Emilie Sannom

Emilie Sannom voksede op i en farverig Nørrebrofamilie. Fristet af håbet om hurtigt tjente penge i Amerika emigrerede familien til Florida, da hun var 11 måneder gammel. Men eksperimentet endte i fiasko, og familien vendte tilbage efter syv år.

Senere i livet sagde hun ved flere lejligheder, at hun kom fra en teaterfamilie, men det var kun rigtigt i den forstand, at hendes hjertevarme moder havde en drøm om at se sine døtre på tidens teaterscener. Det lykkedes også. Foruden Emilie Sannom blev storesøsteren Charlotte og lillesøstrene Thora og Ragnhild skuespillerinder.

Ifølge egne oplysninger debuterede Emilie Sannom som otteårig på Dagmarteatret, hvor også den fem år ældre Asta Nielsen var engageret. “På teatret gik vi unge for lud og koldt vand,” fortalte Asta Nielsen senere i sine erindringer Den tiende muse, 1966. De to skuespillerinder fulgtes ad i de følgende år, bl.a. under en teaterturné i de nordiske lande. I aviser fra perioden kan man læse, at “den blonde Gazelle Emilie Sannom” ofte høstede større anerkendelse end den mørke, “mystiske” Asta.

De blev grebet af den nye filmfeber og medvirkede begge i den skelsættende Afgrunden, 1910. Derefter skiltes deres veje. Emilie Sannom blev i Danmark og boede hele sit liv hos familien i Stefansgade på Nørrebro, og først i begyndelsen af 1920’erne tog hun mod et par af de talrige udenlandske tilbud og medvirkede i et par tyske og italienske film, mens Asta Nielsen fortsatte sin karriere som international stjerne i tysk film.

Emilie Sannom kom til at medvirke i omkring 85 film. Det startede med primitive farcer hos Nordisk Film i 1908 og sluttede med den italienske film Luftens Herskerinde i 1922.

I Nordisk Films storhedstid spillede hun ofte den forførende letsindige fristerinde i melodramaer fra de højere samfundslag.

Det var dog dramatiske sensationsfilm med titler som Dødsridtet, 1912, og Ballon-Eksplosionen, 1913, fra de farverige filmselskaber Skandinavisk-Russisk Handelshus og Filmfabrikken Danmark, der for alvor gjorde hende berømt.

I disse film spillede hun den ekstremt modige kvinde, der var mændene langt overlegen i vilde bil- og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Og det var uden stand-in! Filmene gav hende tilnavnet “Danmarks Vovehals Nummer ét”.

Selv sagde hun, at “Denne Spænding – om man nu slipper godt fra det – er dejlig! De Film, hvor man bare er Tyvetøs, er ret saa kedelige.” Hendes største succes, også i udlandet, var formentlig som detektiv i seriefilmene Panopta, 1918-19, hendes sidste film i Danmark.

Flyvning blev en lidenskab for Emilie Sannom. Hun begyndte at tage flyveundervisning i 1918, men fik aldrig certifikat. Det forhindrede hende dog ikke i at flyve i datidens spinkle maskiner, når lejligheden bød sig.

I hendes sidste film Luftens Herskerinde boltrede hun sig i luftakrobatik under en flyvemaskine på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet. Ved talefilmens gennembrud og under den svindende interesse for de gamle sensationsfilm vendte hun tilbage til teatret, hvor hun især medvirkede i revyer og varietéer.

Derefter kastede hun sig over luftakrobatik og gav opvisninger rundt om i Danmark. Hendes numre sluttede med, at hun kastede sig ud med faldskærm iført badedragt. Faldskærmen blev først udløst i sidste øjeblik.

Men i 1931 gik det galt under en opvisning ved Grenå. Hun havde fået en ny faldskærm med en anden, mere lukket udløsningsmekanisme end den, hun var vant til. Faldskærmen blev ikke udløst, og hun hvirvlede mod jorden og blev dræbt. Det var kort før hendes 45-års fødselsdag. På hendes gravsten kom til at stå nogle linier fra et digt, Tom Kristensen havde skrevet til hende: “Frygten for Døden var ikke saa stor, større var Frygten for Livet paa Jord.”

Emilie Sannom forblev ugift. Hun havde utallige beundrere og mange tilbedere, “men den rigtige er ikke dukket op,” som hun sagde i et interview. Hun var et ukueligt menneske og elsket af alle, der lærte hende at kende. I 1912 fik hun datteren Grete og lagde ikke skjul på, at faderen var kollegaen Axel Schultz, Pantomimeteatrets Kassander, som hun betragtede som en god kammerat for en ugift moder.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Erik Nørgaard: Mille – mændenes overmand, 1992.

• Dagmarteatret

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.