Faktaboks

Gudrun Marie Frost Nielsen
Født
2. juni 1906, Østerild sogn
Død
12. maj 1997, Thisted
Arbejdsliv
Fabrikant og virksomhedsejer
Familie

Forældre: urmager Frederik Emil Jensen (1880-1979) og Mette Kirstine Frost (1890-1919).

Gift 14. november 1926 med fabrikant Carl Wilhelm N., født 12. februar 1902 i Thisted, død 6. december 1947 samme sted, s. af brygger Carl Peter Vilhelm N. og Johanne Nielsen.

Børn: Poul Flemming (1927), Carl (1933), Hans Jørgen (1935), Hanne Kirsten (1941), Mogens (1944).

Gudrun Marie Frost Nielsen blev handelsuddannet i et manufakturfirma i Thisted, men kom fra starten af sit ægteskab i 1926 med i arbejdet på den margarinefabrik, som hendes mand to år tidligere havde etableret lige uden for Thisted. Endnu i 1920’erne voksede antallet af margarinefabrikker i Danmark, og der var mulighed for at begynde forholdsvis små fabrikker, som kun tog sigte på det lokale marked. Denne type tilhørte familien Nielsens fabrik, Dragsbæk Margarinefabrik. I kraft af nøjsomhed og godt familiesammenhold lykkedes det dem imidlertid at opretholde fabrikken også under besættelsestidens vanskeligheder. I 1947 døde Gudrun Marie Frost Nielsens mand, og hun stod alene tilbage med fem børn. Sammen med den ældste søn Poul N., der havde været medarbejder i virksomheden siden 1945, valgte hun imidlertid at fortsætte fabrikationen, og der blev endnu en gang brug for hårdt arbejde og sammenhold. Frem til 1955 stod Gudrun Marie Frost Nielsen alene med ledelsesansvaret. Derefter blev virksomheden omdannet til interessentskab mellem Gudrun Marie Frost Nielsen og hendes søn.

Fabrikationen, der under Besættelsen havde omfattet fremstilling af både brød og sæbe, blev efterhånden koncentreret om margarine. Det lykkedes at konsolidere virksomheden så meget, at da koncentrationstendenserne for alvor satte ind inden for dansk margarineproduktion i 1960’erne, hørte Dragsbæk Margarinefabrik til dem, der kunne købe konkurrenterne op. I alt opkøbte virksomheden i løbet af 30 år 17 fabrikker i forholdsvis stilfærdighed. Den medieomtale, som andre i branchen fx Johnny Vang-Lauridsen fik, var ikke noget, Gudrun Marie Frost Nielsen søgte. Hun tog del i virksomhedens drift på alle niveauer fra ledelse over drøftelser af de store linier til bogholderimæssige opgaver. Hun fortsatte sit arbejde i og for virksomheden helt til sin død i 1997 som 90-årig og var med til at tegne billedet af den udadtil, hvor hun næsten kom til at stå som legemliggørelsen af den flid og udholdenhed, der lå bag virksomhedens succes. Hun efterlod sig en fabrik med 100 ansatte, der producerede 40.000 tons margarine om året, hvoraf en tredjedel blev eksporteret, resten afsat i Danmark, hvor Gudrun Marie Frost Nielsen havde erobret en markedsandel på 34%.

Beskrivelser og portrætter af Gudrun Marie Frost Nielsen

  • Århus Stiftstidende 17. december 1995.

Tilknytning til organisationer

  • Dragsbæk Margarinefabrik

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig