Fanny Suenssen

Fanny Suenssen voksede op i en litterært interesseret familie, hvor både moderen og de to søstre Alfhilda (g. Mechlenburg) og Teckla (g. Juel) blev forfattere. I modsætning til søstrene blev Fanny Suenssen ikke gift; hun havde et svagt helbred og blev boende hele livet i barndomshjemmet bortset fra nogle baderejser til udlandet. Faderens og en broders tidlige død blev en anledning for Fanny Suenssen og moderen til at udfolde en mere målrettet skribentvirksomhed og udgive deres skrifter, dog kun anonymt. Moderens anonymitet blev aldrig brudt, hendes skrifter kendes ikke. Fanny Suenssen udsendte sine tre romaner Amalie Vardum, 1862, Tekla Eichel, 1864, og Aldrig, 1871, og sine første fortællinger anonymt eller under pseudonym, men to novellesamlinger fra 1890’erne udkom under hendes eget navn.

Fanny Suenssens hovedværk Amalie Vardum er en guvernanteroman i den genre, som Mathilde Fibiger, Louise Bjørnsen og Cornelia von Levetzow havde udviklet. Ligesom forgængernes er den båret af personlige erfaringer, men den ligger med sin mere udprægede romantiske fantasi tættere på genrens engelske forlæg, Charlotte Brontës Jane Eyre, 1847 (da. udg. 1850). Romanens første del handler om Amalies barndomshjem; faderen har en dårligt lønnet stilling ved militæret og slider sig op for at skaffe økonomisk grundlag for familiens deltagelse i middelklassens sociale liv. Efter hans død slår moderen og søstrene sig igennem, så godt de kan, og Amalie tåler med kristen ydmyghed de mange krænkelser fra skolevenindernes side, som pengenøden udsætter hende for. I bogens anden del bliver hun guvernante hos en dæmonisk kammerherre, hvorefter interessen samler sig om magtkampen mellem de to; den slutter lykkeligt med ægteskab. Sideløbende med romanerne skrev Fanny Suenssen en række fortællinger; den første En gammel Piges Historie blev trykt anonymt som føljeton i Berlingske Tidende i 1862, og året efter udkom Juleaften under pseudonymet “Af Forf. til ‘Amalie Vardum’”, som hun også senere benyttede. Det er en moralsk opbyggelig historie om hæderlig fattigdom, der belønnes af gode medborgere; med fint blik for den tidstypiske detalje lader hun familiefaderens problemer udspringe af, at fotografiets nye teknologi udkonkurrerer hans portrætmaleri. Fanny Suenssens fortællinger fra 1870’erne udkom i Skandinavisk Folkemagazin, nogle blev senere genoptrykt i samlingerne I Tusmørke, 1890, og Han er Jøde, 1892. Den sidste roman Aldrig handler om en forældreløs dreng, der opdrages af tre ældre frøkener i den idylliske intimsfære, som Fanny Suenssen i lighed med romantikkens øvrige forfatterinder satte højt. Trods sin ujævne komposition, hvor humoristisk barndomsbeskrivelse afløses af rejseskildring og til sidst et kærlighedsdrama, blev romanen godt modtaget og trykt i et nyt oplag.

Flere af Fanny Suenssens bøger udkom på svensk, tysk og fransk, og hun forsøgte sig også i nye genrer. Sammen med søstrene skrev hun børnebogen Ej blot til Lyst, 1880, lystspillet En Skilsmisse, opført i Norge 1872 og siden med titlen Et Ægteskab i Fare på Folketeatret i København, og syngespillet Judith eller Fare og Flugt over et emne lånt fra W. Scott, opført på Folketeatret i 1875. I 1870’erne skrev hun en artikelserie om kvindesagen i Berlingske Tidende under overskriften I Tusmørke. Sammen med sine søstre var hun blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven i 1883.