Emilie Lennert

Emilie Lennert nedstammer fra Sisimiuts (Holsteinborg) to store slægter Olsen og Lennert, der har haft en lang tradition for uddannelse og lønarbejde. I hendes ungdom var det dog ikke almindeligt, at grønlandske piger fik en uddannelse, men 1946-48 gik hun på Grønlands eneste efterskole for piger i Aasiaat (Egedesminde) og tog derefter realeksamen i Nuuk (Godthåb) i 1950. Samme år påbegyndte hun en kontoruddannelse ved Landsfogedkontoret i Nuuk. Netop i disse år iværksatte den danske stat den såkaldte moderniseringspolitik, som i de følgende årtier gennemgribende skulle forandre det grønlandske samfund. En af nyskabelserne var etablering af kæmnerkontorer, dvs. kommunale administrationskontorer, hvor man ønskede dobbeltsprogede assistenter ansat. Sammen med en gruppe andre unge grønlandske piger blev Emilie Lennert tilbudt efteruddannelse ved handelsskolen Niels Brock i København Her bestod hun den statskontrollerede handelseksamen i 1952 og blev derefter ansat ved kæmnerkontoret i Sisimiut. For mange af byens unge piger var den maskinskrivende Emilie Lennert det levende bevis på, at også kvinder kunne få uddannelse og arbejde selvstændigt.

Fra kæmnerkontoret fulgte Emilie Lennert med i kommunalbestyrelsens arbejde og fungerede periodevis i 1950’erne som tolk ved møderne. På trods af at grønlandske kvinder havde fået valgret i 1948, skortede det stadig på kvindelig deltagelse i kommunalpolitik. I 1967 tog hun imod en opfordring fra den lokale kvindeforening, hvor hun selv var aktiv, om at opstille til kommunalbestyrelsesvalget. Det skete dog ikke uden betænkeligheder fra hendes side. Hun var i 1959 blevet gift med Knud L., og de havde nu fire børn, hvoraf den yngste var spæd. Men med sin mands støtte stillede hun op og blev som den første kvinde valgt ikke blot som medlem, men også som formand for Sisimiut kommunalbestyrelse, fra 1975 med betegnelsen borgmester. Emilie Lennert blev dermed Grønlands tredje kvindelige borgmester efter Kristine Donaldusson og Agnethe Nielsen. Emilie Lennert var borgmester indtil 1979.

Emilie Lennerts politiske karriere påbegyndtes således pludselig og i en særdeles turbulent periode i Sisimiuts nyere historie. Byen voksede kraftigt i disse år som følge af et stærkt forøget børnetal og tilflytning fra bygderne, og den var blevet Grønlands næststørste by. I de statslige industrialiserings- og udviklingsprogrammer var Sisimiut blandt de vestkystbyer, der blev satset på, og der skulle bygges kajanlæg og veje, boliger og institutioner i et voldsomt tempo. Emilie Lennert påtog sig den vanskelige opgave, det var dels at skaffe sig lokal indflydelse på de statslige initiativer, og dels at søge at råde bod på de sociale konsekvenser af de nye tiltag. Blandt hendes mange arbejdsopgaver i udvalg og bestyrelser skal nævnes hendes arbejde med byplaner i teknisk udvalg, hendes formandspost i sundhedsnævnet og især hendes indsats 1967-93 som bestyrelsesmedlem, 1979-93 som formand, for Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut. Højskolen, der 1962 etableredes som Grønlands første folkehøjskole, har ud over at huse generationer af elever fra hele landet også lagt lokaler til adskillige store nationale konferencer og møder og på den måde været en kulturinstitution af uvurderlig betydning for Sisimiut og Grønland. I Emilie Lennerts tid som bestyrelsesmedlem blev højskolen i 1977 udvidet med en kvindehøjskole, Arnat Ilinniarfiat, der var resultatet af et samarbejde mellem Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) og højskolens bestyrelse. Udadtil repræsenterede hun Sisimiut bl.a. som bestyrelsesmedlem i De Grønlandske Kommuners Landsforening 1972-79. Efter sin borgmestertid er Emilie Lennert fortsat medlem af kommunalbestyrelsen og en række udvalg. 1993-97 var hun 2. viceborgmester. 1979-83 virkede hun desuden som domsmand ved Kredsretten i Sisimiut.

Emilie Lennert var blandt de første kvinder i sin generation, som gjorde karriere inden for politik. Selvom hun i mange år arbejdede kommunalpolitisk som enkeltperson, dvs. uden et partis bagland, evnede hun at skaffe opbakning omkring sin linie og skabe respekt om sig selv som politisk leder. Hendes politiske løbebane var påbegyndt før dannelsen af et egentligt grønlandsk partisystem. 1970’ernes etniske bevidstgørelsesproces og kampen for øget grønlandsk selvstændighed udmøntedes dels i partidannelser, dels i den grønlandske hjemmestyreordning, som trådte i kraft i 1979. Som medlem af det moderate parti Atassut, der dannede opposition til det ledende venstrefløjsparti Siumut, blev hun valgt til Landstinget 1984-95. Emilie Lennert og Henriette Rasmussen, der også blev medlem samme år, blev således de første kvinder i Landstinget efter Agnethe Nielsen, der var blevet valgt ind i 1980. Her var Emilie Lennert medlem af bl.a. social-, kultur- og undervisningsudvalget, ligestillingsudvalget samt 1987-95 medlem af kontaktudvalget mellem Landstinget og Folketinget.

Emilie Lennerts mest langvarige og engagerede indsats har været inden for det lokalpolitiske og udviklingen af det kommunale selvstyre. Hun har en stor del af æren for, at Sisimiut i dag kendes som en velfungerende, aktiv og driftig by. I 1997 modtog hun Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv.