røde Kors. Sammen med Frode Rydgaard redigerede hun 4.-7. udg. af Lærebog og Haandbog i Sygepleje, der udkom i perioden 1933-52. Efter sin fratræden som forstander udnævntes hun i 1955 til ridder af Dannebrogordenen. Sit lange otium i Asserbo brugte hun på litteratur og teater. De sidste år boede hun i kollektivet Skansedalen i Hillerød.