Faktaboks

Hanne Rømer
Født
29. juli 1949, Hvidovre
Arbejdsliv
Komponist
Familie

Forældre: musiklærer Henning R. (1919-93) og musiklærer Astrid Valborg Jensen (1919-95).

Børn: Anna (1973), Pernille (1978).

Komponist, vise- og jazzsanger, guitarist, saxofonist, bigband- og kordirigent, musikpædagog, musikpolitisk talskvinde: Hanne Rømers musikalske talent har spændt vidt. Ud over sit mangeårige virke som musiker og komponist har hun med sit smittende engagement og pædagogiske talent bidraget med nye metoder inden for rytmisk musikpædagogik. Musikpolitisk har hun bl.a. markeret sig som det første kvindelige medlem af Den Danske Jazzkreds 1978-81 og som medlem af Kulturfondens bestyrelse 1994-96. Efterhånden har hun i tiltagende grad prioriteret komponisterhvervet og har bl.a. skrevet flere værker for større kor- og orkesterbesætninger.

Sammen med sine søskende Lotte R. og Ole R. voksede Hanne Rømer op i et hjem, hvor musikken var det naturlige samlingspunkt. Hun studerede klassisk guitar ved Musikkonservatoriet 1971-73 og tog bifagseksamen i musik ved Københavns Universitet i 1975, i samme periode lærte hun sig at spille saxofon, trods manglende kvindelige forbilleder. Hanne Rømer hører til den generation af kvindelige musikere, der siden midten af 1970’erne har markeret sig på den rytmiske musikscene. I 1975 dannede hun sammen med søsteren Lotte R., Karen Mortensen og Irene Becker rockgruppen Hos Anna, en københavnsk pendant til Anne Linnets Shit og Chanel fra 1974. Hanne Rømer komponerede en del af gruppens materiale, men det blev kvindebigbandet Hexehyl Big Band, som hun samlede i 1978, der for alvor udfordrede hendes kompositoriske evner. Efter videreuddannelse på Dick Grove School of Music i Los Angeles 1981-83, hvor Hanne Rømer fik diplom som komponist, arrangør og orkesterleder, komponerede hun flere værker til Danmarks Radios Underholdningsorkester og vandt i 1985 Komponisternes Underholdningsmusik Pris (KUP 85) for orkesterværket Total Fear is a Sneaky Friend.

Hanne Rømers musik er inspireret af både rytmisk og klassisk musik, og i 1996 blev hun medlem af komponistsammenslutningen Den tredie vej, hvor rytmiske musikere komponerer for klassiske besætninger. Siden 1990 har hun ledet Sønderjyllands amtsorkester Jomfru Fanny Big Band, og siden 1994 det nordiske kvindebigband April Light Orchestra, som blev dannet til den nordiske kvindekonference i Åbo. I løbet af 1990’erne har Hanne Rømer udgivet flere cd’er, bl.a Akiyava, 1990, og Ametyst, 1994, i duo med pianisten Marietta Wandall samt Come Rain or Come Shine indspillet med egen kvartet i 1994. Både som musiker, dirigent og komponist har Hanne Rømer været et forbillede og en inspirator, centralt placeret i arbejdet for at skabe bedre forhold for kvindelige musikere.

Beskrivelser og portrætter af Hanne Rømer

  • Lotte Rømer: Sølvfuglens vinger, 1997. Dansk Musik Tidsskrift 4/1992-93.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig