Gertrud Lundholm

Gertrud Lundholm kom fra det kbh.ske borgerskab. Hun søgte som ret ung ind på Femmers Kvindeseminarium, hvorfra hun udgik i 1911. Seminariet havde, i lighed med de andre tidlige kvindeseminarier, et emancipatorisk sigte samtidig med, at det var præget af en kulturradikal tradition og en pædagogisk nyorientering. Den praktiske undervisning synes at have haft en central placering. Gertrud Lundholm lagde således både grunden til sin professionelle tilgang til lærerjobbet, sin pædagogiske nyorientering og sit stærkt sociale og politiske engagement i seminarietiden. Efterhånden tog hun også afstand fra samtidens klassesamfund og fra det, som hun oplevede som dette samfunds autoritære opdragelse og skole. Hun blev inspireret af besøg ved frie reformskoler i Jena og Berlin og af et personligt venskab med psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard. Hun var medlem af Socialdemokratiet til midt i 1930’erne, hvor hun efter et besøg i Rusland gik over til Danmarks Kommunistiske Parti.

Gertrud Lundholm blev ansat ved Københavns skolevæsen i 1917, først som timelærer og fra 1919 som fast ansat. Hun underviste ved forskellige skoler, bl.a. Vanløse Skole, og deltog som lærer i Vanløseforsøgene fra 1924, indtil de i 1928 blev stoppet før tid af skoledirektionen med borgmester Ernst Kaper i spidsen. I Vanløseforsøgene, der var inspireret af reformpædagogikken, havde man ophævet timeplanen og fritaget eleverne for årsprøver indtil 4. klasse. Iagttagelse af det enkelte barn, børnenes indbyrdes kommunikation, et fyldigt undervisningsmateriale samt deres egne erfaringer, bl.a. fra ekskursioner, dannede grundlag for undervisningen. Selvom forsøgene blev stoppet, fortsatte Gertrud Lundholm med at undervise ud fra det grundsynspunkt, at børnene skulle respekteres i deres egen udfoldelse og lære deres egne muligheder og begrænsninger at kende under gunstige opvækstbetingelser. Lærerne skulle opdrage børnene til frie mennesker og ikke til lydige soldater. Hun håbede dermed, at børnene ville kunne “gaa ind i Samfundslivet befriet for Hemninger og Mindreværdsfølelser, ydende og modtagende i fuld Udfoldelse af deres Evner, smaa eller store”. Det dynamiske syn på barnets udviklingsmuligheder fastholdt hun livet igennem, og hun delte ikke samtidens tillid til, at intelligensprøver korrekt angiver børnenes begavelse eller udviklingspotentiale.

I den reformpædagogiske forening Den frie Skole, stiftet 1926, arrangerede Gertrud Lundholm studiekredse og foredrag om fri opdragelse, børnepsykologi og individualpsykologi sammen med kolleger fra de frie klasser og med andre. I foreningens tidsskrift af samme navn redegjorde hun for sin pædagogiske og psykologiske opfattelse. Desuden underviste hun i psykologi og formning ved Montessorikursus, det senere Seminarium for Småbørnspædagoger, grundlagt 1928 af bl.a. Næsgaard og Sofie Rifbjerg. Hun skrev i Arbejderbladet, senere Land og Folk, hvor hun havde en social konsultation og fast brevkasse. Under Besættelsen var hun aktiv i hjælpearbejdet for de kommunistiske kammerater, der var sendt i fængsel eller koncentrationslejr. Selv blev hun arresteret midt i skolegården, men blev efter nogle måneder løsladt. I 1955 tog hun sin afsked fra skolevæsenet efter at have været ansat på Ole Suhrs Gades Skole, en af Københavns kommunes specialskoler. Gertrud Lundholm var en af de mest markante bidragydere til udviklingen af det, der kan betegnes som en dansk reformpædagogisk praksis, og som navnlig vandt udbredelse i børnehaven.