Som datter af den radikale bladpioner og medstifter af Det Radikale Venstre Nicolaj Hurup voksede Grete Hækkerup op i et politisk engageret hjem, hvor begge forældre også var optaget af kvindesagen. Men partipolitisk gik hun sine egne veje, for under indtryk af krisen og arbejdsløsheden i 1930’erne sluttede hun sig til Socialdemokratiet. Efter at have taget studentereksamen fra Horsens Statsskole i 1934 havde hun forskelligt kontorarbejde, bl.a. i Københavns skattedirektorat, hvor hun mødte sin ægtefælle Per H., der havde studenterjob i direktoratet. I de første år efter giftermålet helligede hun sig sit erhvervsarbejde og de efterhånden tre børn. Men efter at familien i 1950’erne flyttede til Nordsjælland, og børnene var vokset til, fulgte hun sin mand, der havde skabt sig en solid position i Folketinget, ind i politik, i første omgang som sognerådsmedlem i Lillerød 1954-63. Hendes kvindepolitiske engagement havde gjort hende til formand for Socialdemokratiets lokale kvindeudvalg, og i 1953 valgtes hun til formand for kvindeudvalget i Hillerødkredsen, som hun ledede til 1965. Hun var rejsesekretær med kvindeudvalgsarbejdet i hele landet som arbejdsområde fra 1958 til 1962, da hun blev ansat som sekretær på partikontoret. 1957-61 var hun tillige medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg.
Fra 1962 havde Grete Hækkerup været folketingskandidat, hun blev valgt 1964, faldt i 1966, kom ind som suppleant i 1970 og genvalgtes derefter frem til 1981. 1971 udpegedes hun til Folketingets første næstformand. Som sådan afløste hun undertiden den siddende formand, den radikale Karl Skytte, og hun vakte respekt ved sin rolige måde at lede de undertiden ophedede folketingsmøder på. Hun fortsatte sit kvindepolitiske arbejde, bl.a. som formand for et udvalg, der skulle undersøge, om det var lykkedes at styrke ligestillingen i partiet, som det var besluttet i forbindelse med nedlæggelse af de socialdemokratiske kvindeudvalg i 1969. Op til kongressen 1973 fremlagde udvalget en rapport, der dokumenterede, at kvinder stadig var uforholdsmæssigt ringe placeret i partiorganisationen og anbefalede mindstemål for kvinderepræsentationen på valglister såvel internt som ved offentlige valg. Det var forventet, at Grete Hækkerup skulle efterfølge Skytte som formand i 1978. Socialdemokratiet foretrak imidlertid K.B. Andersen, hvad der var en stor skuffelse ikke blot for hende selv, men også for de mange, der i lyset af ligestillingsbestræbelserne gerne havde set en kvinde på denne post.
Ud over sit politiske virke havde Grete Hækkerup en række tillidsposter, bl.a. som medlem af Statens Husholdningsråd 1959-68 og Foreningen Nordens hovedstyrelse 1959-80. 1961 blev hun udpeget til at repræsentere Socialdemokratiet i AOFs (Arbejdernes Oplysningsforbund) forretningsudvalg, efter at partifællen Klara Dupont i en periode havde været eneste kvinde. Endvidere havde hun fremtrædende poster inden for børne- og ungdomsforsorgen, bl.a. som medlem af Landsnævnet for Børne- og Ungdomsforsorg 1967-73. På hendes 60-års fødselsdag i 1974 oprettedes Grete og Per Hækkerups Uddannelsesfond, hvis midler skulle anvendes til uddannelse af tillidsmænd og -kvinder. Det Hækkerupske hjem, hvor også hendes fader tilbragte sine sidste år, havde med hende som samlingspunkt tidligt åbnet sig gæstfrit for unge socialdemokrater både fra ind- og udland. Ægtefællens død i 1979 efter lang tids sygdom ramte hende hårdt. Hun fik dog den tilfredsstillelse, at deres to ældste sønner Klaus H. og Hans H. som politikere videreførte familietraditionen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.