Fanny Hartmann

Fanny Hartmann blev født i Beuthen, Tyskland, det senere Bytom i Polen. Hendes fader, der var læge, faldt i Første Verdenskrig. Moderen giftede sig i 1921 med en grosserer fra Flensborg, og den nye familie bosatte sig i København, hvor Fanny Hartmann 1929 blev student fra Metropolitanskolen. I 1934 blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet. Samme år blev hun ansat som sekretær i Socialministeriet, der efter vedtagelsen af den store socialreform i 1933 havde fået nye opgaver og med optimisme og bred politisk opbakning ekspanderede voldsomt.

Da Fanny Hartmann efter sit tredje barns fødsel i 1942 som den første ministerielle embedsmand søgte om at komme på nedsat tid, blev det efter en stærkt debatteret behandling på højeste niveau bevilget på det vilkår, at hun herefter ikke ville kunne avancere. Da børnene blev større, var Fanny Hartmann ikke ganske tilfreds med kun at varetage løbende sager og satte sig for at demonstrere sine kvalifikationer. På sin gode ven Else-Merete Ross’ opfordring meldte hun sig ind i Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Hun var næstformand 1951-57 og fik her kvindepolitiske erfaringer, som Socialministeriet hurtigt forstod at bruge, fx ved at placere hende i kommissioner om enlige mødre og enker. I 1958 blev hun fuldmægtig, og efter at være gået på fuld tid i 1959 blev hun trods sit avancementsforbud ekspeditionssekretær og den reelle leder af Socialministeriets internationale kontor. Det krævende arbejde i Socialministeriet varetog hun til 1973, en periode, hvor socialpolitikken havde en central funktion, indadtil i opbygningen af velfærdsstaten og udadtil i profileringen af Danmark som socialt foregangsland. Med sine gode sprogkundskaber og sit store overblik førte hun vanskelige forhandlinger, ikke kun på nordisk plan, men også i Europarådet og i FN. Op til Danmarks indmeldelse i EF 1973 var harmoniseringen af de sociale sikringssystemer, især for gæstearbejdere, hendes område. Et andet af hendes arbejdsfelter var det internationale hjælpearbejde. Fra begyndelsen af 1960’erne blev Dansk Flygtningehjælps udgifter til forsorg og administration dækket af Socialministeriet gennem særbevillinger på finansloven, og Fanny Hartmann sad i bestyrelsen for flygtningehjælpen 1957-73 som repræsentant for Socialministeriet, der med denne struktur sad på pengekassen.

Som tysker i Danmark, der ønskede at markere afstand til nazismens militarisme, blev Fanny Hartmann tidligt politisk engageret. Hun fik i studietiden stor inspiration i Studentersamfundet og deltog på lavt gear i Frit Danmark under Besættelsen, men da hendes lillebroder faldt kort før Anden Verdenskrigs slutning, gik hun aktivt ind i fredsbevægelsen. Hun var med i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) fra 1945, 1957-63 som formand, og ønskede frem for alt at arbejde for international forståelse i den demokratiske genopbygning efter krigen. I forbindelse med diskussionen om USAs mulighed for at udstationere NATO-raketter på dansk jord markerede fredsbevægelsen sig stærkt og fik stor folkelig opbakning. Mens bevægelsen i 1950’erne og 1960’erne havde et betydeligt radikalt islæt, blev den i løbet af 1970’erne domineret af venstrefløjen, hvad der fik Fanny Hartmann til at forlade KILFF. Bl.a. via fredsbevægelsen havde hun fået kontakt til medlemmer af Det Radikale Venstre, og fra 1948 deltog hun i partiets politiske arbejde i forbindelse med debatten om Danmarks tilslutning til Atlantpagten, som de radikale var modstandere af. Hun meldte sig ind i partiet, var nogle år medlem af bestyrelsen for vælgerforeningen i Gentofte og sad 1970-74 i Gentofte kommunalbestyrelse, hvor hun var medlem af socialudvalget, boligudvalget og børne- og ungdomsværnet.

Efter kommunalreformen i 1970 blev social- og sundhedsområdet reorganiseret, og både som kommunalpolitiker og ministeriel embedsmand kom Fanny Hartmann til at deltage i arbejdet med den nye administrationsstruktur. Samtidig blev Socialministeriet omstruktureret, bl.a. med oprettelsen i 1970 af Socialstyrelsen. Også klagesystemet blev omorganiseret og gjort enstrenget, således at Den Sociale Ankestyrelse fra 1973 blev en central klageinstans til sikring af borgernes rettigheder og af et ensartet ydelsesniveau over hele landet. Samme år blev Fanny Hartmann en af de nye ankechefer og opgav både sit kommunalpolitiske arbejde og posten i Dansk Flygtningehjælp. Som ankechef var hun med til den konsekvensretning af det sociale lovkompleks, som foregik i de næste år, hvor socialreformen, udtænkt under 1960’ernes højkonjunktur, skulle tilpasses 1970’ernes krise. Stillingen i ankestyrelsen, som Fanny Hartmann betragtede som en social domstol, var udtryk for det længe eftertragtede avancement, og hun havde nogle gode arbejdsår her indtil 1981, hvor hun blev pensioneret og kastede sig over nye opgaver. I sit virke i Socialministeriet havde hun aldrig mødt en klient, og hun besluttede sig nu for at gøre et konkret stykke socialt arbejde. Hun var medlem af bestyrelsen for Indvandrerkvindecenteret 1984-89 og deltog, indtil hun var 80 år, i rådgivningsarbejde for at integrere indvandrer- og flygtningekvinder i det danske samfund. I perioden 1980-84 var Fanny Hartmann endvidere formand for landsforeningen Mit Livs-Testamente.

Fanny Hartmann forbandt livet igennem sine forskellige virkefelter, politisk, humanitært og fagligt. Hun brugte sit liv, dels som embedsmand, dels som aktiv, internationalt orienteret samfundsborger, på at udvikle og sikre socialpolitikken som en integreret del af samfundsordenen og bevarede en tro på, at krig og konflikter kunne afværges af mellemfolkelig forståelse og social ansvarlighed.