Gudrun Boysen

Danmarks første kvindelige professor i neurologi Gudrun Boysen er et sjældent rummeligt menneske, som naturligt har formået at forene det jordnære og robuste med en idealistisk indstilling og en sans for videnskab, venskaber og kunst. Hendes vej er gået fra slægtsgården på Lolland via Sorbonne i Paris til medicinstudiet ved Københavns Universitet og videre gennem den fornemme Mayo Clinic i USA, til en overlægestilling og et professorat.

Opvæksten i Lille Utterslev var stærkt præget af moderen, der oprindelig havde ønsket at læse jura og havde studeret et år på Sorbonne. Da Gudrun Boysen var ti år, døde faderen, og moderen overtog driften af gården og ansvaret for fire børn. Under sin gymnasietid i Nakskov malede Gudrun Boysen oliebilleder. Hun ville være skuespiller og fattede interesse for sammenlignende litteraturstudier. Den kvindelige læge i den amerikanske forfatter Hemingways Hvem ringer klokkerne for? ansporede dog hendes ønske om at gøre gavn for samfundet og bidrog til at vække hendes interesse for lægegerningen. Efter nysproglig studentereksamen i 1957 fra Nakskov Gymnasium blev hun au pair-pige på et vinslot i Frankrig. Senere samme år slog hun sig ned i Paris for at studere kunst og historie, og 1958 begyndte hun at læse medicin i København Her mødte hun en musisk medstuderende Troels Kardel, som i 1964 blev hendes mand. De fik senere de to døtre. I 1966 bestod hun med bravur såvel den danske lægevidenskabelige eksamen som den amerikanske eksamen for udenlandske læger.

Som ung kursuslæge på Rigshospitalets kirurgiske afdeling blev Gudrun Boysen i 1967 ansat ved Kredsløbslaboratoriet. Miljøet var uortodokst, og hun befandt sig godt på dette sted, hvor den navnkundige hjerneforsker Niels A. Lassen tog initiativ til måling af hjernens blodgennemstrømning under operationer på patienter med forsnævring af halspulsårerne. Det blev herefter muligt at kortlægge sammenhængen mellem hjernens blodforsyning og nervecellernes elektriske aktivitet, og Gudrun Boysen kastede sig over forskning inden for området. På baggrund af sine arbejder kunne hun i 1973 forsvare afhandlingen Cerebral Hemodynamics in Carotid Surgery for den medicinske doktorgrad ved Københavns Universitet. Afhandlingens centrale forskningsfund blev bekræftet ved samtidige studier ved den højt ansete Mayo i Rochester, USA, hvor hun 1973-74 fik en neurologisk efteruddannelse af højeste kvalitet. I en ekstremt mandsdomineret verden vakte Gudrun Boysen opsigt som den eneste kvindelige foredragsholder ved videnskabelige seminarer. I 1977 blev hun anerkendt som speciallæge i neurologi. Fra 1980 har hun været overlæge i neurologi, først på Rigshospitalet til 1992, siden på Hvidovre Hospital 1993-98 og fra 1998 på Bispebjerg Hospital. I 1993 blev hun professor efter at have været konstitueret professor 1989-91. Hendes hovedinteresse inden for neurologien har været forebyggelse og behandling af svigt i hjernens blodforsyning. Denne interesse har afspejlet sig i en lang række videnskabelige arbejder samt i hendes mange bestyrelsesposter for internationale neurologiske selskaber. Hun har været en af de ganske få neurologer i Danmark, der seriøst har beskæftiget sig med forebyggelse af hjernelidelser. Sammen med kollegaen Ewa Lindenstrøm har hun påvist risikofaktorer for blodprop eller blødning i hjernen: rygning, alkoholisme, højt blodtryk, manglende motion, især hos kvinder, samt p-piller med højt østrogenindhold.

Gudrun Boysen har altid været en pålidelig støtte for andre kvinder, der har ydet væsentlige indsatser inden for forskellige områder. Hun har været engageret i Rehabiliteringscentret for Torturofre og var 1984-97 medlem af centrets bestyrelse. 1989-91 var hun formand for Dansk Neurologisk Selskab. Siden 1994 har hun været medlem af bestyrelsen for Center for Hjerneskade på Amager. Hun har modtaget en række hædersbevisninger og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat i 1994. I 1985 holdt Københavns Universitet 100-års fest for Danmarks første kvindelige læge Nielsine Nielsen. I festtalen plæderede Gudrun Boysen for, at kvindelige læger skulle godtgøres for deres moderskab således, at hver fødsel blev sidestillet med tre videnskabelige artikler. Hendes indlæg, der efterfølgende blev publiceret i Ugeskrift for Læger, gav anledning til en del debat.