Ina Lange

Ina Lange voksede op i et svensksproget embedsmandsmiljø i Helsingfors. Efter at have fået sin første undervisning i hjemmet blev hun 1870-71 uddannet på en højere pigeskole i Berlin, hvor hun også begyndte en musikalsk uddannelse hos pianisten C. Tausig. Hendes videre uddannelse til pianist foregik ved konservatoriet i Moskva under ledelse af A. Rubinstein og P. Tjajkovskij. I 1875 opholdt hun sig i Stockholm, hvor hun lærte Strindberg personligt at kende. Han følte sig både tiltrukket og frastødt af hendes dominerende personlighed, hvilket fremgår af hans skildring af hende i skrifterne Röda rummet, 1879, og En dåres försvarstal, 1887-88. Gennem Ina Lange blev Strindberg introduceret for hendes veninde, den senere skuespillerinde Siri von Essen, med hvem han nogle år efter blev gift. Efter at være vendt tilbage til Finland giftede Ina Lange sig 1876 med den svenske operasanger og sangpædagog Algot L., som var ansat ved det svenske teater i Helsingfors. I 1878 bosatte ægteparret sig i Stockholm, hvor Algot L. frem til 1884 var ansat som sanger ved Kungliga Theatern. Også en broder til Ina Lange, Filip August Forstén, var sanger og virkede bl.a. ved operaen i Stockholm. Under sit 26 år lange ægteskab foretog Ina Lange adskillige koncertrejser med sin mand i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og England. Ud over at optræde som klaversolist akkompagnerede hun ham. Under en vinters ophold i Paris fungerede hun desuden som akkompagnatør for sangerinden Pauline Viardot Garcias elever på musikkonservatoriet.

I 1884 fik Ina Lange under pseudonymet Daniel Sten sin debut som skønlitterær forfatter med fortællingen Bland ödebygder och skär, der i de følgende år fulgtes op af Sämre folk og Luba (da. udg. Luba, 1891). Heri skildrede hun indtryk fra sit hjemlands underklasse og almue, men også sin fascination af det højere selskabsliv, hvilket senere kom til udtryk i bøgerne under eget navn Från rokokotidens musikliv (da. udg. Fra Rokokotidens Musikliv, 1917) og Fredrik den Stores älskarinna, 1915 (da. udg. Frederik den Stores Elskerinde Barberina Campanini, 1916). Hun skrev desuden til en række svensksprogede tidsskrifter.

Da ægtefællen i 1885 blev ansat på Det Kgl. Teater i København, flyttede parret til Danmark. Her blev Ina Lange af den svenskfødte kronprinsesse Louise knyttet til det danske hof som kammerpianist, og gennem otte år underviste hun prinsesserne i klaverspil. I 1898 lod hun sig skille fra sin mand, og hendes musikalske interesse synes herefter at have koncentreret sig om musikhistorie og formidling af tidligere tiders musik. Sammen med den svenske sangerinde Anna Petterson Norrie gav hun således i Stockholm 1899 en koncert med musik af bl.a. franske komponister fra 1500-, 1600- og 1700-tallet, og i København optrådte hun ved historiske koncerter på Musikhistorisk Museum. Hun lagde vægt på at spille det ældre franske repertoire på originalinstrumenter, fx på cembalo og klavichord. For yderligere at give indtryk af stemningen fra de aristokratiske kredse i 1700-tallets Frankrig optrådte hun i rokokokostume og pudret paryk. I sit hjem samlede hun desuden en kreds af sangere og musikere til foredrag om en række af de store komponister. Ifølge forfatterinden Ingeborg Maria Sick havde hun enestående evner for at gøre stoffet levende og forlangte gerne det meste af lyset slukket, så tilhørerne uforstyrret kunne lytte til fortællingerne i ord og toner.

I Dansk Tonekunstnerforening og Dansk Musikpædagogisk Forening holdt Ina Lange nogle musikhistoriske foredrag, der lagde grunden til et større forfatterskab, der talte bøger om komponisterne Gluck, Bach, Händel, Haydn, Mozart, Beethoven, Felix Mendelssohn og Schumann. Skønt hun byggede sine bøger på grundige kildestudier og var i kontakt med en række fremtrædende musikforskere i ind- og udland, havde hun ikke ambitioner om at skrive lærde afhandlinger. Hendes målsætning var først og fremmest at gøre musikhistorien tilgængelig for et ikke-akademisk publikum, og hun tøvede ikke med at digte videre ud fra kilderne for på denne måde at give læserne en levende skildring af fortiden. En af dansk musikvidenskabs grundlæggere Angul Hammerich var stærkt kritisk over for hendes poetiserende fremstillingsform, der havde forbillede i tysk historiografisk tradition i anden halvdel af 1800-tallet. Ina Lange lod sig ikke gå på af kritikken, men beklagede den uforsonlige tone, der herskede blandt musikforskerne. Når hendes mange skrifter ikke kom til at øve indflydelse på dansk musikvidenskab, skyldes det antagelig, at hendes musikhistoriesyn afveg fra Hammerichs.

Fra 1913 var Ina Lange i nogle år bosat i Malmø for som medlem af Sveriges allmänna vetenskapliga och populara Föreläsningsförening at kunne tage på foredragsturnéer i de sydsvenske provinsbyer. 1922 var hun med til at stifte dansk-finsk forening. Som en anerkendelse af sit virke for Finland, der også omfattede et overblik over finsk musik, publiceret i Skilda Tiders Musikmästare, 1913, blev hun 1928 tilkendt Förtjänsttecken av Vita Rosen.