Den kønne og kvikke bogholderdatter Frederikke Larcher debuterede i 1827 15 år gammel på Det Kgl. Teater som grevens datter Natalia i den populære tyske dramatiker A. von Kotzebues Korsikanerne. Som naivt frimodig ingenue, ung pige, udmærkede hun sig ved klar og klangfuld diktion og sikker teknik. Kort efter så forfatteren J.L. Heiberg hende som inderpigen Gurli i Kotzebues lystspil Indianerne i England og fandt hendes talent for det naive ubestrideligt. Når det gjaldt ingenuerollerne, fulgte teatret stadig den fransk-klassiske konvention, og herom forklarede Johanne Luise Heiberg “at saa længe man formaar at illudere i det naive Fag, har man Ungdom”. Frederikke Larchers styrke og begrænsning blev de to rollefag, der lå tættest på hendes elskværdige personlighed og i det første årti på hendes alder, ingenuen og elskerinden. De blev hendes karriere i 30 år. Som ingenue stod hun fra starten i skyggen af sin jævnaldrende virtuose kollega Johanne Luise Heiberg, der uvægerligt fik de fleste nye og mest talentudfordrende roller. Fx havde J.L. Heiberg i 1826 oprindelig skrevet rollen som Trine i sin københavnervaudeville Aprilsnarrene til sin protegé og senere hustru Johanne Luise Heiberg, men da han i 1828 fandt, at hun nu var for gammel til den, overtog Frederikke Larcher den. I 1830 giftede hun sig med den 11 år ældre solodanser Peter L., der som hun selv var teknisk dygtig og ambitiøs, men som dog ikke blev nogen scenisk hovedkraft. Hun blev ansat på Det Kgl. Teater i 1832. To år efter fødte hun datteren Louise, der også blev skuespiller.
I den mere linde og folkelige strøm af nye københavnervaudeviller blev Frederikke Larcher dog støt brugt og påskønnet. I sin kollega Thomas Overskous skuespil spillede hun de unge piger, og hun var i 1848 endnu selvskreven som C. Hostrups Laura i Eventyr på Fodrejsen. At hun også kunne forløse vanskeligere karakteropgaver, viste hun med sin plastiske og mimiske tolkning af den stumme hovedrolle som den forældreløse russerinde i E. Scribes Yelva, 1835. Den blev hendes største enkeltsucces. I sit andet fag, elskerinden, stod hun i skyggen af flere hovedkræfter ved teatret, især Johanne Luise Heiberg og den statuariske Elise Holst. Derimod genoplivede Frederikke Larcher en forsømt type i faget, nemlig Ludvig Holbergs Leonora, som hun gav en yndig og dydig renæssance i naiv biedermeierudgave. Hun overtog Leonoraerne i Den Stundesløse, 1833, Maskarade, 1834, og i Henrik og Pernille, 1837, og endnu i 1851 spillede hun Leonora i Mester Gert Westphaler. Frederikke Larcher spillede mere sin egen tids Leonora end Holbergs. Johanne Luise Heiberg roser hendes spil og beklager, at “disse uskyldige, tarvelige, ofte lidt enfoldige, til Husflid opdragne” Leonoraer med deres “troskyldige, naive og lidt prosaiske Tone” siden blev afløst af mere moderne kokette typer. 1840-44 spillede Frederikke Larcher også barselkonen i Barselstuen. Uden for sine områder savnede hun efter sigende skikkelsesdannende evne, og hun fik heller ikke større chancer. Som ældre formåede hun ikke at skifte over til ældre rollefag, og hun gled efterhånden ud af repertoiret. Hun tog afsked 1857 ved at stå på scenen en sidste gang i sit originale personlige speciale som Leonora i Henrik og Pernille, som hun spillede første gang 20 år tidligere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.