Faktaboks

Gerda Schäffer
Født
29. marts 1884, Odder
Død
5. maj 1960, Frederiksberg
Arbejdsliv
Arkitekt og akademiker
Familie

Forældre: distriktslæge Edvard Christen Vilhelm S. (1843-1910) og Marie Kirstine Møller (1846-1907).

Gerda Schäffer blev i samtiden betegnet som Danmarks første kvindelige arkitekt. Hun var ikke den første kvinde, der blev uddannet på Arkitektskolen, men hun var en af de første, der oprettede egen virksomhed, og som virkede og ernærede sig inden for faget i en længere årrække. Især kom betegnelsen af den kendsgerning, at Gerda Schäffer var den første kvinde, som tegnede og byggede og altså bar hele ansvaret for en bygnings udseende og opførelse. Arkitektuddannelsen var blevet åbnet for kvinder i 1908, og i begyndelsen var højst en til to kvinder blandt de 20 dimittender. De første af dem tog afgang i 1916 og 1920. Det var langtfra alle, der afsluttede studierne med at tage afgang, heller ikke Gerda Schäffer, men denne praksis var også almindelig blandt tidens mandlige arkitektstuderende. Bemærkelsesværdigt er det derimod, at der i Arkitektforeningens medlemsskare indtil 1935 kun er registreret omkring fem praktiserende kvindelige arkitekter. På trods af evner og interesse for faget samt et gennemført studium opgav mange hvervet på grund af ægteskab, eller de kom til at fungere som medhjælpende hustruer for deres arkitektmænd.

Arkitektuddannelsen var ikke et ganske indlysende valg for Gerda Schäffer, idet hun var født og opvokset i et lægehjem på landet. Tidligt havde hun dog en stor lyst til at tegne. Omkring 1912 var hun et halvt år i murerlære i Odder sammen med den senere arkitekt Ingrid Dyggve, før hun tog til København og gennemgik Kunstakademiets bygningstekniske skole. 1918-20 var hun elev i Arkitektskolens ældste klasse. Samtidig arbejdede hun på forskellige tegnestuer og havde også, mens hun studerede, udført flere selvstændige arbejder. Den første byggeopgave var en villa i Fredericia. Siden var hun bygningskonduktør på en gruppe sommerhuse i Tibirke Bakker i Nordsjælland. Her havde arkitekt Ejner Dyggve i 1916 udarbejdet en udstykningsplan, der i vidt omfang tog hensyn til naturen. Sommerhusene, der blev tegnet af bl.a. Ingrid og Ejner Dyggve og tilpasset den lokale byggetradition, blev opført i perioden 1917-25.

Gerda Schäffer tegnede også møbler og sølvting, men først og fremmest beskæftigede hun sig med at tegne og indrette private hjem. Hun gik til opgaverne med stor omhu og grundighed og med respekt for både arkitektoniske krav og personlige hensyn. På mange lange rejser i Europa og Norden samlede hun erfaring og fik nye impulser. Endvidere underviste hun i boliglære på Suhr’s Husholdningsskole i en årrække og kunne altså her videregive sin erfaring og indsigt i at indrette hjem til vordende husmødre. Gerda Schäffer døde som 76-årig på en rejse i udlandet.

Beskrivelser og portrætter af Gerda Schäffer

  • Kendte danske Kvinder, 1934. Tidens Kvinder 4/1920. Kvinden og Samfundet 22/1918.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig