Gerda Karstens

Gerda Karstens blev optaget som elev på Det Kgl. Teaters balletskole under balletmester Hans Beck i 1910 og kom dermed til at tilhøre den levende Bournonvilletradition. Hun debuterede 1920 i Svundne Tider og udnævntes samme år til balletdanser. Som den første modtog hun i 1935 udnævnelse til karakterdanser, en titel, der i 1942 konverteredes til solodanser, og denne rang beholdt hun til sin afsked i 1956.

Gerda Karstens' stærke fysiognomi gjorde hende velegnet til humoristiske eller dramatiske karakterroller i det klassiske repertoire, fx som den vripne kvækerkone i Vincenzo Galeottis Amors og Balletmesterens Luner. Også i det moderne repertoire optrådte hun med succes, således som arbejderkvinden i Kjeld Abells og Børge Ralovs Enken i Spejlet, 1934, der havde musik af Bernhard Christensen. I Harald Landers latinamerikanske karakterballet Gaucho fra 1931 dansede hun Rhapsodia argentina på en måde, der førte til sammenligninger med den amerikanske sangerinde og danser Josephine Baker. Den moderne koreograf Nini Theilade vakte i sæsonen 1936-37 stor opsigt med den abstrakte ballet Psyche til musik af C. Franck, og her dansede Gerda Karstens en bemærkelsesværdig Venus, gestaltet som en despotisk, orientalsk kvindeskikkelse. Året efter søgte teatret at følge Theilades succes op med scenens første symfoniske ballet Cirklen til P. Tjajkovskijs 6. symfoni. Cirklens rene dans, der var påvirket af den russiske koreograf L. Massine, beretter om et menneskepars skæbne fra fødsel til død. Gerda Karstens dansede her rollen som Pecunia, og i Ralovs eventyrballet Tolv med Posten fra 1942 var hun morlillen December. I 1946 dansede hun Forblændelsen i Landers og komponisten Knudåge Riisagers befrielsesallegori Fugl Fønix efter H.C. Andersen, og senere på året blev hun som Giselles moder instrueret af A. Volinine, den russiske ballerina Anna Pavlovas turnépartner, der gæstede teatret fra Paris.

I 1950 vakte Gerda Karstens international opmærksomhed under Det Kgl. Teaters anden balletfestival, hvortil en række engelske kritikere var inviteret. De blev overraskede over at finde et korps og et repertoire, hvis styrke de ikke havde forventet. Balletskribenten R. Buckle beskriver i sin erindringsbog The Adventures of a Ballet Critic, 1953, udførligt sin begejstring for Gerda Karstens som mimisk danser i rollerne som Veronica i Napoli, moderen i Giselle og heksen Madge i Sylfiden. Under den ubehagelige affære omkring desavoueringen af balletmester Lander i 1951 stod Gerda Karstens og hendes ægtefælle, balletdanseren Svend Karlog blandt hans modstandere, og der var kræfter, der søgte at få Gerda Karstens udnævnt til balletmester. Efterfølgeren blev dog Niels Bjørn Larsen, med hvem hun samarbejdede bl.a. om iscenesættelsen af Et folkesagn, 1952, hvor hun også varetog rollen som troldkvinden Muri. Et taknemmeligt parti var forstanderinden i den russisk-amerikanske koreograf D. Lichines Graduation Ball, 1952. Samme rolle valgte hun sammen med Sylfidens heks at danse til sin afskedsforestilling i 1956. Ved sin afgang følte hun sig ikke tilgodeset i repertoiret, men hun kom dog senere til igen at optræde på Det Kgl. Teaters scene, bl.a. i Flemming Flindts Dødens triumf, 1971. I 1951 modtog hun udmærkelsen Ingenio et arti.