Hanne Marie Svendsen

Hanne Marie Svendsen voksede op i Skagen. Faderen døde, da hun var otte år, og i stedet trådte moderens moster ind som det andet voksne holdepunkt. Efter at have taget studentereksamen 1951 i Frederikshavn studerede hun dansk og tysk ved Københavns Universitet, hvor hun i 1958 tog eksamen som cand.mag. Mens hun studerede, giftede hun sig med forlagsmanden og litteraten Werner S. Gennem en del år arbejdede hun som litteraturformidler i Danmarks Radio (DR), hvor hun 1960-63 var ansat som programmedarbejder og 1972-79 var souschef i Teater- og Litteraturafdelingen. 1965-70 var hun amanuensis ved Københavns Universitet. Under sin første ansættelse i DR skrev hun På rejse ind i romanen, 1962, en pædagogisk indføring i romanlæsning og fortællerforhold, der oprindelig blev udgivet i forbindelse med DRs voksenundervisning Søndagsuniversitetet og senere genoptrykt.

Som barn havde Hanne Marie Svendsen fået digte antaget til oplæsning i børneradioen. Der skulle gå mange år, inden hun igen prøvede kræfter med skønlitteraturen, men i 1977 udgav hun Mathildes drømmebog, en roman trykt på to farver papir, der markerer afstanden mellem en stadig mere konform hverdag og de drømme og sanser, hovedpersonen efterhånden mister kontakten til. Med sin betoning af sansning og fantasi som væsentlige og frigørende erkendelsesformer viste debutromanen hendes særlige tilgang til 1970’ernes kvindelitterære strømning. Også de næste romaner Dans under frostmånen, 1979, og Klovnefisk, 1980, fulgte tiårets mønster i sin skildring af bevægelsen fra hæmning til frigørelse. Sit store læsergennembrud fik hun med Guldkuglen, 1985, der også indbragte hende Kritikerprisen. Med inspiration fra Sydamerikas fantastiske roman fortalte hun her en historie med mange lag. Det er fortællingen om en ø og dens beboere, men samtidig skildres intet mindre end selve verdens historie og de to køns kamp og kærlighed. Bogen var også et fortælleteknisk eksperiment, der beretter om sin egen tilblivelse, og i sin form bryder den med den almindelige lineære tidsopfattelse. I dens mange historier mærkes en glæde ved selve fortællingen, som Hanne Marie Svendsen har med sig fra barndommens besøg hos Skagens gamle historiefortællere. Med Guldkuglen begyndte hun at udfolde sin særlige version af kønnenes dialektik og sin vision om kunstens og fantasiens forsonende evne. Hos mændene finder hun driftigheden, der både rummer aggressionen og viljen til udvikling, hos kvinderne tidløsheden, men også vægringen mod forandring. Det er et tema, hun fulgte op i skuespillet Rosmarin og heksevin, 1987, hvor Odysseus konfronteres med Kirke. Manden kommer med sin uro og sine drømmebilleder af kvinden, mens hun på den anden side går så vidt som til at benægte historien og udviklingen. Begge forandres i det erotiske møde. I romanen Under solen, 1991, findes et portræt at den mandlige erobringstrang som destruktion; her myrder den kvindelige hovedperson bymatadoren, der vil underlægge sig naturen og omdanne den til et kommercielt center af forretninger og forlystelser.

Det kontinuerlige projekt i Hanne Marie Svendsens bøger er brobygningen mellem hverdagslivet med dets fornuftsprægede tilgang til verden og fantasien, der lever i drømme, eventyr og kunst. Hun skriver igen og igen om mennesker, der bryder op eller bliver bragt i et opbrud fra deres hverdagsrutine. Det gælder titelpersonen i Kaila på fyret, 1987, og jegfortælleren i Karantæne, 1995, der både har et ægteskabeligt forlis, en familiehistorie og konfrontationen med den moderne finansverdens lyssky transaktioner med i bagagen. Mildere er Rejsen med Emma, 1996, hvor en kvindelig forfatter fortæller om sin rejse i Sydamerika med et fragtskib. Hun vil både afklare et kærlighedsforhold og skrive en roman i dialog med et af den norske forfatter Henrik Ibsens skuespil, men turen rummer så mange dramatiske, eventyrlige og poetiske tildragelser, at romanen forbliver uskrevet. “Verden er dit eventyr,” hedder det i børnebogen Den røde sten, 1990, og Hanne Marie Svendsen vil gerne åbne sine personers og læseres øjne for eventyret. En øjenåbner af en anden slags er børnebogen Spejlsøster, 1995, hvor en pige på besøg hos sin mormoder føres ind i Skagensmalernes verden, guidet af Anna og Michael Anchers datter Helga, der viser sig i billeder og fantasier. Her vender Hanne Marie Svendsen tilbage til Skagen, hvor kunsten, fantasien og historien mødes og gør verden større. Hanne Marie Svendsen var 1968-70 medlem af Statens Kunstfonds litterære udvalg, af Kunstfondets repræsentantskab 1973-76 og af styrelsen for Det rejsende Landsteater 1977-84. Ud over Kritikerprisen har hun bl.a. modtaget Herman Bangs Mindelegat i 1987 og Tagea Brandts Rejselegat samme år. Siden 1993 har hun fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.