Hanne-Vibeke Holst

Med havets brænding og lyden af begge forældres klaprende skrivemaskiner som lydkulisse voksede Hanne-Vibeke Holst op i Løkken sammen med to mindre søstre. Efter et ophold på en pigeskole i Wien tog hun studentereksamen fra Brønderslev Gymnasium i 1977. Barndomshjemmet var præget af, at forældrene havde stærkt svingende indtægter, og Hanne-Vibeke Holst har ved flere lejligheder fortalt, at det var hende magtpåliggende at opnå økonomisk stabilitet i sit eget liv. Hun har altid ønsket at være forfatter, men for at sikre sig et rimeligt udkomme besluttede hun at tage en journalistuddannelse. Efter sin eksamen fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984 var hun først ansat på Berlingske Tidende i et par år og derefter på Søndags-B.T., det senere Ugebladet Søndag. Siden 1987 har hun arbejdetfreelance, fra 1995 bl.a. som klummeskribent på Alt for damerne. Ligesom det faldt hende naturligt at skrive, blandede hun sig selvfølgeligt i samfundsmæssige anliggender, og hendes brede sociale- og kulturpolitiske interesser har gennem årene ført til en række meget forskellige tillidshverv og bestyrelsesposter, bl.a. i regeringens højskoleudvalg, Sex og Samfunds præsidium og den danske UNESCO-nationalkommission.

Som vordende journalist startede Hanne-Vibeke Holst en debat i B.T. om butiksdøden med et indigneret læserbrev om et ældre ægtepar, der havde en lille gammeldags købmandsbutik, men nu måtte dreje nøglen om. Indlægget skulle vise sig typisk for Hanne-Vibeke Holst, hvis sociale engagement hviler på jordbunden humanisme og folkelige værdier. Det første ægteskab førte til et liv som diplomatfrue i Bruxelles og Moskva, og fra begge destinationer rapporterede hun flittigt hjem til bl.a. Politiken og Alt for damerne, men også i artiklerne fra den store verden var det hverdagen, hun ville fortælle om. At hun har noget afvæbnende og tillidsvækkende i sit væsen, der får folk til at fortælle, viste sig både i hendes tv-dokumentarserie Fra ´Swinouj´scie til Odessa, 1995, om det nye Østeuropa, og i en række tv-forfatterportrætter, der blev sendt 1997-99. Men at perspektivet er nært, betyder ikke, at det er apolitisk. Hanne-Vibeke Holst har tværtimod vist sig som en af de få kulturpersonligheder, der ikke nøjes med at kommentere verden, men også tager stilling til den, og hun er bl.a. gået aktivt ind i EU-debatten på ja-siden.

Siden debuten med ungdomsbogen Hejsa, Majsa!, 1980, har forfatterskabet, der også omfatter manuskripterne til filmen Dagens Donna, 1990, og tv-serien Strisser på Samsø, 1997, til stadighed kredset om moderne pige- og kvindeliv. Den egentlige tematik drejer sig især om en indre dobbelthed i den ny tids kvindeidentitet: behovet for nærhed, der tilsyneladende ikke kan opfyldes, uden at man samtidig får stækket sin handlekraft og dynamik. Denne ambivalens, som Hanne-Vibeke Holst med stor konsekvens har beskrevet med lige vægt på begge poler, er den indre motor, der trods mange klichéer og en vis ferm professionalisme holder forfatterskabet levende og gør hende interessant at læse for moderne kvinder. I 1990’ernes trilogi: Thereses tilstand, 1992, Det virkelige liv, 1994, og En lykkelig kvinde, 1998, er splittelsen for alvor rykket inden for i hovedpersonen. Kort før En lykkelig kvinde udkom, udtalte hun, at hendes forfatterskab er “destilleret liv”. Theresetrilogien er både et generationsportræt og stærkt præget af Hanne-Vibeke Holsts personlige liv. Som en understrøm gennem samtlige tre bind løber beretningen om et problematisk forhold til forældrene, som begge er fjerne og selvoptagne. Ikke mindst er En lykkelig kvinde en begrædelse af manglen på en faders kærlige nærvær. Det er en feministisk udviklingsroman, der handler om at smide en egoistisk mand på porten og i stedet finde sig en ægte omsorgsfuld partner. Men det er også historien om en kvindes længsel efter at realisere sig selv gennem forholdet til en positiv, nærværende faderfigur.

I 1997 skrev Hanne-Vibeke Holst til bladet Samvirke om den svenske feminist Nina Björks bog Kvindelighedens maskerade. Siden har hun betegnet sig selv som feminist og været aktiv i Kvindeligt Selskabs regi. Forfatterskabets seneste udspil Min mosters migræne – eller Hvordan jeg blev kvinde, 1999, kalder hun selv “en feministisk erindringsbog”. Som Suzanne Brøgger har hun opnået at blive en samlingsfigur for mange af sin tids kvinder. Den tætte forbindelse mellem liv og værk, der gør Hanne-Vibeke Holsts bøger til 1990’ernes svar på 1970’ernes bekendelseslitteratur, repræsenterer unægteligt et behov for at spejle sig og vise sig selv frem i idealiseret udgave. Men samtidig blotter hun sin egen sårbarhed og inviterer generøst læseren inden for i et univers, mange kvinder har kunnet se sig selv og deres liv fortolket i. Selvom den kunstneriske kvalitet af hendes bøger er omtvistet, har denne genkendelighed gjort hende til en gennemgående og fremtrædende figur i dansk kulturliv, og som forfatter besidder hun en sjælden popularitet.