Inge Eriksen

Inge Eriksen blev født 1935 i Skørping, men tilbragte sin tidlige barndom i Sønderjylland, hvor den norske fader arbejdede ved jernbanestationen. Han var frihedskæmper under Besættelsen og døde i 1945 i en tysk koncentrationslejr. Efter hans død flyttede moderen med Inge Eriksen og hendes broder til Ålborg, hvor hun som sygeplejerske forsørgede de to børn. Inge Eriksen lærte således i en tidlig alder både sorgen og angsten at kende. I det nordjyske befandt hun sig imidlertid i et miljø, hvor mennesker kendte og interesserede sig for hinanden, som hun selv skriver i erindringsværket Ved jorden at blive, 1977. Opvæksten i en etageejendom med flere enlige mødre fik også betydning for hendes senere indstilling til kønsrolledebatten og hendes tro på kvinder som handlekraftige mennesker, der tager hånd om livet.

Efter realeksamen nærede Inge Eriksen et ønske om at komme i boghandlerlære, men da det ikke kunne lade sig gøre, fik hun i stedet forskellige småjobs. Siden blev hun reklametegner, og efter at hun i 1957 havde taget studentereksamen på Ålborg Studenterkursus, begyndte hun at læse sammenlignende litteratur ved Århus Universitet. Hun opgav dog studierne i 1962 og flyttede til København, hvor hun blev involveret i politisk arbejde på venstrefløjen, bl.a. var hun aktiv deltager i opbygningen af Venstresocialisterne og sad en overgang i partiets hovedbestyrelse. Allerede her i 1960’erne deltog hun flittigt og engageret i den offentlige debat, og med tiden blev hendes selvstændige og ofte kontroversielle position på den politiske venstrefløj synlig. En række af hendes tidlige artikler er samlet i Ni liv, 1977, med undertitlen Beretninger fra anarkiets lange sommer. Bogen afspejlede hendes politiske idealer, der var inspireret af græsrodsbevægelserne og tanken om, at det politiske arbejde i højere grad lykkes, når det foregår i direkte kontakt med menneskers hverdagsliv. Sideløbende med det politiske arbejde læste Inge Eriksen til lærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium og fra 1973, da hun fik sin eksamen, og et par år frem underviste hun i Gladsakse, men blev herefter forfatter på fuld tid.

Inge Eriksen indledte i begyndelsen af 1970’erne et frugtbart samarbejde med maleren og filminstruktøren Jytte Rex. Sammen lavede de i 1974 udstillingen Drømmen og den rasende latter, og året efter fulgte bogen Kællinger i Danmark, der var formet over deres brevveksling fra oktober 1973. Bogen, som har undertitlen Agitationer fra ingenmandsland, var et forsøg på at beskrive et muligt alternativ til udviklingen inden for kvindebevægelsen siden ungdomsoprøret i 1968. Det er kvindernes fortsatte frigørelse og kamp for kollektive handlemuligheder, som forfatterne agiterer for i en genreblandet form, hvor breve, fiktive beretninger og mere analytiske afsnit står side om side. 1976 udkom Inge Eriksens store litterære satsning, tobindsromanen Victoria og verdensrevolutionen. Kællinger i Danmark havde vakt debat, men det var intet mod den modtagelse og diskussion, som blev hendes første roman til del. Som titlen antyder, var det Inge Eriksens ambition at skildre hovedpersonens liv og følelser sideløbende med hendes engagement og involvering i en politisk revolutionsproces, idet det er forfatterens forestilling, at disse to områder ikke kan adskilles. Med sin enestående optimisme, stærke kvindelige hovedperson og happy end er romanen således en utopisk beretning, henlagt til 1950’ernes Sydamerika, om den socialistiske revolution og kvindernes frigørelse. I den følgende roman Fugletræet, 1979, tematiseres der i en krydsklipning mellem to kvinder over nutidsmenneskets splittelse mellem arbejde og kærlighed, mens Silkehavet, 1981, er en historisk sørøverroman med en kvindelig heltinde.

Inge Eriksen debuterede som dramatiker i 1980 med fremtids- og computergyseren Vinden er ikke til salg. I science fiction-serien Rummet uden tid, der kom i fire bind i årene 1983-89, brugte hun igen fremtidskulisserne i en ambitiøs samtidshistorie om utopiens umulighed og de politiske og psykologiske mekanismer i en historisk udvikling. Ifølge Inge Eriksen går det galt, når mennesket sætter sig uden for historien og flygter fra problemerne ved at skabe sit eget utopiske univers. Denne grundfortælling genfindes i Hjertets femte kammer, 1992, og Hertuginden, 1995, to samtidsromaner om mennesker, der forsøger at leve et anstændigt og medmenneskeligt liv med de erindringer fra Anden Verdenskrig, de bærer med sig. Anstændighed, håb og mening er også væsentlige pejlemærker i Tørvegraverne, 1997, der handler om den midaldrende fotograf Claras liv i årene efter Berlinmurens fald og frem til kuppet mod Gorbatjov i sensommeren 1991. Her, som overalt i forfatterskabet og i rollen som intellektuel i den offentlige debat, mærker man et brændende menneskeligt engagement, præget af livsindsigt og kontant erfaring med både sociale og politiske forhold. Inge Eriksen har modtaget Otto Benzons Pris 1976, Adam Oehlenschläger-Legatet 1987 og HKs Kunstnerpris 1996.