Elise Holst

Elise Holst var et af skuespillerægteparret Stephan og Eline Hegers ti børn. Hendes moder, den danske sceneromantiks følsomme nordiske mø, forberedte hende til debut i sit eget rollefag, elskerinden, og i 1827, da hun var 16 år gammel, debuterede Elise Holst på Det Kgl. Teater i moderens gennembrudsrolle, titelrollen i G.E. Lessings Emilia Galotti. Hun forblev i dette rollefag stort set hele sin karriere, men hun viste et mere nøgternt temperament end sin moder. Med græske statuer som ideal greb hun sine roller formfuldendt nyklassisk an med deklamationsspil og skikkelsesdannende plastik i rene konturer. Sine regelmæssige træk og sin slanke velformede skikkelse udnyttede hun i rolige positurer med yndefulde bevægelser og talende øjenspil, og hun brugte sin dybe stemme til tragisk patos med krystalklar diktion. Erotisk skuespiller var hun ikke, men med så meget større dækning illuderede hun kvinder med mere anede indre følelsesdybder og rørende inderlighed. Rollerne gengav hun gerne som kyske idealkvinder. Hun individualiserede dem med egne følelser og var stærkest i tragedien. Med Johanne Luise Heibergs ord, så fremstillede Elise Holst ikke, hun var.

Efterhånden samlede Elise Holst sig et betydeligt repertoire på sit felt og var i en lang periode selvskreven til det. Især blev hun den tragiske datter hos Shakespeare, Adam Oehlenschläger og i anden ny dansk dramatik. Johanne Luise Heiberg kaldte hende “en yndig Skuespillerinde i saadanne stille, slørede Roller” som fx Ophelia i Shakespeares Hamlet, 1829. Fra 1830 spillede hun grevens plejedatter Amalia i Schillers sørgespil Røverne og titelrollen i hans tragedie Jomfruen fra Orléans, 1833. Hun spillede bukserollen som den uskyldigt tillidsfulde prins Edward i det franske drama Edwards Sønner fra 1841, og så sent som i 1851, som 40-årig, fremstillede hun Cordelia i Shakespeares Kong Lear. Først og fremmest blev hun dog sin tids inkarnation af den nordiske mø i Oehlenschlägers tragedier. I Hagbarth og Signe, 1828, stod hendes gullokkede Signe med nedslagne øjne, igen ifølge Johanne Luise Heiberg, mejslet i “ophøiet Ro”, som levende bevis for den klassiske norm, at i tragikken er plastikken og overansigtet vigtigst. Hun fremstillede fra 1833 ternen Ingeborg i Dronning Margaretha, indtil hun 1861 overtog titelrollen. Af andre Oehlenschlägerroller kan nævnes Gulnare i Aladdin, 1839, Amleths brud Sigrid i Amleth, 1846, og frillen Thora i Hakon Jarl, 1857.

Elise Holst blev dog også anvendt i J.L. Heibergs dramatik, og 1835 spillede hun således alfedronning i hans Alferne. I Henrik Hertz’ tragedie Svend Dyrings Hus, 1837, stod hendes tolkning af den lyse lidende uskyld Regisse i stærkt virkende kontrast til Johanne Luise Heibergs mørke dæmoniske Ragnhild. På de samtidige franske salonkomedier af E. Scribe var Elise Holsts talent egentlig spildt. Hun vandt derimod gehør fra 1840 som ministermyndlingen Cecile i hans bagtalelseslystspil Badet i Dieppe. I 1841 udførte hun titelrollen som ædel ung pige i A. Dumas d.æ.s historiske forførelsesdrama Gabrielle de Belle-Isle, som hun ifølge teaterhistorikeren Thomas Overskou spillede “med en hende usædvanlig Ild”. Hun spændte også over visse danske komiske roller, som kobbersmedens datter Rikke i C. Hostrups komedie Genboerne, 1846, og Lady Algernon i Hertz’ lystspil Tonietta, 1848. I Shakespeares komedier var hun den forgæves elskende grevinde Olivia i Helligtrekongersaften, 1847, og Rosalinde i Som man behager, 1849. Begge roller tolkede hun som romantisk elskende kvinder.

Sin evne til ekstatisk patos udmøntede Elise Holst siden i ældre karakterroller, hvor hun gav rammende individualiserede portrætter, som fx amtmandinden i Bjørnstjerne Bjørnsons lystspil De Nygifte, 1865. Som romantisk svensk hustru i svenskeren F. Hedbergs Brylluppet paa Ulfsbjerg tog hun formfuldendt afsked i 1870. Med sin stilsikre nyklassiske deklamationskunst havde hun da sat sit præg på en epoke og i løbet af godt 42 år spillet ca. 250 roller.