Ida Bombelles

Ida Bombelles' moder, salonværtinden Friederike Brun, begyndte at dyrke sin datters talent for sang og dans, efter at hun i 1796 havde set englænderen Lady Emma Hamilton optræde med attituder, dvs. som “levende skulptur”, i Napoli. I årene 1801-03 og 1805-10 rejste Ida Bombelles med sin moder i Tyskland, Schweiz og Italien, og efter 1816, da hun blev gift med den østrigske diplomat, greve Louis Philippe de B., boede hun bl.a. i Tyskland og Italien. Hun var lige så berømt for sine attituder som Lady Hamilton og den tyske fru Händel-Schütz og for sin sang som Angelica Catalani, en af tidens mest fejrede italienske operasangere.

Opdragelsen har moderen beskrevet i Idas ästhetische Entwickelung, 1824. Ida Bombelles fik overalt, hvor hun boede, de bedste lærere i dans, sang og musik. Hun optrådte spontant allerede som femårig og i større tableauer fra år 1800. Kendt uden for salonen blev hun omkring 1803, hvor hun bl.a. optrådte for Goethe i Jena. Efter nogle glidende bevægelser stivnede hun nogle sekunder for så igen yndefuldt at bevæge sig og drapere sig i tunikaens folder. I positurerne genkendte hendes tilskuere klassiske kvindefigurer som Iphigenia, Galathea, Eurydike, Diana, Kanefore, Aurora og Althea. I dag kender vi Idas attituder fra den tyske C.H. Knieps tegninger og fra hyldestdigte af franskmanden Alphonse de Lamartine, tyskeren A.W. Schlegel, J.L. Heiberg og Jens Baggesen og desuden fra moderens beskrivelser både i bogen om hende og i talrige korrespondancer. Bertel Thorvaldsen lavede en marmorbuste af hende og modellerede hendes hænder, og den franske forfatter Mme de Staël har beskrevet hende i De L’Allemagne fra 1810, hvor hun fremstiller Ida Bombelles som en danser mellem skulpturen og balletten og beklager, at den unge pige på grund af sin herkomst ikke kan optræde offentligt. Fra 1806 til 1816 var Ida Bombelles den vigtigste attraktion i de saloner, hendes moder etablerede i København, Genève og Rom.

Efter at Ida Bombelles var blevet gift og rejste fra hof til hof i Østrig, Italien og Tyskland sammen med sin mand, koncentrerede hun sig om sangen. Da han døde, blev hun, der var barnløs, selskabsdame for Napoleons enke Marie Louise i Parma. Efter Marie Louises død flyttede hun til Wien og endte sit liv dér. I kilder fra samtiden beskrives Ida Bombelles som smuk og besjælet, når hun optrådte, men tom, barnlig, naiv og ligegyldig i almindeligt samvær. Om det er sandt, er umuligt at vurdere i dag; Ida Bombelles bad sin søster brænde alle breve og papirer efter hendes død. Ida Bombelles' kunst og berømmelse var tidstypisk. Hun blev betragtet som et naturtalent, men moderen havde målrettet uddannet hende i musik, bevægelse, kunst og klassisk mytologi. Ida Bombelles bevægede sig i salonerne midt imellem den private og den offentlige kunstscene. Hun dyrkede genrer, der senere i 1800-tallet blev almindeligt dannelsesgods for unge pi- ger i borgerskabets dagligstuer: klaverspil, sang, dans, attituder og tableaux vivants. Men hun blev betragtet som kunstner på højde med tidens bedste.