Else Hammerich

Else Hammerich voksede op som den syvende af otte søskende i et stort åbent hjem, præget af uophørlig aktivitet og forældrenes kristne overbevisning. Alle de voksne familiemedlemmer var dybt involveret i modstandsbevægelsen under Besættelsen, og broderen Kai Ole H. blev i 1944 som 19-årig skudt af Gestapo, mens en anden broder Peter H. overlevede alvorlige skudsår fra selve befrielsesaftenen. Else Hammerich gik i kommuneskole i Gentofte, og i 1955 blev hun student fra Ordrup Gymnasium. Det første gymnasieår tilbragte hun på en katolsk klosterskole i Tokyo, da begge hendes forældre i forbindelse med Koreakrigen var udstationerede til humanitært arbejde i området. Hun ønskede oprindeligt at studere sprogvidenskab, men da hendes kæreste skulle have en lang uddannelse, fandt hun det selvfølgeligt at begrænse sig til at blive lærer. Selvom hun forsøgte at gøre oprør mod hjemmets religiøse indflydelse, bøjede hun sig for moderens valg af KFUMs Seminarium på Frbg. Her blev hun imidlertid inspireret til at ryste forældrenes politisk konservative indstilling af sig og selvstændigt tage stilling, mens hendes sociale bevidsthed voksede og fik nyt perspektiv. Ved en medstuderendes mellemkomst deltog hun i protestmarcherne mod atomvåben 1960-61, hvilket førte videre til hendes aktive indsats i Kampagnen mod Atomvåben, der blev den første af de græsrodsorganisationer, som kom til at præge de næste årtier.

Da Else Hammerich var blevet lærer i 1960, blev hun ansat på Hyldegårdsskolen i Gentofte, hvor hun underviste læseretarderede børn. I perioden 1960-65 fik hun tre børn, og med hjælp af en ung pige i huset fortsatte hun sit arbejde. Samtidig med at hendes første ægteskab blev opløst i 1968, og hun blev alene med børnene, besluttede hun at videreuddanne sig på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og blev cand.pæd. i 1971. Samme år blev hun lektor på Blågård Seminarium, hvor hun med ildhu deltog i et tidstypisk antiautoritært oprør med ændring af næsten alt på stedet. De nyskabte forhold på dette seminarium var et forbillede ved etableringen af Roskilde Universitetscenter 1972. Sideløbende med lektoratet var hun 1975-78 knyttet til DLH og undersøgte børns konkrete undervisningsproblemer, resulterende i bogen Rapport fra et skoleår, 1977. Sammen med Liselotte Taarup påviste hun desuden den sociale sortering i folkeskolen og gav retningslinier for, hvordan den kunne bremses og på længere sigt afskaffes, og de udgav bogen Grænser for fællesskab, 1979. Gennem 1960’erne og 1970’erne var Else Hammerich engageret i solidaritets- og fredsbevægelser. Hun opfattede dannelsen af en europæisk union som en direkte modsætning til den politiske udvikling, som hun selv kæmpede for. I slutningen af 1960’erne blev hun medlem af Komiteen mod Fællesmarkedet og fortsatte i Folkebevægelsen mod EF (FMEF), senere Folkebevægelsen mod EF-Unionen, der blev dannet efter folkeafstemningen i 1972. Her udførte hun i løbet af 1970’erne et intenst græsrodsarbejde, som hendes anden ægtefælle Søren Højmark også deltog i. Hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF), men blev skuffet over partiet og var kun medlem en kortere tid. Ved en kvindefestival i Fælledparken 1975 fandt hun genklang for sine idéer hos Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, som hun straks meldte sig ind i. I de følgende fire år var hun medlem af kvindeforbundets bestyrelse samt redaktør af dets blad Vi Kvinder. Selvom hun her samarbejdede tæt med kommunistiske kvinder, har hun aldrig selv været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Ved det første direkte valg til Europaparlamentet i 1979 slog hun pludselig igennem med et særdeles stort personligt stemmetal og gik fra at være græsrod til at blive leder af FMEFs gruppe i parlamentet. Den blev med sine fire mandater større end nogen af de danske partigrupper. Her blev hun tillige formand for Regnbuegruppen, en sammenslutning af de forskellige landes kritiske medlemmer, hvoriblandt hun især samarbejdede med tyske politikere fra De Grønne. Hun gjorde også en indsats uden for Europa og var bl.a. optaget af menneskerettighedsproblemer under militærdiktaturet i Chile og de chilenske kvinders modstandskamp, som hun har skrevet om i bogen Under asken er der gløder, 1981. Desuden havde hun flere ophold i det lille Stillehavsrige Palau, som kæmpede for opretholdelse af verdens første grundlov med forbud mod atomvåben. Herom skrev hun bogen Harens mod, 1990. Efter ti års energisk protestarbejde forlod hun Europaparlamentet i 1989, fordi den kraftige polarisering mellem de politiske fløje forekom hende stadig mere frugtesløs. Søgende prøvede hun for anden gang medlemskab af SF, men opgav, da partiet efter hendes mening ikke var tilstrækkeligt kritisk over for EU. 1988-92 var hun forkvinde for Plums Økologifond.

Efter tiden som politiker begyndte et nyt kapitel i Else Hammerichs liv. Berlinmurens fald i 1989 så hun som indledningen til en ny epoke for fredsarbejdet. Hun kom i forbindelse med forskellige freds- og konfliktforskere, bl.a. Jan Øberg, og fik uddybet sine tanker og idéer i indgående samtaler med den tibetanske filosof Lakha Lama. I denne proces blev den kinesiske vismand Sun Tsus devise: “Hvis man kender sig selv, har man ingen fjender,” en ledetråd for hende. I 1994 blev hun medstifter og leder af Center for Konfliktløsning, hvis formål er at fremme fredelig konfliktløsning gennem uddannelse, mægling og offentlig debat samt gøre konfliktløsning til en naturlig del af vores demokratiske kultur. Centret arbejder både i Danmark og internationalt. Else Hammerich sluttede som centerleder i 1998 for at slippe for administrative opgaver og som almindelig medarbejder at koncentrere sig om centrets projekter. Hun har livet igennem været en ildsjæl, der især har engageret sig i konkret græsrodsarbejde. Hun har formået at bruge sine følelser som grundlag for en stadig personlig udvikling og omstilling og har ydet en betydelig igangsættende indsats som pædagog og som forkæmper for fred og solidaritet.