Erna Sonne Friis

Erna Sonne Friis voksede op på Lolland, hvor faderen forpagtede først Knuthenborg Avlsgård, senere Rosenlund ved Sakskøbing. Tidlige oplevelser med især vilde blomster fik varig betydning for hendes nære forhold til planteverdenen. 17 år gammel kom hun i 1919 på en jordomsejling med sin fader og blev betaget af japansk og kinesisk havekunst. Ved hjemkomsten gik hun på N. Zahles Skoles sociale kursus efterfulgt af tre dannelsesår i udlandet, bl.a. USA. I Schweiz vaktes hendes livslange kærlighed til Alperne og den højalpine flora. 1927 blev hun gift med den finske viceherredshøvding Carl Eric Nyberg og flyttede til Finland. Under sit otteårige ophold i landet begyndte hun at arbejde med planter og skabe frodige, smukke blomsterbede og harmoniske farveklange i det barske klima. Da hun i 1935 vendte tilbage til Danmark som fraskilt og skulle finde en forsørgelsesmulighed for sig selv og datteren Heidi, var hun ikke i tvivl om, at hun ville være beplantningsekspert. Med hjælp fra professor Georg Georgsen fik hun sammenstykket en uddannelse ved Landbohøjskolens havebrugsinstitut, som hun kombinerede med et studieophold i England. Georg Georgsen opfordrede hende til at blive en dansk udgave af den kendte engelske havearkitekt Gertrude Jekyll med hensyn til at sammensætte planter og farveklange, og det svarede helt til Erna Sonne Friis' egne ønsker og evner.

I 1939 blev Erna Sonne Friis gift med skovrider Otto Friis. Haven i forbindelse med boligen på Lellinge Skovridergård ved Køge blev nu et ideelt arbejdsgrundlag for hende, idet hun her kunne udvikle sine på én gang poetiske og raffinerede plantekompositioner. Lellingehaven blev kendt viden om og bl.a. vist på International Exhibition of Landscape Architecture i London 1948. Tidligt fandt hun frem til planteskoleejer Aksel Olsen i Kolding, hvis sans for orientalske planters skønhed og dybtgående indsigt i planternes væsen hun lærte af, så længe han levede. Fra 1938 skrev Erna Sonne Friis artikler til fagblade som Dansk Havetidende, Haven, Anlægsgartneren og Havekunst. Først skrev hun om landbohaver, senere især om anvendelse og farvesammensætning af stauder, roser og georginer. Hun lancerede blandede bede, hvor roser blev kombineret med liljer og stauder, navnlig grå, hvide og mørkviolette som afløsning af de gængse stive rosenbede. Gennem redaktøren af det svenske tidsskrift Hem i Sverige Ulla Molin og havearkitekten S. Hermelin fra tidsskriftet Trädgårdskonst blev hendes nye idéer, ikke mindst om farver, udbredt i Sverige. Ligeledes fik hendes måde at arbejde med planter på stor indflydelse på en hel generation af danske landskabsarkitekter, især Agnete Muusfeldt. Ud over enkelte foredrag underviste Erna Sonne Friis ikke, og hun arbejdede normalt alene på sin tegnestue. Til anlægs- og beplantningsopgaver havde hun faste skov- eller landarbejdere, som hun oplærte og begejstrede, og de fulgte med hende rundt på hendes efterhånden ret omfattende virksomhed som konsulent på sjællandske og fynske herregårde, fx Holmegård, Hørbygård og Petersgård samt talrige villahaver omkring København Sammen med slotsgartner ved Rosenborg Slot Ingwer Ingwersen komponerede hun det kendte løgtæppe af violette, blå og hvide krokus i Kongens Have og den cirkulære, forsænkede rosenhave ved herregården Egeskov. Fra 1949 og i mere end 20 år sad hun i Det kgl. danske Haveselskabs bestyrelse og skabte til selskabets have på Frbg. sektioner som Den grå have, Forårshaven, Flammehaven og til jubilæumsudstillingen i 1955 Lys- og skyggehaven. I 1950’erne og 1960’erne var hun medlem af foreningen Zonta for selverhvervende kvinder i København

Efter en tiårs periode som ejer af Ødemark Hovedgård ved Sorø, hvis have gav nye udfordringer, fortsatte Erna Sonne Friis som ældre sine planteeksperimenter i en have ved Tølløse, hvor hun fra slutningen af 1960’erne med ildhu og uudslukkeligt engagement komponerede nye blomsterbede og eksperimenterede med plantesammensætninger under forskellige vækstforhold.