Anna Lund Lorentzen

Anna Lund Lorentzen og Grethe Bartram blev som de eneste kvinder dømt til døden under retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark. Mod sin vilje blev Anna Lund Lorentzen benådet og kom til at afsone den livsvarige straf indtil 1956, hvor hun blev løsladt.

Anna Lund Lorentzen tog en uddannelse i restaurationsfaget og arbejdede i denne branche fra sit 18. år. I en ung alder indgik hun et ægteskab, som ikke holdt længe. Allerede i midten af 1930’erne fattede hun sympati for nationalsocialismen og var tyskvenligt indstillet uden dog nogensinde at melde sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. I 1943 forelskede hun sig stærkt i den to år yngre Jørgen Lorentzen, og de flyttede sammen. Han var medlem af det danske nazistparti og tog i 1944 tjeneste i det tyske efterretningspoliti E.T., hvor han hurtigt blev leder af en aktionsafdeling, som fik tilnavnet Lorentzenbanden. Efter i kort tid at have været ansat som sekretær i E.T. blev Anna Lund Lorentzen fuldt medlem af Jørgen Lorentzens afdeling, der havde til opgave at foretage anholdelser, gennemføre foreløbige afhøringer af personer med tilknytning til modstandsbevægelsen og afhente illegale lagre, når de blev opdaget. Gruppen arbejdede meget effektivt og foretog mellem 600 og 800 anholdelser i perioden fra december 1944 til maj 1945. Under anholdelser og afhøringer anvendte gruppens medlemmer vold og forestod egentlige mishandlinger; de videregav mange anholdte til det tyske sikkerhedspoliti og udførte flere drab i forbindelse med anholdelser eller gengældelsesaktioner. Anna Lund Lorentzen deltog overordentlig aktivt i afhøringerne, opfordrede og opmuntrede til mishandlinger, som hun også selv udførte. Under retssagen efter Besættelsen vurderede man, at hun havde været Jørgen Lorentzens højre hånd og næstkommanderende.

Da Befrielsen kom 5. maj 1945, stak hun og Jørgen Lorentzen af sammen med flere af gruppens medlemmer og gemte sig i et sommerhus i Asserbo. De blev imidlertid opdaget af modstandsbevægelsen, som arresterede dem under en voldsom ildkamp, hvorunder Anna Lund Lorentzen blev såret og mistede sin højre arm. Ved Københavns Byret blev hun i 1947 dømt til døden sammen med ni af gruppens medlemmer. Resten fik fra livsvarigt til otte års fængsel. Under den efterfølgende ankesag ved landsretten forholdt Anna Lund Lorentzen sig helt tavs efter at have udtalt, at hun mente sig dømt på forhånd. Efter at landsretten havde stadfæstet dommene, appellerede alle de dødsdømte bortset fra Anna Lund Lorentzen til Højesteret. Det var ikke, fordi hun angrede, men hun fandt en livsvarig fængselsstraf grusommere end dødsstraf og ønskede at følge sin elskede Jørgen Lorentzen, som hun regnede med ikke ville blive benået, i døden. I Danmark var der ikke siden 1861 henrettet en kvinde, og Justitsministeriet fandt, at henrettelsen af en kvinde ville føles stødende i store dele af befolkningen og være pinlig og ubehagelig for dem, der skulle udføre eksekutionen. Anna Lund Lorentzen anmodede imidlertid om, at dommen blev fuldbyrdet og henviste bl.a. til, at loven måtte være lige for mænd og kvinder. Hendes ønske blev ikke imødekommet, og straffen blev ændret til livsvarigt fængsel. Kort tid inden Jørgen Lorentzen blev henrettet i maj 1949, indgik Anna Lund Lorentzen ægteskab med ham, og hun afsonede sin straf indtil 1956, da hun blev løsladt. Hun udvandrede til Tyskland, hvor hun skabte sig en ny tilværelse som tysk statsborger og modtog krigsinvalidepension fra den tyske stat. Hun engagerede sig stærkt i humanitært hjælpearbejde for krigsskadede børn og blev kendt for dette arbejde under tilnavnet The Angel of Mercy of Children.