Grethe Bartram

Grethe Bartram og Anna Lund Lorentzen var de eneste kvinder, der under retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark blev idømt dødsstraf. Grethe Bartram voksede op i en fattig arbejderfamilie i Århus. Forældrene var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og hele familien og dens omgangskreds var meget aktive kommunister og under Besættelsen involveret i illegalt arbejde. Selv var hun under opvæksten medlem af DKPs børne- og ungdomsorganisationer, og hun gennemførte i flere år et dobbeltspil, hvor hun deltog i illegalt arbejde og samtidig fungerede som stikker for det tyske politi Gestapo.

Allerede som 13-årig forlod Grethe Bartram skolen og fik arbejde først som barnepige og siden som fabriksarbejder. Som 17-årig blev hun gravid og gift med en ung kommunistisk maskinarbejder, men ægteskabet holdt kun i kort tid. Sønnen blev sat i pleje. Hun flyttede sammen med en ny kæreste, tog forskellige pladser som husassistent og sad en overgang model for kunstnere. Hendes angiverier begyndte i efteråret 1942. Dansk politi havde udlovet en dusør på op til 1.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaring af en formodet sabotagebrand i Århus. Gennem sin kommunistiske broder fik hun kendskab til flere af de involverede. Hun videregav oplysningerne til det danske politi, der anholdt sabotørerne. Først herefter overtog tysk politi sagen. Det var altså på opfordring af dansk politi, at Grethe Bartram startede sin karriere som stikker. Mens hun på skrømt deltog i illegalt arbejde, fik hun i foråret 1944 kontakt med Gestapo i Århus og blev knyttet til korpset som fast angiver mod et vederlag på 500-700 kr. om måneden. Hendes kontaktperson var den tyske politimand H. Rothenberg, som hun ifølge egen forklaring opsøgte i et forsøg på at få frigivet broderen, der var blevet idømt to års tugthus i Tyskland for illegalt arbejde. Hun har tillige forklaret, at Rothenberg havde fortalt hende, at formanden for DKP Aksel Larsen under forhør havde videregivet udførlige oplysninger om kommunister og illegal virksomhed, og at hun derfor mente at kunne gøre ligeså. Under retssagen blev disse forklaringer ikke fundet tilstrækkeligt bevist eller at være formildende omstændigheder.

Med sine mange kontakter i det kommunistiske og illegale miljø var Grethe Bartram en meget aktiv og nyttig stikker for Gestapo. Hele den lokale ledelse af det kommunistiske illegale arbejde blev i sommeren 1943 trævlet op som følge af hendes angiverier, men der blev stadig ikke fattet mistanke til hendes dobbeltspil. Tilliden til hende var så stor, at hun i efteråret 1944 blev sendt til København som repræsentant for modstandsbevægelsen med den opgave at søge at etablere en ny Århusledelse. I denne periode modtog hun penge fra både Gestapo og DKP, og de mange penge var medvirkende til, at flere efterhånden fattede mistanke til hende. Da hun vendte tilbage til Århus, arrangerede hun derfor en skinanholdelse af sig selv og sad indtil december arresteret i Frøslevlejren i Sønderjylland. Modstandsbevægelsen havde nu fået klarhed over hendes dobbeltspil og forsøgte at likvidere hende, men hun overlevede et attentat, hvor hun blev skudt gennem hovedet. Under det efterfølgende lazaretophold virkede hun som angiver. Efter at være blevet rask blev hun sendt til Flensborg, hvor hun fik til opgave at spionere blandt tyske marinere, som man frygtede oprør fra. Fra marts 1945 til Befrielsen var hun ansat ved Gestapo i Kolding, hvor hun bl.a. fungerede som cellestikker.

I befrielsesdagene forsøgte Grethe Bartram at flygte og skjule sig, men blev opdaget og anholdt 10. maj. I alt havde hun angivet ca. 50 personer, hvoraf 15 blev udsat for tortur og ca. 35 blev ført til koncentrationslejre i Tyskland. Otte døde her eller blev meldt savnet. Under retssagen tilstod hun de fleste forhold, og hun blev i kriminalretten i Århus 1946 idømt dødsstraf. Dommen blev året efter stadfæstet først af landsretten og siden af Højesteret, hvor dog tre af 11 dommere voterede for livsvarigt fængsel. Ingen kvinde var siden 1861 blevet henrettet i Danmark, og spørgsmålet om benådning eller eksekvering af dødsdommen var omdiskuteret og voldte retssystemet vanskeligheder. På den ene side ville en kønsbegrundet benådning være udtryk for forskelsbehandling, men på den anden side mente man, at henrettelsen af en kvinde ville føles stødende i store dele af befolkningen og være pinlig og ubehagelig for dem, der skulle udføre eksekutionen. Grethe Bartram blev benådet i december 1947 med henvisning til hendes unge alder og hendes opdragelse i “en antireligiøs, kommunistisk og materalistisk ånd”, og hun idømtes i stedet livsvarigt fængsel. I lighed med andre livsvarigt dømte under retsopgøret blev hun benådet efter en række års afsoning. Hun blev løsladt i 1956 og udvandrede herefter til Sverige, hvor hun startede en virksomhed. Retssagen mod hende vakte stor opmærksomhed, og især var offentligheden optaget af hendes motiver til det omfattende stikkeri, der også ramte familiemedlemmer og venner. Trods hendes egne forklaringer, mentalundersøgelser og de mange spekulationer i samtiden er motiverne aldrig blevet afdækket.