Inga Nielsen

Inga Nielsen har dybe rødder i Danmark, selvom hendes opvækst og uddannelse for størstedelen er foregået i udlandet. Det var også i international sammenhæng, hun slog igennem, og hun er senere blevet en af verdensscenens mest efterspurgte operasangere. Hendes sanglyst blev tidligt støttet af forældrene, især hendes fader var meget interesseret i musik. Under et flerårigt ophold i USA holdt han foredrag om Danmark, og her optrådte den kun fireårige Inga Nielsen med danske folkesange, akkompagneret af faderen.

Inga Nielsen tog musiksproglig studentereksamen i 1965 på Aurehøj Gymnasium, hvor man havde lagt mærke til hendes usædvanlige stemme med den præcise intonation. En videre uddannelse inden for sangerfaget var oplagt. Med en østrigsk moder faldt det naturligt, at Inga Nielsen fik en stor del af sin uddannelse i Wien, hvor hun i årene 1965-67 studerede musik og sang på Akademie für Musik und darstellende Kunst. Derefter studerede hun på Musikhochschule i Stuttgart og hos professor J. Sipos i Budapest. Mens hun studerede i Wien, gik hun til koncert næsten hver aften og fik et bredt kendskab til både opera og orkestermusik. Inga Nielsen fik sine første engagementer i Tyskland og Schweiz, hvor hun fortrinsvis sang operette og fik den nødvendige scenerutine. 1975-80 var hun fastansat ved operaen i Frankfurt og tilegnede sig et stort repertoire inden for det lyriske rollefag. Her mødte hun også sin senere ægtefælle, basbarytonen Robert Hale. Parret bosatte sig i Frankfurt og senere i Zürich.

Inga Nielsens ry, især som en fremragende Mozartsangerinde, bredte sig hurtigt, og hun modtog så mange tilbud, at hun i 1980 besluttede at arbejde freelance. Siden har hun sunget på de fleste store operascener, bl.a. i Berlin, Hamburg, München, Zürich, Milano, Paris, London og New York samt ved alle de store europæiske operafestspil. Gæstespil har endvidere ført hende til Sydamerika og Japan. Det var en milepæl i karrieren, da Inga Nielsen sang Constance i Mozarts Bortførelsen fra Seraillet ved festspillene i Salzburg i 1987. Samme rolle indbragte hende international anerkendelse ved en nyopsætning på Covent Garden i London med den ungarske dirigent G. Solti i 1987, og et nyt, stort publikum lærte hende at kende, da forestillingen blev optaget til tv og udsendt i en lang række lande, herunder Danmark.

Efterhånden som Inga Nielsens stemme er blevet bredere og mere dramatisk, har hun udviklet et tungere repertoire. Soubretterollerne er et for længst overstået kapitel, Mozart- og koloraturpartier er forladt til fordel for partier i det dramatiske rollefag. Her fik Inga Nielsen det store gennembrud som Salome i Richard Strauss’ opera af samme navn. Derpå fulgte Strauss-rollerne Crysothemis i Elektra og Kejserinden i Kvinden uden skygge, titelrollen i Beethovens Fidelio samt de lyriske Wagnerpartier som Elsa i Lohengrin og Elisabeth i Tannhäuser. Først i sæsonen 1983-84 fik det danske operapublikum lejlighed til at opleve Inga Nielsen på Det Kgl. Teater som Sophie i Strauss’ Rosenkavaleren og som Violetta i Verdis La Traviata. Siden har hun optrådt samme sted som G. Donizettis Norina i Don Pasquale, Donna Elvira i Don Giovanni og som Marskalinden i Rosenkavaleren samt i titelpartierne i G. Puccinis Tosca og Madame Butterfly. Den berømte sopran har dog oftere kunnet opleves i landets koncertsale. Her har hun ved flere lejligheder markeret sin store alsidighed og begejstret både anmeldere og publikum, fx da hun sang titelpartiet i Donizettis Lucia di Lammermoor ved en koncertopførelse i 1989 arrangeret af Danmarks Radio. To år efter gentog hun succesen ved endnu en koncertopførelse, denne gang som Elektra i Idomeneo. I 1993 fik hun sit folkelige gennembrud herhjemme ved en koncert i Idrætsparken sammen med den spanske verdenstenor Placido Domingo. Koncerten blev en stor personlig succes for Inga Nielsen. Den senere tv-transmission gav hende tillige en berømmelse, der sjældent opnås af en sanger i det klassiske operafag. Viljen til at glæde et bredere publikum har Inga Nielsen også demonstreret i andre sammenhænge, bl.a. har hun sammen med sin ægtefælle indsunget en cd med evergreens og musicalsange. I 1995 kunne hele Danmark igen opleve hende i fjernsynet, da hun sang ved prins Joachims og prinsesse Alexandras bryllup. I 1998 optrådte hun ved Storebæltsbroens indvielse.

Inga Nielsen har altid været perfektionist med en meget stor arbejdsdisciplin, der har været med til at fastholde hendes position i verdenseliten. Med tiden er rollefaget blevet mere dramatisk, men stemmen besidder stadig den fleksibilitet, der grundlagde hendes ry som en af verdens bedste Mozartsangere. Hendes usædvanlige stemmepotentiale har givet hende mulighed for at synge et meget alsidigt repertoire, og hun har konstant formået at overraske sit publikum. Hendes vokale evner og brede interesse for musik har således også ført hende til moderne opera. I 1983 sang hun titelpartiet i H.W. Henzes opera The English Cat, en rolle, som var skrevet specielt til Inga Nielsen. Hendes præstation vakte international opsigt, hvilket også var tilfældet, da hun sang Ursula i P. Hindemiths Mathis der Maler i 1995 på Covent Garden. Inga Nielsen har bl.a. modtaget Musikanmelderringens Kunstnerpris 1980, Aksel Schiøtz-Prisen 1984, Tagea Brandts Rejselegat 1984 og Elisabeth Dons’ Mindelegat 1987. Hun udgav sin første soloplade i 1985 og har siden medvirket ved flere pladeindspilninger, bl.a. af Salome og Fidelio. I 1992 blev hun ridder af Dannebrogordenen og i 1998 udnævnt til kgl. kammersangerinde.