Louise Bjørnsen

Louise Bjørnsen debuterede i 1855 med guvernanteromanen Hvad er Livet? og fortsatte dermed den genre, som Mathilde Fibiger netop havde indført i dansk litteratur med Clara Raphael, 1851. Louise Bjørnsens forfatterskab omfatter yderligere fem romaner og fire novellesamlinger, og det giver som helhed en indsigtsfuld beskrivelse af livsbetingelser og selvforståelse hos periodens middelklassekvinder, af de sociale, psykiske og etiske konflikter og af de emancipationsperspektiver, som deres økonomiske og kulturelle afhængighed af familien betingede. Louise Bjørnsens fader var sognepræst, men døde, da hun kun var syv år gammel. Han efterlod familien i små kår; moderen og de ni børn, hvoraf kun den ældste havde nået at få studentereksamen, levede nøjsomt, først i den sydsjællandske landsby Bråby og siden i Næstved. Moderen underviste selv døtrene hjemme med hovedvægt på husholdning og litteratur. Skønt Louise Bjørnsen derudover lærte sprog og sang, stammede hendes personlige erfaringer hovedsagelig fra hjemmets intimsfære suppleret med moderens ungdomsoplevelser, som hun gerne delagtiggjorde børnene i, og den verden, litteraturen åbnede. Efter moderens død i 1858 fortsatte Louise Bjørnsen sin tilbagetrukne tilværelse i huset hos en veninde i København

Louise Bjørnsen skrev sin første roman inspireret af det held, Fibiger havde haft til at ramme et emne og en form, der interesserede offentligheden. Alligevel havde Louise Bjørnsen svært ved at finde en forlægger, men ved folketingsmanden og historieforfatteren Frederik Barfods mellemkomst lykkedes det at få en bogtrykker til at forlægge Hvad er Livet? Som karakteristisk for genren er det en fingeret selvbiografi, hvor den unge middelklassekvinde Anna Warner, der efter faderens tidlige død må leve som selskabsdame i bedrestillede familier, fortæller om de urimeligheder og krænkelser, hun trods sine rige personlige kvaliteter udsættes for. Annas mål er at virkeliggøre et romantisk kærlighedsforhold, men den kunstmaler, hun elsker, foretrækker datteren i den familie, hvor hun er ansat. Denne datter er en karikatur af en emanciperet kvinde, hun vil være billedhugger og klæder sig i en slags reformdragt, men hun kan betale for hans rejser til Italien. Anna ender i et fornuftsægteskab med en prosaisk herredsfoged, der skaffer hende den savnede velstand, men ikke tilfredsstiller hendes følelsesmæssige og erotiske forventninger.

Romanen blev ligesom det senere forfatterskab udgivet under pseudonymet Elisabeth Martens, da Louise Bjørnsen som flertallet af periodens kvindelige forfattere ikke kunne forene sin kvinderolle med et forfatterskab. Hos Louise Bjørnsen fortsætter denne spaltning mellem selvudfoldelsen som skribent og tilpasningen til kvinderollen helt ind i teksten som en spaltning i fortællerstemmen. Den unge Anna repræsenterer forfatterens emancipationsprojekt, men fortællerstemmen kritiserer emancipationen ud fra kvinderollens traditionelle værdier. Denne tekstlige dobbeltstemme gengiver formentlig forholdet mellem Louise Bjørnsen og hendes moder, eftersom Anna snarere tilhører moderens generation end Louise Bjørnsens egen. Annas ungdom er henlagt til tiden omkring 1810, og i bogens forord angiver Barfod, at han har fået manuskriptet af Anna Warners datter, og at Elisabeth Martens er Annas rigtige navn. I modsætning til de berømte guvernanteromaner af Mathilde Fibiger og Charlotte Brontë bæres Hvad er Livet? således ikke af den unge guvernantes selvrefleksion, men af den moderlige opdragers stemme. I En Qvinde, 1860, står denne dobbelte kvindefigur af moder og datter ved tekstens indgang, hvor hovedpersonen i løbet af få sider fremtræder først som en kraftfuld ung enke, der glæder sig over at have fået sin frihed ved mandens død, og kort efter som en gammel kone, der har erkendt sin livslange illusion om, at nærheden og friheden sammen med en tabt barndomskæreste var mere værd end hendes ægteskab. Begge romaner er bredt fortalte historier med en fin psykologisk fornemmelse, som dog især ligger hos fortælleren og i mindre grad udfoldes som handling, replik og personkarakteristik; de kom i flere oplag.

I novellesamlingerne Fortællinger, 1866, og Hvad behøves der for at leve?, 1869, blev lovprisningen af det traditionelle kvindeliv i familien mere bastant, men efter det moderne gennembrud inddrog Louise Bjørnsen nye sociale typer, miljøer og problemer. I Sangerinden, 1876, optræder hovedpersonen i et sangerindetelt, hvor hun fortæller sin historie til hovedpersonen fra En Qvinde, der er sympatisk medlevende. Konflikten i kvinderollen mellem moderens og datterens position er forsvundet, og romanen, som i øvrigt udsætter heltinden for næsten gotiske eventyr i operahuse og bordeller, ender i huslig lykke, hvor sangerinden har fået sin musiker, men til gengæld opgivet selv at synge offentligt. I Louise Bjørnsens sidste roman, To Søstre, 1890, bliver den ene søster efter naturalistisk smag forført og forladt. Louise Bjørnsen beskrev de konflikter, som kvindebevægelsen udsprang af, men hendes synsvinkel var konservativ. Hun ville fastholde den kvindelighed, moderen havde indgivet hende, skønt vilkårene gjorde det umuligt for kvinder som hende selv at blive hustru og moder. Forfatterskabet holdt sig inden for normerne af et ældre kønsrollesystem og mistede sine læsere med dette systems opløsning. I 1883 var Louise Bjørnsen blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven.