Else Marie Bukdahl

Else Marie Bukdahl og hendes ældre bror Jørgen K. B. voksede op i et stimulerende intellektuelt og kunstnerisk miljø, præget af kampen for åndelige værdier. Det kulturelle engagement, som hun mødte hos faderen, digteren og kritikeren Jørgen B., hos moderen, kunsthistorikeren Magnhild B., og hos farmoderen, skribenten Else Marie Pedersen, fik afgørende betydning for hendes liv og virke. Navnlig hendes norske moder, som skrev anmeldelser og artikler og holdt foredrag om bl.a. nordisk og tysk billedkunst, æstetik, farvelære og kunsthåndværk, fik stor indflydelse på hende. Den tætte kontakt og dialog med kunstnere, som Else Marie Bukdahl allerede havde oplevet i sit barndomshjem, blev en væsentlig faktor i hendes arbejdsliv, efter at hun i 1980 blev tilknyttet Kunstakademiets billedkunstskoler, først som docent på Kulturhistorisk Laboratorium og fra 1985 tillige som Kunstakademiets rektor. På denne post blev hun den første kvinde i Kunstakademiets historie.

Else Marie Bukdahl må tilskrives en stor del af æren for den fornyelsesproces, Kunstakademiet har gennemgået i de senere år. For det første er bevillingerne til skolerne blevet øget, således at en udvidelse af de kunstneriske discipliner har kunnet finde sted, bl.a. ved oprettelse af en skole for mediekunst og et lektorat i fotografi. For det andet er skolerne blevet åbnet udadtil ved afholdelse af internationale seminarer, opbygning af et internationalt kontaktnet og inddragelse af gæstelærere fra udlandet. Den teoretiske undervisning er blevet styrket sideløbende med en opprioritering af indsatsen for at opsamle og bevare viden om de traditionelle teknikker. Hertil bidrager også akademiets bogudgivelser, en serie skrifter, som Else Marie Bukdahl i flere tilfælde har været medredaktør af og leveret bidrag til. Blandt disse har en serie teksthæfter og bøger med bidrag af førende udenlandske og danske filosoffer været vigtige i 1980’ernes debat om postmodernismen og den postmoderne tilstand.

Else Marie Bukdahl har bedrevet kunsthistorisk forskning, undervist i kunstens historie og skrevet og redigeret et stort antal bøger og artikler om kunsthistoriske emner. Det var dog ikke kunsthistorie, hun valgte at læse efter at have taget studentereksamen på Kolding Gymnasium i 1956. En kort overgang studerede hun germansk filologi ved Århus Universitet, men skiftede derefter over til studiet af almindelig og sammenlignende litteratur og blev mag.art. i dette fag i 1964. En første tilnærmelse til kunsthistorien kom dog allerede i 1959, da Else Marie Bukdahl besvarede Århus Universitets prisopgave Diderots “Salons” og fik sølvmedalje samt et fransk statsstipendium. Under sit arbejde med afhandlingen opsporede hun bl.a. i Frankrig og USA de kunstværker, som Diderot i sin tid havde gjort til genstand for sin kunstkritik. Hermed var grundstenen lagt til Else Marie Bukdahls senere store indsats på Diderot-forskningens område. Efter magisterkonferensen og supplerende studier i kunsthistorie og æstetik ved Lunds og Uppsalas universiteter og i Rom 1964-65 fik hun i 1965 ansættelse som kandidatstipendiat ved Institut for Litteraturhistorie ved Århus Universitet. I 1966 blev hun ansat som amanuensis, en stilling, hun bestred til 1970, hvor hun blev konstitueret professor. En afgørende vending i hendes liv indtraf i 1971, da hun blev gift med professor ved Københavns Universitet, dr.theol. Torben Christensen. På grund af ægteskabet og flytningen til Sjælland valgte hun i 1972 at opgive professoratet i Århus, men opretholdt dog en stilling som seniorstipendiat ved instituttet 1972-75. Med sin mands fulde opbakning og støtte koncentrerede hun sig derefter først og fremmest om videreførelsen af studiet af Diderot og hans saloner, i perioden 1976-82 dog sideløbende med en ansættelse som undervisningsassistent på Institut for Kunsthistorie ved Københavns Universitet. I 1980 forsvarede hun sin doktordisputats Diderot, critique d’art. Både disputatsen og anden del af værket Diderot, critique d’art II fra 1982 fik stor international opmærksomhed og anerkendelse. Det medførte, at hun allerede i 1981 blev bedt om at medvirke ved udgivelsen i Frankrig af Diderots samlede værker.

Som medlem af Ny Carlsbergfondets direktion fra 1982 har Else Marie Bukdahl arbejdet for at fremme dansk kunst og kunstliv gennem støtte til kunstnere, museer og forskere. Hun har derudover ydet en stor indsats for forskningen gennem sit medlemskab af Videnskabernes Selskab fra 1985 og bestyrelsen af Danmarks Grundforskningsfond fra 1991. Andre væsentlige poster, som hun har bestridt, er medlemskab af Marienborgkredsen 1989-93, Det Etiske Råd 1990-97 og Ørestadsrådet 1990-98. Et stærkt engagement i kirkelige anliggender har præget Else Marie Bukdahl, og i 1993 blev hun medlem af Det Danske Bibelselskabs salmebogsudvalg. Hun har været optaget af kirkekunsten og dens fornyelse, hvilket hun har skrevet adskillige artikler og debatindlæg om. Else Marie Bukdahl blev ridder af Dannebrogordenen i 1989. Hun har desuden modtaget Tagea Brandts Rejselegat 1986, den franske Les Palmes Académiques 1987 og N.L. Høyen Medaillen 1995.